Moderhjerte

En mor elsker altid sine børn betingelsesløst. En anden mor elsker sine børn betingelsesløst, så længe de kun leger indenfor hendes usagte forventningers elhegn. En tredje mor ser børnefødsel som sit adgangskort til at eje andre mennesker, så hun kan torturere dem for sjov bag lukkede døre. Mor er det altid brændende ildsted, hvor du kan genopvarme din frosne sjæl. Eller hun er en kasse, du stikker din hånd ind i uden at vide, om du denne gang får en chokoladebar eller stød. Eller hun er en stalker, som du ikke kan politianmelde. Mors frikadeller smager bedst, eller mors frikadeller er straffen for at være sulten, eller mors frikadeller smager af hengemt pap og kærlighed, så du spiser dem med kvalme og performativ glæde. En mor vil gøre alt for, mod eller vedrørende sine børn. Eller også vil hun ikke. Hun er et lotteri, som du ikke kan undgå at købe et lod til. Hun trækker tæppet op om dit hoved og ser ned på dig med sigende øjne. Hvilken mor har du fået? Du er lige blevet født, men du ved det sikkert allerede.

Træ

Når jeg dør, så begrav mig under et træ i fattig jord. Et sultent træ spiser gerne de dyr, der dør i dets skygge. Rødderne gror hen til og ind igennem lemmerne, så de kan optage de næringsstoffer, der frigives, efterhånden som dyret forfalder. I Finland har man fundet en birk, hvis rodsystem efter at have levet af en død elg i mange år nu perfekt markerede dens forsvundne form. Sådan og på ingen anden måde vil jeg udødeliggøres: Ved langsomt at blive tegnet med en anden organismes livsblod.

Kamæleon

Kamæleonen har verdens dårligste balance. Det skyldes dens øjne, der bevæger sig uafhængigt af hinanden. For når øjnene ikke er kædet sammen, er det sværere at vurdere, hvad der er op og ned, og så mister dyret fornemmelsen af sit eget tyngdepunkt. Sådan har kamæleonen fået sin særegne gang, der ligner ubeslutsomhed, men faktisk er konstante rekalibreringer af, hvordan den skal stå for ikke at falde ned fra grenen. Og sådan er kamæleonen – uden selv at vide det – blevet en mester udi camouflage. For når den smalle, høje, grønne krop konstant vipper frem og tilbage i små bevægelser, ligner dyret ganske præcist et blad, der svajer i vinden. Og så kan hverken byttedyr eller rovdyr finde det i træets duvende landskab. Dermed minder kamæleonen os om, at livets sejre ikke altid opnås gennem forbedringer eller overhovedet en bevidst indsats. Nogle gange er et handicap den hurtigste vej til succes.

Akrobat

Akrobaten blev ikke akrobat med vilje. Hans krumspring i frikvartererne var leg, som en hund henter en pind eller et barn bygger med legoklodser. Han lærte at klatre op ad bygninger for at gemme sig for lærerne, når det ringede ind. Da han begyndte til gymnastik, var det for at få tidligt fri fra skole på de dage, han skulle træne. Hele vejen gennem cirkusskolen, konkurrencerne, de lokale forestillinger og til sidst Cirque du Soleil har han bare klatret rundt og strakt sig som en abe i zoo, der ikke forstår, hvorfor menneskene på den anden side af voldgraven glor sådan. Hver gang de roser ham, undrer han sig. For hans akrobatik er ikke en præstation. Det er bare den, han er. Få dig et rigtigt arbejde, siger hans mor, hver gang de ses, selv når han viser hende den svulmende løncheck. Vi havde så høje forhåbninger for dig, vi troede, at du ville gøre os stolte. Og han føler også, at han snyder livet, fordi han ingen rigtige pligter har. For er der ikke noget galt med et menneske, som kun har det sjovt? Som trives, som et vildt dyr trives? Derfor forstår han også til fulde sin mor, selv om han krymper sig, hver gang hendes navn dukker op på telefonens skærm. Og hun lægger endnu en besked på svareren: ”Kom tilbage i folden og lid”, siger hun inde bag sine omskrivninger.

Betelgeuse

Fordi lys har en begrænset hastighed, ser vi alt med forsinkelse. For eksempel er stjernen Betelgeuse 600 lysår fra os, og derfor ser vi den, som den så ud for 600 år siden. Hvis Betelgeuse eksploderede for 500 år siden, vil vi først vide det om 100 år. Vi kan se, hvor langt væk en stjerne er, ved at kigge på dens farve: Fordi universet udvider sig, bliver lyset strukket mere og mere ud, jo længere det skal rejse; dette kaldes rødforskydning efter farven med den længste bølgelængde. Således er nattehimlen et bibliotek, et arkiv fra alle tidsaldre, hvori de ældste bind fremstår med den rødeste patina. Og således kan man trykke fastforward på et himmellegeme ved at rejse imod det – eller omvendt, se det i slowmotion ved at rejse væk. Måske vil det en dag være sådan, menneskeheden undgår sin planets undergang: ved at defilere ind i et rumskib og rejse væk med akkurat lysets hastighed, så jorden for altid vil stå i bakspejlet som et endnu ikke forgået øjeblik.

