om at stikke fingrene op i andre folks næser

I flyet fra København til Amsterdam: En far knæler ned foran sin 1-årige søn for nydende at lade sig irritere. Sønnen piller ved sin fars ansigt, og hver gang et par fingre er på vej ind i en åbning eller kradser så det gør ondt, trækker faderen brat hovedet væk og vender så tilbage. En leg, en lille lektion i andre menneskers fysiske grænser, en kærlighedserklæring af tålmod. Sønnens indre monolog står om ham, tydelig som dagslys: “Så stå dog stille, så jeg kan stikke mine fingre op i din næse! Hvorfor modarbejder du mig sådan!?”

Senere: Hans bittesmå hænder dukker op, kravlende som abefingre opad ryglænet. Han ser mig smile til ham mellem sæderne og smiler tilbage, som kun et barn der er elsket kan smile: hæmningsløst, selvsikkert kærligt; stadig i den lykkelige tilstand mellem øjeblikket hvor han opdagede, at han bliver grebet når han falder – og øjeblikket hvor han indser, at gengældte smil fra hjertet ikke er et basalt livsvilkår, men en direkte konsekvens af hans nuttethed.

Bag mig den hakkende dobbeltmonolog mellem en bedstemor og hendes barnebarn, der leder efter ord at have til fælles.

Og jeg tænker pludselig, at det ikke er kærlighed at bede dig lade være med at lide.

Reklamer

One thought on “om at stikke fingrene op i andre folks næser

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s