TREDJE FEDEDIGT (en lykkelig sjæl i en lykkelig kjole)

I.

men tykke dame hører jeg et kor råbe fra erfaringens ekkokammer · hvordan skal forbrugerne længes hvis det ikke er mod den perfekte krop · kære industri det er så nemt som tærte · vi skal længes mod gavepapiret · vi skal tilbage til essensen · den vare for hvilken modebladet er det kunstfærdige katalog · kære modebranche hvis du vil have mine penge så giv mig ikke længslen mod engang at kunne passe tøjet · giv mig ikke kvinder så langt fra min kropstype at modeshowet er fra mars og jeg må sidde slukøret med min kikkert på venus · giv mig info om hvad der allerede passer perfekt og hold kæft hvor skal du se mine penge · se dem flyve rundt i Cos og MacMara og Stella McCartney · begejstringskonfetti · endelig forstår jeg dress for your body type råber vi mens vi ser ned på de glittede sider og tager os i at vende os rundt i den tro at fotoet vil vise os kjolen bagfra · det er en indgroet overtro at frustration sælger bedre end lykke · at jeg kun vil være tilbage i Topshop næste uge hvis den kjole jeg købte i dag sidder forkert · giv mig tilfredshed og jeg søger din butik som et hjem

II.

men hvis den har ret, den tro · hvis jeg vil købe mindre hvis jeg elsker hvad jeg har · så lad os bruge individualismen til noget og underbyde markedets krav til forbrugeren · kære næste iværksætter · lav mig et katalog hvor jeg kan se tøjet som var det allerede mit · og jeg vil ikke synke ned i din dankortterminal som den mobbede synker ned i en spiral af slankekure · du vil ikke se mig hver uge nej · men jeg vil forsage alle andre brands til fordel for dit · jeg vil rippe hele butikken på åbningsdagen og det er også en slags penge · kom så iværksætter · grav en niche · hvor jeg kan plante min lykkelige røv i evige klæder · (og mens vi er ved det må vi så ikke også få lommer)

ANDET FEDEDIGT (hun er for fed!)

kære modeblade, det er dejligt at I har fundet en enkelt tyk kvinde eller to I godt kan lide, det er helt sikkert et puttiskridt i den rigtige retning, og æbletromle trænger mere til afshaming end timeglas så lad os starte der, men når I kun vil have de tyndeste og de tykkeste får jeg den følelse at I ikke så meget fejrer mangfoldighed som I stadig holder fedtet en armslængde ud fra de markerede ribben, for det virkelig fede ved tess holliday er at I ikke er i nærheden af at blive hende, at få hendes kropsform ville kræve et decideret stykke arbejde og sådan er fed det nye uopnåelig, min muffintop til gengæld er ikke længere væk end et par aftener med sofa over spinning og en burger med shake, den almindelige kvinde er en overhængende fare, så kære modeblade jeg tror vi skal så grueligt mange stadigt krympende beth dittoer igennem før I tør se gennemsnitskvinden i bladets glansfulde spejl, i mellemtiden vil jeg tage optimismens maske på og glæde mig i mange mange år til de smukt dekorerede bette dellers komme

KUNSTNERDIGT (#notallartists)

kære kunstner du siger at kunsten fordrer et stort ego, at man pr. definition skal være arrogant for at tro at man kan male smukke billeder med sit hjerteblod, og jeg tænker på om man mon siger det rundt omkring på kontorer og værksteder, hvis jeg ikke havde et stort ego ville jeg aldrig have troet at jeg kunne lave disse regnskaber rigtigt, hvis jeg ikke havde et stort ego ville jeg aldrig have troet at jeg kunne tegne bygninger folk gider bo i, opfinde widgets folk gider have på deres hjemmeside, få biler til at køre perfekt, nej vel de fleste karrierer har øvelsen som adgang til mestertitlen, eller jobbet er slet ikke en titel men en halvstuderet dagligdag et menneske med en indtægt, så hvorfor er det så svært at forestille sig at lave kunst fordi man synes kunst er fedt og ikke fordi man synes man selv er fed, det napoleonskompleks du siger vi alle har kan jeg ikke finde i de bedste kunstneres øjne (de mest ulideliges klart), kære kunstner er det mon dig der blander kunsten og mennesket sammen, som publikum gør det når de bliver vrede på jay z fordi beyonce udgiver lemonade, jeg ved at vi alle ser kunsten som så skide indre så skide spejlagtigt visende vores virkelige jeg til verden, men kære kunstner kunne vi tænke os ud af den rolle og snarere se os som selvstændige erhvervsdrivende, firmachefer, måske kræver det ikke mere ego at finde på røverhistorier og klatte maling på et lærred og ramme tonerne end det kræver at træffe beslutninger om 500 ansattes fremtid eller klippe den rette mængde hår af et menneskes hoved, jeg sælger ikke mig selv jeg sælger et produkt, kunsten kræver ikke stort ego men tålmodigheden til at skabe genstande uden facit, modet til at afgive håbet om fast indtægt, og først og fremmest sturt sturt arbejde

