Selvmordsbomberen

Veysel er den i vores gruppe, der tænker mest modsat mig. Han hader mennesker. Han glæder sig til at se dem dø, jeg tror endda han vil få en særlig glæde ud af at se det gennem sit eget blod. Egentlig forstår jeg ham godt, når han siger at han vil ende deres liv så hurtigt som muligt, så de kun kan nå at begå et minimum af synd. Jo tidligere et menneske dør, desto renere forlader det verden, og den straf, vi kan give dem for deres synder her på jorden, er langt hurtigere og mere mild end den straf, de ville stå overfor, hvis de ankom urene og alene til Himlen. Men hvis han hader dem, hvorfor så begå denne kærlige gerning? Hvorfor ikke lade dem drukne i deres eget og ikke hans blod?

Der findes et gammelt ordsprog, som mine forældre har opfostret mig med. Gud er tættere på mennesket end dets egen pulsåre. Også Camilla siger det til mig, når hun tager min hånd. Hendes burka slutter altid så tæt om hendes ansigt at det er som svævende i rummet, som en slags maske; Og hendes øjne er brune som barken på et træ. Det er sådan jeg tænker på hende, Camilla: Som en ru overflade, man ikke kan kærtegne uden selv at blive ru; En uigennemtrængelig mur, der ikke desto mindre kan græde. Hun er den i dette fugtige kælderlokale, jeg har mest respekt for. Hun bærer sin burka som jeg ikke har set andre kvinder bære den: Som et mørke, hun har lov til at holde for sig selv. De andre har kroppe, der er slået telte op omkring. Men Camilla, hun er ligesom vokset ud i stoffet. Blevet en overflade. Det er derfor, jeg tør græde med ansigtet mod hendes velsignede hænder.

Jeg har altid været meget optaget af mit hjerte. Jeg respekterer dets rytme mere end urets. Uret har en slags dræbende korrekthed, en perfektion der begår hybris ved at måle sig selv og træde i sine egne fodtrin. Hjertet tænker i momenter. Momenter, det er en term jeg har lånt fra en tysk forsker kaldet Jacob von Uexküll. Det er hjernens puls, hjerneslagene. Den rytme vi opfatter verden i. Visioner, Gud giver os i sit eget, kaotiske tempo. Hvis man studerer kroppens funktioner, ser man at alt er rytme: Hormonerne frigøres med nogle timers mellemrum. Benene går i en regelmæssig takt. Selv nysenes rytme har en egen langtrukken logik. Kroppen er en symfoni, en konstant stomp-forestilling af gentagelser, og jeg må tvinge mig selv til at glemme den for ikke at ligge vågen og lytte til den. For så bliver søvnens rytme forstyrret. Jeg er et meget nysgerrigt menneske, og det er kroppens symfoni der har lært mig, at ikke alt skal undersøges til bunds, hvis man vil undgå at ødelægge det. Den og Camillas burka. Skønt, jeg tror nu slet ikke Camilla kan ødelægges, hvis hun ikke selv ønsker det.

Hver gang jeg passerer gennem en folkemængde, forandres deres ansigter. Da jeg var barn, var ansigter små brande af nøgent kød, hvis ikoniske øjne jeg sendte mine bønner igennem, til en kraft der var vildere, mere ubønhørlig, end deres kroppe, hvis egne svære ønsker jeg selv levede for. Nu oplever jeg en af disse tilstande, hvor de går forbi mig med ansigterne rettet mod mig, ansigtsløse ansigter, der er klar over min tilstedeværelse, men ikke forstår at den har konsekvenser. Selvfølgelig ser de ikke på mig, ikke i virkeligheden, men jeg føler deres øjne dække min krop. De er som masker, der bevæger sig i en flade omkring mig. Hvis jeg får øjenkontakt med et menneske, brydes tilstanden som et brød, ujævnt og dvælende.

Camilla har gjort en dyd ud af aldrig at gnide eller ae noget. Hun siger at friktion ikke er rigtig berøring, fordi friktion er bevægelse. I stedet rører hun tingene med fingerspidserne, som hun rører jorden nu, og lukker øjnene. Hun siger at når hun rører jorden, gør Gud hende blind, at jorden er Guds øje. Jeg forstår det ikke, men jeg taler ikke. Jeg venter.

