I dag var en god dag
alarmsystemet virkede
agaven i stuen drak en smule
kaffen skoldede ingen
ingen sagde for meget
undskyld
dørene gik automatisk op
selv når ingen var på vej ind
I dag var en god dag
at lægge i skuffen
I morgen på denne tid
er der endnu en dag tilbage
Kasseassistenten
får nok og trykker
på knappen under
skranken for at
sætte tiden
i st
På nuværende tidspunkt
er diskretionslinjen reduceret
til ren teori
Kunderne kaster sig mod
beskyttelsesglasset
mod hinanden som
makakaber i løbetid
Blodrøde floder
flyder fra kassen
med farvepatroner
Gerningsmanden
tænker på sin kæreste
der tænker på sin mand
der ser det hele tidsforskudt
i fjernsynet
Du skal ikke tale til mig
mens hendes penge stadig
hænger i din hofteholder
du er en bærepose
for en fremmed kvinde
indtil det modsatte
er bevist
Vi kunne danse
danse direkte
ind i ilden
når den kommer
for den kommer
selvom den endnu
er skjult bag jordens
krumning får den
allerede skyerne til at rødme
På direktørens kontor
vakler busten af Nixon
på sin søjle
uden at ramle
I udrykningslyset ved indgangen
jager statuernes egenskygger
hinanden som en industriel equalizer
At tænke sig til jordskælv
som en form
for kuldegysning eller
en endnu ueksploderet
mine under mellemøstlig asfalt
buketter af kul
vi lader dem stå et øjeblik
som slør i rattet
en kæberasler
et vejbump
der ophæver kontrakten
med den indre erfaring
som søslag forplanter sig
til havets indvolde
får en sygdom
i solen
lyset til at gå
på jorden
som græsstrå
blackouter
systemernes rødder
whiteouter
et deprivationskammer
og giver sig
til at gabe
ektoplasma
nær din fødeby
fordobler lobbyister
laboratoriemusens
forventede levealder
igen
du stiger ud
med kabler i hænderne
hjortens kredsløb
kobles til bilens batteri
det giver et sæt
I direkte modstrid mod garantien
splintrer de splintfrie ruder
under gasgranatens tryk
Kærligheden
Kunderne fanges
i krydsild foran banken
Kærligheden er
Mundingsilden illuminerer
røgen indefra
guddommeligt
som gammaglimt
fra døende stjerner
Kærligheden er ikke
Efter slaget ligger vagten
på et leje af våde sten
og ånder ud til synet
af dugfriske skabelsesberetninger
umulige forbindelser
mellem hjernemasse
bankmarmor og tåregas
Kærligheden er ikke umulig
Man kunne argumentere for at det bare er en metafor
Men hvornår har en metafor sidst bare været en metafor
Du bor i en metafor
En krystalliseret rammefortælling
Et drivhus med indlagte solstråler
Freud ler og menneskeheden ser sig selv
forsvinde i hans smilehuller.
Min penge er røde
min hænder er røde
når jeg vasker mine
indre organer bliver
havnen også rød
CECILIE LOLK HJORT 