Harmonikasammenstød {21:50}

På nuværende tidspunkt
er diskretionslinjen reduceret
til ren teori

Kunderne kaster sig mod
beskyttelsesglasset
mod hinanden som
makakaber i løbetid

Blodrøde floder
flyder fra kassen
med farvepatroner

Gerningsmanden
tænker på sin kæreste
der tænker på sin mand
der ser det hele tidsforskudt
i fjernsynet

Advertisement

Tokammersystem {21:05}

At tænke sig til jordskælv
som en form
for kuldegysning eller
en endnu ueksploderet
mine under mellemøstlig asfalt
buketter af kul
vi lader dem stå et øjeblik
som slør i rattet
en kæberasler
et vejbump
der ophæver kontrakten
med den indre erfaring

som søslag forplanter sig
til havets indvolde
får en sygdom
i solen
lyset til at gå
på jorden

som græsstrå
blackouter
systemernes rødder

whiteouter
et deprivationskammer
og giver sig
til at gabe
ektoplasma

nær din fødeby
fordobler lobbyister
laboratoriemusens
forventede levealder
igen

du stiger ud
med kabler i hænderne
hjortens kredsløb
kobles til bilens batteri
det giver et sæt

Uroer {21:00}

I direkte modstrid mod garantien
splintrer de splintfrie ruder
under gasgranatens tryk

Kærligheden

Kunderne fanges
i krydsild foran banken

Kærligheden er

Mundingsilden illuminerer
røgen indefra
guddommeligt
som gammaglimt
fra døende stjerner

Kærligheden er ikke

Efter slaget ligger vagten
på et leje af våde sten
og ånder ud til synet
af dugfriske skabelsesberetninger
umulige forbindelser
mellem hjernemasse
bankmarmor og tåregas

Kærligheden er ikke umulig