DIGTERDIGT (#notallpoets)

kære dagbog, du som besvarer alt med din stilhed, fortæl mig hvorfor vi digtere har så oppustede skrøbelige egoer,

er det fordi poesien er notorisk underværdisat, et fuldtidsjob forklædt som kontanthjælp, et håndtryk modtageren vender og drejer for at finde den dybere mening og så kaster tilbage i vores ansigter i frustration,

eller kære dagbog er vi blevet digtere fordi vi har så oppustede skrøbelige egoer, et forsøg på at eviggøre vores generte genialitet uden at rammes af den kritik der svinger som hale på popularitetens t-rex, ser du vi er kun geniale indeni, udenpå er vi et værre rod og derfor vælger vi den allermest ukropslige allermest transcendente kunstform (og bliver så knotne når vi bliver bedt om at gå på en scene og gøre den levende med vores små latterlige stemmer),

eller kære dagbog tror vi på den med geniet der er født skidende store tanker som regnbuer ud af barnenumsen og ikke behøver lære en skid, hvis vi tror på geniet er kritik ikke en mulighed for at forbedre vores håndværk men et nej fra alle tre X-factor-dommere,

eller eller kære dagbog, er poesien den heroin der fylder sjælens huller som en sø af svovlsyre fylder en brønd for øjeblikket efter at ætse den større, af mangel på publikum til vores tanker søger vi digtets endnu større mangel på publikum, for at få svar råber vi ind i kunstens ekkokammer,

kære dagbog jeg kender ikke svarene men tak fordi du lyttede så jeg for et øjeblik slap for at høre andre menneskers stemmer overdøve min

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s