Jeg passerer igennem dem igen. Folkemassen. Denne gang er det, som om jeg ikke eksisterer. De erkender mig som en ting, man drejer udenom, men de er i deres egne verdener. Jeg gribes så ofte af en trang til at tage fat om skuldrene på dem alle og se dem i øjnene, fortælle dem mine tanker. Men det bliver mere og mere umuligt. Vores mødested, hvor Veysel og Ahmed altid sidder både når jeg kommer ind og når jeg går, er en ventesal. Vi har alle gjort vores liv til en venten. Mit hjerte tikker tålmodigt i mit bryst.

Endelig forklarer Camilla mig, at hun ser månen og solen som Guds øje. Når det skinner, er det blindt og udskiller sin egen kraft til os, men når det blot er en lys kugle, ser det på os. Om natten er det jorden, der er lukket og udskiller sin varme til os; Om dagen er det den, der ser på os. Tusmørket og daggryet er hellige tider, fordi Gud da, i et kort øjeblik, har begge øjne åbne. På klem, men åbne. Jeg tænker at jeg gerne vil dø om dagen. Jeg tror, det er et forfængeligt håb om at virke større, fordi mit blod spredes så tæt på Guds syn som muligt. Jeg tænker at det er en stor ære at blive opereret ind i Hans øje, når man dør. Jeg ser på Veysel og ved at han tænker på menneskene som bakterier, en slags grå stær. Eller insekter, der burde være fløjet forbi. Jeg ser dem som det eneste, der virkelig er værd at se på. Men måske er vi så små at det ikke kan lade sig gøre. Måske er det derfor, Han har gjort os til flokdyr. Og alligevel er det os – de i sandhed ensomme – der laver de små knald, der spreder menneskene ud over et større område. Som er hver martyr et enkelt pulsslag i et usynligt, rejsende hjerte.

Jeg græder ind i mine egne hænder. Uden at indse det holder jeg dem tæt sammen, så der dannes en lille pøl, der former sig efter mellemrummene mellem mine fingre. Ahmed spreder dem, forsigtigt med sine egne, og tårerne falder ned på tæppet og danner en ujævn plet, der snart vil forsvinde. Hvor forsvinder dine tårer hen, spørger han og smiler til mig. Som altid når Ahmed spørger mig om noget, føler jeg at jeg burde kende svaret, men at det lige akkurat undslipper mig, hver gang jeg forsøger at tænke det frem. Jeg ved at han vil rynke brynene og brænde mig med sine øjne, hvis jeg ikke svarer. Jeg ser hjælpeløst på ham, og han mærker Veysels blik i sin nakke og vender sig om med en fasthed, der får Veysel til at forlade rummet et øjeblik. Fasthed falder ham tydeligvis ikke naturligt for, men jeg har aldrig set ham opføre sig anderledes. Han er streng, fordi han ikke kan fordrage Veysel, og fordi han elsker mig. Jeg ved ikke hvor mine tårer forsvinder hen, men jeg ved at det er en slags mirakel, at modsatte følelser så ofte fører til samme handling.

Dynamitbæltet er sort som resten af mit tøj, det er som sørgende på forhånd. Et mørke, jeg har lov til at holde for mig selv. Visheden om snart at skulle dø er en klam, hård fornemmelse, der får musklerne til at stivne som en let rigor mortis og blodet til at løbe, ikke hurtigere, men mere uforstyrret gennem mig. Måske vi selv skaber vores død, måske det eneste man kan dø af er frygt for døden, og ingen endnu har været frygtløs nok til at leve evigt. Som måtte Guds øje åbne sig indeni os. Jeg mærker den skarpe tikken mod maven. Mit hjerte synkroniseres efter den. Mens jeg går ind gennem mængden, træder de andre rytmer, selv mine fodtrin, i baggrunden, til der kun er bomben og det i min krop, der følger dens rytme, og jeg indser at regelmæssigheden også er Guds, at det er Gud, der blinker under min frakke uden et øjebliks tøven, som om Han er ved at vågne og vil presse søvnens vand ud af øjnene. Jeg tror ikke det er mine tanker der sænker farten, da bomben synes at tikke hurtigere og hurtigere, til den bliver en skurren, hvis rytme jeg er for menneskelig til at kunne opfatte. Mit indre sprænges, og ud gennem mig farer Gud.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s