Barndomsdigt 11, Og jeg som troede, jeg skulle være alene for evigt, “12.59”

Og jeg som troede, jeg skulle være alene for evigt

Al min barnlige frygt blev gjort til skamme:
Nu har jeg totalt meget en kæreste

Nu passer jeg selv børn
Det har jeg gjort siden, jeg var 13
Så, vel strengt taget, stadig selv et barn
Som meget som man nu kan være det

Nu kommer jeg af og til
til at sige “mine børn”
selvom jeg ikke selv vil have nogen
kun låne dem
Men jeg føler mig som alles mor(d)

Nu har jeg en ring på min finger
Nu er jeg så småt ved at vende mig til den/Nu er jeg så småt holdt op med at være bange for den

Nu har jeg venner, som hverken er usynlige
eller falske
Nu er der pludselig mennesker som mig,
og pudsigt
som de må have været der hele tiden
og sparket til småsten
og hinkesten
og hinkestensbriller
i andre kommuner
og jeg har læst digte
og min kæreste har været bange for døden
og for Gud
og Cecilie har haft en hamster
og Sune har spillet skak
og Mirja har længtes efter at få gyldne krøller
efter kemo

Så blev vi voksne,
Så blev vi til,
for alvor til,
Så fandt vi hinanden

Og idag er det hele egentlig
ret OK

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s