SYV HUNDREDE OG HALVTREDS ORD

dette er min første dag mit sidste
vindue til manglende eksistens, manglende handling
som en due strækker sig frem og stivner
sig frem og stivner
sig frem og stivner
som en fotograf skifter perspektiv og klikker
perspektiv og klikker
perspektiv og klikker
sådan skrifter jeg og blinker
nu er jeg et værk, et aldrig mere bevægeligt øjeblik
en mannequindukke i bogens vindue
og hjertet strækker sine mange hænder som medusahår
tilbage
mod det punkt, jeg svømmer væk fra
i den tro, at mine kast med gællede finner
kan bære mig i ansigtets retning
(som om modvind er en måde at trække verden til sig på)
hvordan gentage fortiden
hvordan vinde et hjerteslag tilbage
på anden måde end ved en irregulær
fejlbehæftet
rytme