Hjemløs

Det virker upræcist at sige, at den hjemløse ikke har et hjem. Det er nok tættere på sandheden at sige, at hans hjem ikke har nogen vægge, og at han ikke har noget sted at efterlade det. Men han har det hele, badeværelse, soveværelse, køkken, pakket ned i poser i den indkøbsvogn, han skubber foran sig gennem livet. Stuen er mere flygtig: Den befinder sig der, hvor andre mennesker ikke jager ham væk, og derfor må han ud og lede efter den på ny hver dag. Det er udmattende at skubbe sit hus foran sig, som en snegl bærer det på sin ryg. Og det er udmattende at lade kroppen stå for al opvarmning, fordi man ikke kan tænde for en radiator, ligegyldig hvor meget vinter det bliver. Men han klager ikke, for der er ingen at klage til. Og alt er bedre end det herberg, hvor han altid vågner fattigere, fordi nogen er lusket af med hans hus om natten. Det er som at falde i søvn i et fly og vågne på en øde ø.

5 tanker om “Hjemløs

  1. Fin tekst om et vigtigt emne.

    Jeg hørte på et tidspunkt, at flere hjemløse i Odense havde fået tildelt hver deres lejlighed at bo i, men mange af dem kunne simpelthen ikke holde ud at være der. De foretrak at bo på gaden o.l.. I forbindelse med striden om ‘Fredens havn’ var Mikael Josephsen i ‘Deadline’, hvor han talte om, at hjemløsheden sidder i kroppen hos flere af disse mennesker, og det, synes jeg, er noget af det mest præcise, jeg længe har hørt. Jeg forestiller mig, i den forbindelse, at det at få tildelt en bolig må være som at få pakket sin hjemløshed ind i alt for stramme tøjler.

    En af de vigtigste ting i forbindelse med at have børn er da også at få børn til at føle sig netop hjemme i egen krop/eget sind/eget liv, så når det ikke sker, bliver jagten på at komme hjem / være hjemme en kompleks kamp med og imod sig selv og i det hele taget en jagt. Privilegieblindhed består blandt andet i, at nogen ikke forstår det og i stedet tænker, at disse mennesker kan gøre det samme som dem. Fordi deres udgangspunkt er, at de allerede er hjemme men slet ikke har defineret det nærmere. Eller føler trang til det.

    • Opdagede lige denne kommentar, tak for den. Ja, jeg kan forstå at nogle hjemløse er utilpasse i det, vi andre kalder et hjem. Nogle har f.eks. bare brug for lyden af ståhej omkring sig for at slappe af og ender med at drive naboerne til vanvid med tændt TV 24/7, til de bliver smidt ud. Nogle kan ikke ensomheden i at bo alene. Nogle bliver landevejsriddere, fordi det kribler i benene. Osv. Jeg tænker at det går begge veje, man skal heller ikke antage, at alle bare er hjemløse fordi de ikke VIL have et hjem, det bliver nemt en anden form for privilegieblindhed og sparken nedad. Der er også dem, der virkelig virkelig gerne ville have et hjem, hvis de kunne få det.

      Ja, det du skriver om at være hjemme, men ikke have defineret det nærmere, minder mig bl.a. om, hvordan jeg har hørt nogle transkønnede tale om transfobiske ciskønnede. Man er hjemme i den kønsopfattelse man er blevet tildelt, så hvorfor kan alle andre ikke også ‘bare’ være det. Det er lidt som at sige “hvorfor lader du ikke bare være med at have problemet fra starten, det har altid løst det for mig”.

      • (hvis min kommentar optræder flere gange, er det fordi, der skete en eller anden fejl)

        Ja. Selv tak. Hvis man føler sig, eller ER, hjemløs i sig selv, i sin krop, så kan man føle sig hjemløs overalt. Et fysisk hjem kan i den henseende føles som en spændetrøje omkring den hjemløshed, så den forstærkes. Hvad der opfattes som et hjem eller ej, metaforisk eller fysisk, kan være udgangspunktet for mange interessante overvejelser i det hele taget.

        Jeg har aldrig forstået, hvorfor nogle mennesker er så blændede af deres eget køn, og det at føle sig hjemme i det, når de gør det, og på den måde tror, det blot kan overføres til transkønnede eller andre nonbinære. Uden netop at stille sig selv mange, eller måske nogen, spørgsmål om, hvad den følelse af at være hjemme indebærer.

        Jeg var selv kæreste med en transkvinde på et tidspunkt, for nogle år siden, så der hørte jeg også lidt om de oplevelser. Transkønnede er i det hele taget den mest udsatte minoritet i verden. Jeg troede faktisk selv på et tidspunkt, at jeg var transkønnet, men det viste sig at have andre årsager, som jeg vil holde private her.

        Noget af det jeg finder mest diskriminerende er, at mange mennesker synes at ville forhindre andre i at bevæge sig frit i forhold til, hvem de er. Mange tror åbenbart også, at ideer om andet end det kunstigt skabte tokønssystem, er noget nyt, selvom det er ældgammelt. Det har sandsynligvis været her, så længe der har eksisteret mennesker, netop fordi det afspejler, hvad der findes af ufattelige nuancer i forvejen i naturen. Og mange af de kasser ang. køn og seksualitet som f.eks. kristne missionærer o.l. desværre er lykkedes med at indføre i forskellige dele af verden, fandtes slet ikke inden da. Mest af alt fordi de er ubrugelige, forkerte og fungerer som åndelige spændetrøjer for folk, der lever et autentisk liv. Selv er jeg, vistnok, kommet hjem i en erkendelse, af at jeg er homoseksuel. Men min hovedpointe er, at i en friere verden ville diskrimination blive betragtet som en slags falliterklæring. Diskrimination er en dårligt camoufleret efterlysning efter åndelige kloner, en higen efter at få klasket et rygmærke på, så “man” er medlem af “banden”.

        Her er en udmærket, relevant film i sammenhængen: https://youtu.be/B67OVJTyV0I

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s