en for sorg
i paladsernes celler
to for den fortid
der bor i din kælder
tre for den kærlighed
skambarnet bar
fire for silken
forælderen var
fem for den uld
du bar i dit hjerte
seks for øjnenes
rasende sværte
syv for at vente på alderens død
hellere glemsel end nål gennem kød
otte for alle
de brændende ører
den der kan se
skal hellere høre
ni for den stemme der hæver sig op
langt over væksten i én enkelt krop
ti for den dag
hvor gråden kan stoppe
det bløder dernede,
men stormer heroppe