Ruin ]16:53[

Jeg vænner mig aldrig til at vågne op i en krop, der kalder sig min, at strække armene over hovedet. Det er jo nøjagtig så debilt, som at stille uret tilbage for ikke at komme for sent, og alligevel er det sådan jeg sker hver dag. At jeg maler tavlen hvid, at jeg slår en kridtstreg i uendeligheden; at jeg lægger mig under et jordskred for at blive meldt savnet.


Og på samme måde er hver dag en afblæst katastrofe: jeg dukker altid frem af ruinerne, når sulten bliver for påtrængende, når mørket bliver for tæt.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s