Det eneste #21:55#

Vi burde sidde noget mere på tagene
og se hvordan det hele tager sig ud heroppefra
de tager os nok ikke med, flyene
og stjernerne vil stadig kun ligne
undskyldninger for sig selv
bag byens forstyrrende lyspartikler
som en beskyttende boble
over vores undskyldninger for rigtige liv
vi kommer til at fryse vores røve i laser
og måske kommer vi galt af sted
og betjentene vil med sikkerhed
skrige sig hæse for at få os ned herfra
og spørge hvad fanden der egentlig foregår
alligevel burde vi gøre det
for er det ikke
det eneste vi har

Advertisement

Hunde #21:25#

Alle mine sætninger brænder op
før jeg når at tænke dem færdig
der er for varmt herinde
men der er koldere på gangen
hvor betjenten sidder på hug
jeg kan se ham gennem sprækken
og hvisker ud til ham
hvad foregår der her
men han svarer ikke
han sidder bare og venter
som en hund

Morgen #20:57#

Havde det stået til mig
så lå jeg stadig der
og fulgte dråberne af dug
kravlende lydløst over teltet
som fingre, der langsomt finder vej
julis våde græs
og fingrene flettet
ind i dine
pegefingeren mod din håndryg
dit åndedræt der holdt det hemmeligt
om du sov eller var vågen
men dine fingre bevægede sig
og ville de have gjort det
hvis du havde sovet
havde det stået til mig
var det hele frosset fast
lige præcist i det sekund
hvor mine læber
var tættest på dine
de rørte ikke hinanden
men kom så tæt på
at elektriciteten mellem dem
kunne mærkes
havde det stået til mig
men det stod ikke til mig
det stod til solen
og den stod op
i samme beslutsomme tempo
som den gjorde hver eneste julimorgen
i en hvilken som helst jysk provinsby
og solsortens sang tog til i styrke
og pludselig stod hun der, din mor
og kaldte og sagde, at nogen havde ringet
hvad foregår der her
det er tid til at komme videre
unge mand, du skal vågne nu
som om jeg havde sovet
som om jeg havde spildt
et eneste sekund af en nat som denne
jeg blev stående lidt før jeg gik
du lignede stadig en der sov
jeg lod fingrene løbe langs hækken
på vej ud af din indkørsel
før asfalten og solen tog mig ned
havde det stået til mig
var verden gået i stå

Kuffert og country #20:45#

Jeg har købt en kuffert
fordi det føles rigtigt
at eje en kuffert
i morgen begynder jeg
måske også at ryge pibe
hvem ved
måske bare en enkelt gang om dagen
efter aftensmaden
når børnene er lagt i seng
og country og fodbad
er det eneste
man rigtig kan holde til
jo, det er da en overvejelse værd