Sild

Sildestimen er en kæmpeorganisme uden hud. Som en blåhval brudt ned i tusindvis af små spejlinger af sig selv svømmer havets smadrede discokugle omkring, uhæmmet af en fast form eller nogen andre typer af organisering. Det er sandt, at det kan se ud, som om stimen har en leder og op til flere mellemledere, der styrer mængdens bevægelser med reflekser som et knæ, der ikke kan vente på hammeren. Det er sandt, at når de sekstusind udtryksløse øjne glider forbi som de glimtende skæl på en slange, må dykkeren tro, at flokken styres af en form for telepati. Men i virkeligheden er stimens bevægelser blot resultatet af hver enkelt fisks behov for at være cirka 5-10 centimeter fra en hvilken som helst artsfælle. I en række eksperimenter har man fjernet den del af hjernen, der indeholdt dyrets nærhedsrefleks. En fisk, der mangler denne hjernevinding, svømmer gladeligt væk fra stimen. I dens kølvand skabes et hidtil uset opbrud mellem de fisk, der er for tæt på afvigeren til at kunne opgive den, og de fisk, der er omgivet af mange flere artsfæller længere inde i gruppen. Af silden kan vi altså lære, at det vigtigste karaktertræk, en leder kan besidde, ikke er evnen til overtalelse – men blot en patologisk ligegyldighed overfor, hvem der følger med, når man rejser væk.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s