DIGTERDIGT (#notallpoets)

kære dagbog, du som besvarer alt med din stilhed, fortæl mig hvorfor vi digtere har så oppustede skrøbelige egoer,

er det fordi poesien er notorisk underværdisat, et fuldtidsjob forklædt som kontanthjælp, et håndtryk modtageren vender og drejer for at finde den dybere mening og så kaster tilbage i vores ansigter i frustration,

eller kære dagbog er vi blevet digtere fordi vi har så oppustede skrøbelige egoer, et forsøg på at eviggøre vores generte genialitet uden at rammes af den kritik der svinger som hale på popularitetens t-rex, ser du vi er kun geniale indeni, udenpå er vi et værre rod og derfor vælger vi den allermest ukropslige allermest transcendente kunstform (og bliver så knotne når vi bliver bedt om at gå på en scene og gøre den levende med vores små latterlige stemmer),

eller kære dagbog tror vi på den med geniet der er født skidende store tanker som regnbuer ud af barnenumsen og ikke behøver lære en skid, hvis vi tror på geniet er kritik ikke en mulighed for at forbedre vores håndværk men et nej fra alle tre X-factor-dommere,

eller eller kære dagbog, er poesien den heroin der fylder sjælens huller som en sø af svovlsyre fylder en brønd for øjeblikket efter at ætse den større, af mangel på publikum til vores tanker søger vi digtets endnu større mangel på publikum, for at få svar råber vi ind i kunstens ekkokammer,

kære dagbog jeg kender ikke svarene men tak fordi du lyttede så jeg for et øjeblik slap for at høre andre menneskers stemmer overdøve min

TIENDE AUTISTDIGT (fucking tak)

kære terapeut, du som er til stede i rummet med mig, jeg vil gerne bruge et øjeblik på at sige fucking tak, tak fordi du får mavepine når jeg kvæles i mine egne ord, tak fordi du husker din barndom når jeg husker min, ikke som man synger for at overdøve sin søns gråd men som man pludselig finder duer spændende fordi han ser på dem med uvidende ave, jeg forstår så inderligt de terapeuter der hver morgen stiller sig op foran spejlet og hælder domer af panserglas i øjnene, ingen kan have så mange mennesker i hjertet på samme tid, men kære terapeut jeg tror du har knækket koden og gjort tardis af din sjæl, jeg vil ikke spørge hvordan, tryllekunstnere er bedst med tricket plantet som blomster i ærmet, men fucking tak, tak for himlen der åbner sig med pergamentruller af life hacks når jeg spørger hvorfor min glæde er rådnet og du svarer med grafer så tydelige som dit eget levede liv, så omhyggeligt forklaret så fyldt med fagter og forargelse over menneskenes ulykkelige tilstand, tak fordi du er veninden på cafeen og besøgsvennen der klapper min rystende hånd, og bedst af alt er det når du som sokrates stiller et spørgsmål og svaret hælder sig selv ud af mig som en regnbue jeg ikke vidste lå sammenfoldet i min gane, hej svar har I ligget derinde hele tiden, se mig pille svar ud af munden i lange baner det ene knyttet til det andet som tørklæder i alle sorgens farver, men den største vaccine mod bitterheden er da du brast i gråd og jeg blev forskrækket og spurgte hvad der var galt og du svarede “du har bare haft så meget smerte i dit liv”, en ærlig levering af den linje og et knus og så er man kureret, tak for alt terapeut må du altid møde mennesker som dig selv og nu fjedrer jeg ud og sender videre

NIENDE AUTISTDIGT (something quite atrocious)

hr. terapeut det virker mistænkeligt meget som om denne behandling er en straf, mindre ahh endelig kan jeg udånde mine affaldsstoffer og mere brace yourselves therapy is coming, så mange historier om hvordan livet er hårdt omkring mig, hvordan mennesker såres af mine imagined slights, og ja hr. terapeut jeg ved at jeg råber mine behov fra hustagene som gospel, men tror du virkelig det er fordi de er blevet hørt for meget, og ja hr. terapeut jeg ved at jeg damptromler ethvert behov jeg ser i et andet menneskes øjne, stryger det fladt så jeg ikke kan gribe om det med kærlige hænder, men tror du virkelig det er fordi jeg selv er blevet set fra alt for mange vinkler, som i livet når vi aldrig rigtigt til mig i min terapi men gentager pladen jeg fik i vuggegave, en single, a-siden er john cages stilhed og b-siden er et langtrukkent chant, ikke bønner men en række adjektiver som klistermærketattoos på min krop, du kan stole på os siger terapeuten med stemme som trompet af sammenrullede straffeattester, terapeuten og hans hær af diskret forklarende pårørende, se dem hviske bag tusind talk to the hands, vi fornyr hvert ord før det falmer siger terapeuten, kom lad os synge den sammen mary poppins style, hønsehakket der overdøver gråden, sangen om sulten:

superkold og egoistisk løgner og patetisk
stædig pivefalsk manipulerende dramatisk
opmærksomhedssøgende psykotisk psykopatisk
superkold og egoistisk løgner og patetisk

amdiddliddliddl amdiddlej amdiddliddliddl amdiddlej
amdiddliddliddl amdiddlej amdiddliddliddl amdiddlej

så gør vi sådan når vi vasker din mund med sæbe til intet kommer ud andet end bobler som små regnbuer af stilhed, åndelig udvikling er at indse at du er tildelt rollen som den eneste voksne i verden og det skal bankes in hammer style, can’t touch this heart, for terapeuter begynder ikke slagsmål de gør dem færdige, terapeuter helbreder ikke klienter de gør dem færdige