Tekst fra Konstantskrift.dk


Inde på www.konstantskrift.dk skriver vi lige nu i de sidste 13 af 26 timer spredt ud over weekenden. Temaet for konstantskriften er netop det, weekend. Her er en af mine tekster fra i dag:

~~~

PILETRÆET

I tidens løb er piletræet groet ind i kirkens tårn. Når det blæser, banker grenene på klokkerne. Selv på en vindstille dag kan man høre en hviskende ringen i luften, når fuglenes springen rundt mellem de sarte blade får dem til at gnide sig let mod klokkens metal. Som var Gud altid en smule, ganske blidt, til stede. I kirken falder gudstjenesterne ikke længere på faste tidspunkter, men opstår af sig selv, når klokkernes kalden har trukket en tilstrækkelig mængde mennesker til. Tit har kun én eller to tid til at komme forbi på de blæsende dage, og så drikker de kaffe med præsten i stilhed, mens han skriver på den næste prædiken, eller de går en langsom og skævvreden tur på kirkegården, mens de prøver ikke at tabe huerne. Det er også en slags gudstjeneste, siger de til hinanden. Og piletræet gror og gror.

~~~

Skrivningen fortsætter indtil kl. 22 i aften, kom gerne ind og læs med. Efter konstantskriften er ovre vil alle teksterne fra dagen kunne genlæses her.

Advertisement

Hvad er lyden af én hånd der rækker ud?

I dag udkommer min bog Hvad er lyden af én hånd der rækker ud? på forlaget Lysvalsen. Den kan købes via forlagets hjemmeside, og indenfor de næste dage skulle den også gerne komme op på de online boghandler og kunne bestilles hjem til lokale boghandler. Har man travlt med at få fat i den, har Ræven og Pindsvinet på Vesterbrogade allerede et par eksemplarer stående (kan også bare generelt anbefales til litterær græsning!).

Jeg har lavet en lille oplæsningsvideo med to af digtene fra bogen, som kan ses på Facebook eller Instagram.

Zetland og Kulturen på P1

Jeg fik vist aldrig skrevet her på bloggen, at jeg har været i hhv. Zetland og Kulturen på P1 her i foråret.

I april skrev Marie Carsten Pedersen fra Zetland en artikel om min bog Hvad er lyden af én hånd der rækker ud, som udkommer til november – og mere bredt det projekt, der ligger bag den, hvor jeg på baggrund af interviews og research skriver ud fra andres perspektiv. Det kan læses her.

I maj var jeg i Kulturen på P1, hvor det også handlede om Hvad er lyden af én hånd der rækker ud og problematikken omkring repræsentation. Vævet ind i samtalen læste jeg et par bidder af de meget lange digte op. Det kan høres her – scroll ned til ‘Cecilie skriver digte om dig, mig og de andre’ for at gå direkte til segmentet med mig.

PRIMUS MOTOR ~ 25. april 10-22

Jeg har oprettet en hjemmeside kaldet konstantskrift.dk. Her vil forskellige forfattere skrive live, så læserne kan følge med løbende – ligesom man måske kender det fra denne blog, eller fra bloggen ‘hvis skriften standser har den ikke været her’. I morgen mandag afholdes den første konstantskrift på bloggen. Det bliver mig, Cindy Lynn Brown, Bue P. Peitersen og Anders Vægter Nielsen. Vi skriver i 12 timer kl. 10-22. Håber, I har lyst til at læse med.

I can has a jazz?

koncertkirken

Tak for musik i fredags, projektet ToneArt fremført af orkesteret Moving Circles i Koncertkirken, på et bagtæppe af vistnok en palme i blåt lys? Ti komponister havde skrevet musik baseret på ti tekster af forskellige forfattere udvalgt af Lars Emil Foder. Min tekst Sild blev fortolket af Emil Hess (det var anden fortolkning: Torben Sangild læste digtet op til receptionen for Sputnik 2). Jeg lærte i samme ombæring at ordet jazz og ordet saxofon er lagret samme sted i min hjerne, der var nemlig en saxofonsolo i stykket, og jeg blev konsekvent og meget kitty pidgin-agtigt ved med at kalde det en jazz-solo. I can has a jazz? Det måtte jeg åbenbart godt, og det var sjovt og spændende at opleve dén slags nytolkning.

Tak for billedet til Bue P. Peitersen.

Konstantskrift på søndag

På søndag afholder jeg konstantskrift her på bloggen. Jeg vil lade det være op til læserne, hvad jeg skal skrive ud fra. Send mig gifs, billeder, youtube-videoer, sange, artikler, ordbogsopslag, kommentarer eller eller eller, så bliver det min opgave at inkorporere dem i skriften. I må gerne sende forslag både fra nu og mens jeg er i gang. På forhånd tak!

Sputnik-genresky

I omtalen af Sputnik 2 har der været lidt snak om hvilke andre bøger der også leger med det opslagsværk-agtige og pseudo-videnskabelige. Så jeg tænkte at jeg lige ville opsummere de bud der er kommet og give mine egne med. En slags ‘if you like Sputnik 2, you might also enjoy’:

– Brøndums Encyklopædi (the original poetiske opslagsværk)

– Cecilie Lolk Hjort: Noahs ark (etteren til Sputnik 2)

– Carsten René Nielsen: Enogfyrre dyr (en stor inspiration)

– Carsten René Nielsen: Husundersøgelser

– Audun Mortensen: Dyr jeg har møtt

– Birgitte Krogsbøll: dyr med næb ordnet efter antal vinger

– Judith Schalansky: Atlas over afsidesliggende øer

– og Frøydis Sollid Simonsens kortprosasamling ‘Hver morgen kryber jeg op fra havet’ er måske ikke pseudovidenskabelig, men skal alligevel have et mention, fordi den beskæftiger sig meget med videnskaben og biologien

minder-om-sputnik

Tyggegummidigte

Fra i torsdags og indtil d. 28/10 er der i samarbejde med Blågårdens Bibliotek poesibibliotek/boghandel i Dansk Standardpoesi på Blågårds Plads (for nysgerrige forbipasserende er det det grønne ‘skur’ med skråtag, der står inde på pladsen). Jeg har bidraget med nogle af mine eksisterende værker til biblioteket/boghandlen. Jeg har også bidraget med nogle digte til poesiautomaten, der fungerer ligesom en tyggegummiautomat, bare gratis og med poesi. De ser sådan her ud:

tyggegummidigte1 tyggegummidigte2 tyggegummidigte3

blogblogblogblogblogblogblog

For lidt tid siden skiftede jeg fra min tidligere smartlog-blog lolkhjort.smartlog.dk til at blogge på min hjemmeside. Men jeg er ikke tilfreds med formatet – det er for besværligt at oprette nye indlæg og kigge efter kommentarer, og overskueligheden går tabt i den opsummerende forside – så nu skifter jeg til WordPress i stedet. Jeg vil lægge ud med at lægge de indlæg op, jeg publicerede på hjemmesiden. Derefter kommer der et nyt indlæg hver onsdag.