Termitbo

Menneskekroppen er ikke så meget en levende, åndende organisme, som den er et dødt hylster om andre døde hylstre, hvorigennem milliarder af små dyr myldrer. Disse benløse arbejdere må knokle uafbrudt for at sikre hylstrenes smidighed, og for at lappe de huller, der opstår, når deres beboelsesvogn kolliderer med andre overflader. Således varer det kun få dage, fra mennesket dør, til huden begynder at slappes og sprække. Således må de stadig befolkede babushkadukker, der slentrer omkring liget, tage helt anderledes konserverende forholdsregler for at sikre at mennesket stadig er entydigt til begravelsen. Og således kan menneskekroppen sammenlignes med et termitbo, der konstant befæstes og genopbygges af en sværm af identiske væsner, og som ikke græder mere for tabet af et par dusin beboere, end vi græder for tabet af vores afskrubbede hudceller i badet. Derfor, store menneske: Når du træder på et insekt, så bebyrd ikke din samvittighed med en sammenligning med dit eget knuste kranie. Men dvæl heller ikke for meget ved din udsigt til storbyen, som den rager op mod himlen med sine hårde hinder, hvorigennem millioner af små mennesker vrimler.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s