Akrobat

Akrobaten blev ikke akrobat med vilje. Hans krumspring i frikvartererne var leg, som en hund henter en pind eller et barn bygger med legoklodser. Han lærte at klatre op ad bygninger for at gemme sig for lærerne, når det ringede ind. Da han begyndte til gymnastik, var det for at få tidligt fri fra skole på de dage, han skulle træne. Hele vejen gennem cirkusskolen, konkurrencerne, de lokale forestillinger og til sidst Cirque du Soleil har han bare klatret rundt og strakt sig som en abe i zoo, der ikke forstår, hvorfor menneskene på den anden side af voldgraven glor sådan. Hver gang de roser ham, undrer han sig. For hans akrobatik er ikke en præstation. Det er bare den, han er. Få dig et rigtigt arbejde, siger hans mor, hver gang de ses, selv når han viser hende den svulmende løncheck. Vi havde så høje forhåbninger for dig, vi troede, at du ville gøre os stolte. Og han føler også, at han snyder livet, fordi han ingen rigtige pligter har. For er der ikke noget galt med et menneske, som kun har det sjovt? Som trives, som et vildt dyr trives? Derfor forstår han også til fulde sin mor, selv om han krymper sig, hver gang hendes navn dukker op på telefonens skærm. Og hun lægger endnu en besked på svareren: ”Kom tilbage i folden og lid”, siger hun inde bag sine omskrivninger.

Advertisement