Den blå papirblomst

I torsdags deltog jeg i et projekt kaldet Guerilladigte, som gik ud på at poesistorme Den Blå Avis ved at indrykke digte som annoncer. Der deltog omkring 150 digtere, og selv om de fleste indrykkede annoncer under ‘Diverse -> Meddelelser’, var digtene spredt over hele avisen, da Den Blås ledelse var indviet i og med på ideen. Alle teksterne blev også indrykket på dba.dk, hvor jeg mener at man stadig kan se en del af dem.

Projektet rejser et interessant spørgsmål for deltagerne om, hvor meget vi egentlig kan tillade os at ‘pushe’ vores digte til folk, der ikke har opsøgt dem. Man kan jo ikke komme udenom, at et digt indrykket som en købs- eller salgsannonce er spam. Og der er da også en del brugere på dba.dk, der er blevet sure nok til at skrive kommentarer a la “pis nu af med de lortedigte” og “søg hjælp”. Da de første negative kommentarer begyndte at dukke op, var jeg åben overfor ideen om at respektere, at denne flashmob kunne genere – og måske fjerne sine digte som resultat. Men når jeg skrev til de mavesure kommentatorer for at spørge hvad det var der generede dem ved digtene, fik jeg intet svar. Og et “pis nu af med de digte”, der bare står og flagrer som aggression uden information, kan jeg ikke tage seriøst som andet og mere end de sædvanlige lorte lagt af de sædvanlige trolde. Fordi kommentatoren ikke selv tager det seriøst.

Peter Adolphsens aggression havde dog lidt mere information i sig; og han har vist endda formået at blive sur uden at behøve åbne avisen (to be fair, jeg ved ikke om han reelt har fået sin morgenskimning af salgsannoncer forstyrret – men det virker som om ideen alene er rigeligt nok til at vække harme):

(clicky clicky for stor version)

Denne korte tråd er blevet ivrigt debatteret i projektets interne facebookgruppe, og for det skylder jeg hr. Adolphsen tak (og det er også derfor jeg gerne vil hive den ud fra facebooks lukkede kreds med dette indlæg). Der er dog rigtigt meget i hans tolkning af vores intentioner, jeg synes er grebet ud af Den Blå Luft. Hvordan biedermeier og modernisme kommer ind i diskussionen, har jeg ingen idé om, så det vil jeg slet ikke forholde mig til, men: Hvordan er det f.eks. narcissistisk at deltage i et projekt med ca. 150 deltagere, der for de flestes vedkommende er anonyme, og hvor teksternes kontekst snarere end indholdet er kernen i projektet? Hvis man som forfatter er interesseret i at være indbildsk og narcissistisk, er det da bestemt ikke den bedste mulighed at se sine tekster ‘forsvinde’ i så stor en mængde både poesi og ikke-poesi – en meget bedre mulighed er at gemme sig væk og lade læserne komme til én, som Peter Adolphsen foreslår (hvordan de så end skal finde ud af at man eksisterer…).

Men især synes jeg at det er forfejlet at tillægge guerillaprojektet den holdning, at “folk er (…) strasburgergæs der skal have proppet den rigtige, ånds-fedende føde ned i deres halse”, og at “de forsnottede masser mangler dannelse”, som vi (som jeg tolker kommentaren) så har påtaget os at give dem. For mig at se var ånden i projektet netop, at digte ikke er noget ophøjet, forherliget, som den geniale kunstner i al nåde nedlader sig til at pådutte sine læsere, men at digte kan være en lille joke, en sidebemærkning, et høhø på linje med den salgsannonce af landsholdet, som DBA-teamet nævnte at de også en gang imellem tillader at slippe gennem censuren. At litteratur ikke behøver være så skide selvhøjtidelig. Udgangspunktet var, at vi IKKE opfatter folk generelt som for åndsforsnottede til at værdsætte et lille digt som pauseunderholdning. Og ærligt talt havde jeg slet ikke forestillet mig, at nogens pis kunne komme i kog over det – men at det er det, gør kun projektet så meget desto federe i mine øjne. Fordi det pludselig er provokunst, der ikke engang var med vilje (efter min mening den eneste slags provokunst der har værdi – alle kan provokere, men at gøre det uden at forsøge kræver at man rammer et hidtil skjult ømt punkt).

