Drøm #

Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s