Solen er orange mod din pande
og lilla mod din brombærsure gane.
Den spidder din pupil og skærer bane
mod mavens små og gulligklare vande.
Solen. Den lader appelsiner brænde
i grøn og dybt befolket jungleplæne,
og regneorme æder hver en blæne,
der kaster sig mod skovens muldjordsstrande.
Solevognen tager sin plukne runde,
og noget vrider blåbærbuskens baggrund
som gisp i universets alveole.
Dit jordbær knuger sin arterielunte
og møder implosionens sorte afgrund,
når hjernehimlen løber tør for sole.
Reklamer
Digtet har tidligere været publiceret på den hedengangne hjemmeside digte.dk. Jeg fik dengang (i 2002) et spontant sonetkursus af Henrik Nielsen i debatforummet, det resulterede i en håndfuld sonetter, og nu hvor jeg genlæser, synes jeg at to af dem er værd at holde fast i. Dette er den anden.