Termitbo

Menneskekroppen er ikke så meget en levende, åndende organisme, som den er et dødt hylster om andre døde hylstre, hvorigennem milliarder af små dyr myldrer. Disse benløse arbejdere må knokle uafbrudt for at sikre hylstrenes smidighed, og for at lappe de huller, der opstår, når deres beboelsesvogn kolliderer med andre overflader. Således varer det kun få dage, fra mennesket dør, til huden begynder at slappes og sprække. Således må de stadig befolkede babushkadukker, der slentrer omkring liget, tage helt anderledes konserverende forholdsregler for at sikre at mennesket stadig er entydigt til begravelsen. Og således kan menneskekroppen sammenlignes med et termitbo, der konstant befæstes og genopbygges af en sværm af identiske væsner, og som ikke græder mere for tabet af et par dusin beboere, end vi græder for tabet af vores afskrubbede hudceller i badet. Derfor, store menneske: Når du træder på et insekt, så bebyrd ikke din samvittighed med en sammenligning med dit eget knuste kranie. Men dvæl heller ikke for meget ved din udsigt til storbyen, som den rager op mod himlen med sine hårde hinder, hvorigennem millioner af små mennesker vrimler.

Elskegople

Goplen kan ikke styre sig selv. Dens svømmetag er hjerteslag, der slår kroppens paraply sammen og driver dyret frem i den tilfældige retning, dets kuppel vender ud til. For at veen kan finde sted kræves blot den svage vekselstrøm, der gennemløber goplens nerver. Men langs den sydamerikanske vestkyst driver en art, der ikke skaber strøm nok til at holde sig selv gående: Elskegoplen ligger stille i vandet, til en artsfælle flyder forbi. De to små mængder spænding forstærker hinanden, og de to åbentstående hjerter begynder at slå i takt. Til tider vender goplerne hver sin vej og når derfor ikke langt, før musklerne slukkes, og de ligger stille igen. Andre gange kolliderer de; som oftest for blot at glide af og havne i samme stilstand et par meter fra hinanden; men i værre tilfælde støder de panderne så præcist og evindeligt sammen, at deres skrøbelige skind begynder at sprække, og de langsomt bumper hinanden i stykker. Således kan elskegoplerne kun opnå en konstant fremdrift, hvis deres hjerter slår i samme retning.

Påfugl

Det har længe været antaget, at påfuglehannens hale tiltrækker en mage ved at vise, at dyret har overskud til at gro noget dybt unødvendigt af sin krop. Men nye undersøgelser viser, at halens fremmeste funktion er at bortskræmme rovdyr. Man har observeret påfugle, der ikke som ventet løber eller flyver væk, når en tiger nærmer sig, men i stedet påbegynder den dans af koket viften med udslået hale, man ellers har opfattet som en parringsdans. Tigeren lader sig vitterligt intimidere af denne opvisning. Eksperimenter har vist, at påfuglens eget mod også påvirkes af dansen: Dyret angriber med større kraft og præcision, hvis det forinden har haft mulighed for at folde halen ud og gøre et par eklatante nej-nik med hovedet. Det lader således til, at påfuglehannen har et direkte behov for sin æstetik, for med den ligesom at kunne sige: “Din krop er stærkere, men mit sind er stærkest.” Og måske er det først her, hunnens glitterlyst kommer ind i billedet: Som en evolutionært fordelagtig tiltrækning til den, der har fundet løsningen på en ellers umulig situation i demonstrativ skønhed. Omvendt lader det til, at de mest glamourøse hanner også er dem, der nærer mindst interesse i hunner. Det er endnu uklart, hvad sammenhængen mellem disse to faktorer er. Her skal blot nævnes, at disse hanners manglende interesse i hunner og de tilhørende unger giver dem mere tid og flere kræfter til at bortjage rovdyr, der ellers kunne udrydde hele populationer.

Sild

Sildestimen er en kæmpeorganisme uden hud. Som en blåhval brudt ned i tusindvis af små spejlinger af sig selv svømmer havets smadrede discokugle omkring, uhæmmet af en fast form eller nogen andre typer af organisering. Det er sandt, at det kan se ud, som om stimen har en leder og op til flere mellemledere, der styrer mængdens bevægelser med reflekser som et knæ, der ikke kan vente på hammeren. Det er sandt, at når de sekstusind udtryksløse øjne glider forbi som de glimtende skæl på en slange, må dykkeren tro, at flokken styres af en form for telepati. Men i virkeligheden er stimens bevægelser blot resultatet af hver enkelt fisks behov for at være cirka 5-10 centimeter fra en hvilken som helst artsfælle. I en række eksperimenter har man fjernet den del af hjernen, der indeholdt dyrets nærhedsrefleks. En fisk, der mangler denne hjernevinding, svømmer gladeligt væk fra stimen. I dens kølvand skabes et hidtil uset opbrud mellem de fisk, der er for tæt på afvigeren til at kunne opgive den, og de fisk, der er omgivet af mange flere artsfæller længere inde i gruppen. Af silden kan vi altså lære, at det vigtigste karaktertræk, en leder kan besidde, ikke er evnen til overtalelse – men blot en patologisk ligegyldighed overfor, hvem der følger med, når man rejser væk.