Jeg har faktisk selv et stort problem med mange slags spam eller anden betydningsforurening. F.eks. hader jeg at få reklamer i min e-mail-indbakke eller som bannere hen over en hjemmeside. Men problemet med at have et problem med guerillaprojektet er, at Den Blå Avis som koncept består af 80-90% spam – fordi det altid kun vil være et minimum af annoncer, der er relevante for den enkelte læser. Hvis man læser avisen virkeligt religiøst igennem, kan man måske komme op på at spilde 30-40 sekunder på, at der er digte iblandet alle de andre irrelevante annoncer. Og det undrer mig massivt, at så mange mennesker kan få så ondt i røven over så lidt spildtid. Det minder mig om, når folk vælter ind over den person, der står foran dem i køen til bussen, for at komme to sekunder hurtigere ind (med det resultat at de i stedet kommer ti sekunder langsommere ind). Eller at dytte højt og længe ad bilen foran, ét sekund efter at lyset er skiftet til grønt. Det er simpelthen for nøjeregnende, for voldsom en overreaktion, til at jeg kan tage det rigtigt alvorligt.

Selve det at være forfatter kræver vel en vis arrogant tro på, at éns ord kan være relevante for fremmede mennesker. Vi har da også fået den type tilbagemeldinger, jeg havde håbet på – her tre stk yndlingskommentarer:

“God aften alle I Guerilla digtere derude.
Tusind tak fordi I har varmet ventetiden ved bussen, forkortet tiden i toget, givet mig en grund til at forlænge morgener med kaffe og bare nyde!
Jeg synes det er et fantastisk initiativ. Mine dage har fået en særlig farve.”

“Hvor er det her blevet fint! Jeg har hele dagen gået og fulgt med i tilkendegivelserne blandt både de vrede og glade brugere af DBA (og begge grupper har på hver deres måde givet mig smil på læben). Og så har venner og bekendte ringet og skrevet om, at nu har de set os i Information, BT, JP, Politiken og hørt os i P1, P4, 24/7, Nova FM etc. Og mine studerende på FGK har hen over eftermiddagen kunnet fortælle, at nu er denne uges udgave af Den Blå Avis blevet et samlerobjekt.”

“Jeg er ledig og sidder på et jobsøgningsforløb og vil holde lidt pause ved at kigge på gratis ting. Jeg er træt af at være ledig og kan godt glemme at løfte hovedet og se lidt længere end til de nærmeste forhindringer. Men så blev jeg pludselig angrebet af poesi midt mellem euro-paller, sofaer og gamle fliser. Hvor er det dejligt. :-)”

Jeg har faktisk også fundet nogle af haderne særdeles underholdende. Min yndlingskommentar var til en af mine egne tekster på dba.dk. Teksten lød: “drømte at jeg løb ind i en skov, længere ind end nogen anden vovede sig, hvor træerne stod tættere og tættere indtil de skyggede for alt lys, og inde i det dybeste af skovens mørke lå der et bibliotek” – og kommentaren: “Det her ku nemt være en pædofil klub… Jeg vil råde dig til at slette din annonce med det samme,eller jeg anmelder dig til politiet”. Jeg håber at kommentatoren gør alvor af sin trussel.

En tanke om “Den blå papirblomst

  1. Jeg bukker ydmygt og klapper. Godt gået. Et flot indlæg. Og du har så meget ret. Digte skal have lov til at komme ud. Og der er lande hvor lyrikken er hver-mands-kvindes-eje. Og ikke selv gerne vil hæve sig højt over folket. Jeg tænker her på bl.a. Grækenland.
    Ingen har været tvunget til at læse digtene i Den Blå Avis. En af mine bøger Overhaling blev af en anmelder kaldt det smalleste af alle smalle, fordi jeg skriver digte om at køre vildt og voldsomt, og de unge vilde i bilerne nok ikke læser digte. Og så var der netop et af digtene som blev rundsendt i forbindelse med en ulykke;-) det var sgu lidt sjovt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s