ANDET UOPDRAGNE DIGT (sig de magiske ord)

· det eneste man behøver er kærlighed · for at undskylde hvad som helst · jeg elsker dig så alt hvad jeg gør mod dig er smukt · jeg elsker dig så det er synd for mig · jeg elsker dig så jeg ejer dig · som møbler · som kæledyr · se hvad du fik mig til at gøre med min loyalitet · hvorfor skjulte du ikke din charme · ømheden er et gældsslaveri · hvis du har mig kær skal jeg takke dig hver dag på blødende knæ · sådan mister jeg retten til alt når kærligheden rammer mig som en knyttet hånd ·

· men sig mig, hvad kan jeg bruge den til, denne småsten af hengivenhed begravet bag kolde øjne · en guldmine med tusind døre hvis nøgler alle er slugt · hvorfor skylder jeg dig min elendighed så længe du føler det rette i hjertet · og hvem skal bevise dine gløder i sjælen · som hverken kan måles eller vises frem · hvorfor tager verden din frie munds ord for at dine angreb blot er klodsede kærtegn · når de ikke tager mod mit eget vidneudsagn for at det gør ondt når du kaster dig mod mig som tyve tons ophobede slægtninge ·

· hvad hvis kærlighed ikke er en følelse · men en færdighed · ikke et hvisket sæt krav men et løfte der holdes i  værkende hænder · vis mig ikke dine bankende røntgenbilleder · vis mig dit arbejde · her er mit løfte til mig selv: ·  kærlighed er ikke kærlighed før den lander i modtagerens glade blodstrøm · og hvis du synes at helt herover er for langt at strække sig bare for at røre mig så høst frugten af din egen velsignelse og gå hjem og elsk dig selv ·

FØRSTE UOPDRAGNE DIGT (dødfødt hele livet)

· jeg er hjemsøgt af nervøs perfektion og uigennemtrængelig familie ·
· der udvinder mig som en naturressource ·
· jeg ridser mine sorger ind i luften som malet lys ·
· se op i himlen ·
· hvilke af alle disse øjne er mine? ·

· jeg spejdede efter dem i deres øjnes travle byer ·
· og blev til en støtte af salt ·
· jeg løber, men ind i deres vejspærringsarme ·
· jeg flytter, men alle retninger er tilbage ·

· jeg er hjemsøgt af kropsløs tvivl og minder som kradsede plader ·
· der flakker i mit hoved som bekymrede stearinlys ·
· jeg skammer mig altid, men jeg ved ikke over hvad ·
· jeg fortryder altid, men intet ·
· jeg dagdrømmer altid, men om endeløs smerte ·
· græske tragedier at indrette som hjem ·

· jeg er hjemsøgt af denne vidneskranke der følger mig rundt gennem livet ·
· med bevingede aber og lydløse råb ·
· jeg vil ikke have dine tabloidøjne på mit nøgne ansigt ·
· jeg vil ikke have dine ord i min mund ·

· barndommen er en drøm der aldrig ender ·
· mens jeg sover besøger jeg mine forældre ·
· de tygger mig i stykker med hule stavelser ·
· erobrer landmasse og besejrer fjender ·
· jeg sidder fast i denne fritænkende hjerne ·
· jeg sidder fast i dine historier som myldretidstrafik ·

· jeg er jagtet af tanker om hævn gennem et meningsfuldt liv ·
· hvad er trods andet end et hårdere halsbånd at kvæles i ·
· jo mere jeg trækker, desto mere begraver jeg min stemme i en rasende hals ·
· hug mit hoved af og to nye munde gror frem ·
· lykken er et cirkusnummer ·
· råbt til et forlængst dødt publikum ·
· himlen er det insektlys jeg undgår mit liv for at nå ·

· førsteelskende, giv mig et tilflugtssted i dine hellige arme ·
· giv mig en hud at høre til i ·

· kan du huske hvordan vi tegnede skattekort over os selv som børn ·
· og drømte at vi var ·
· hver eneste stillingsbetegnelse i verden ·
· dén klodsede begyndelse vil jeg være igen ·
· jeg vil forlade min elegance ·
· hvad er selvtillid andet end en piedestal at stå fanget på ·

· en dag vil jeg vende tilbage ·
· ikke til usynlig krigstid og kokainbaner af skyld ·
· men til mig selv ·
· min glædelige galde, mine lindrende tårer ·
· mine ærlige ambitioner som bønner at tro på ·

· indtil da vil jeg pylre om mit skiftingehjerte ·
· som en trold elsker menneskebarnet som sit eget ·
· jeg vil amme på selvmedlidenhed ·
· som Herkules i Heras skød ·
· (det koster en himmelfuld trøst at blive gylden) ·

FJERDE UDSATTEDIGT (I wasn’t expecting the Spanish Inquisition)

hvilken lettelse at møde andre med de samme ar og de samme manglende lemmer · jeg er ikke vansiret, jeg er en type · alle er rigtige her i forkerthedens hule · så hvilken hjertekvasende skuffelse at få bidt endnu en arm af når jeg vanemæssigt gentager de skældsord jeg er opdraget til at sætte på mig selv · der findes ikke safe spaces kun regelsæt du ikke har brudt endnu · ethvert fællesskab har tusindvis af miner begravet i dine medudsattes ømmeste erindringer · normalsamfundets triggere er magelige som en læderlænestol der langsomt sluger dig i sit gebis af fremstående knapper · de udsattes triggere er et lillebitte hajgab · med tænderne slebet til af mange års små venlige angreb · mangedoblet af tusind rystede hoveder og titusind tålmodige suk · hvordan laver vi et samfund ud af en million enmandshære · hvordan holder vi hinanden i hænderne når vores eneste måde at overleve hidtil har været at tegne en ond cirkel omkring sig og være sin egen verden mens verden går under · her er endnu et hundehus i regnen · endnu en ejer af palæet der slår mig med sin avis · min facebookgruppe mine regler mit hashtag min definitionsret · disse nye rum er ikke så meget en løsladelse som de er lidt større valgfrihed mellem straffe · man må lære hvor man kan være hvilke dele af sig selv · skille sig ad som et omvendt puslespil · og sådan pendler jeg mellem fællesskaber som flygtningen jagter sin frihed gennem verden · og sådan overbeviser jeg mig selv om at der er mere liv i at løbe åndeløst rundt i arenaen for at undgå pisken end der er i at sidde roligt bundet til pælen og meditere sig ind i smerten

TREDJE UDSATTEDIGT (hvis du ikke adlyder er du fjenden)

der findes ikke safe spaces · kun rum hvor du kan hakkes ned med flækøkser i nye farver for helt nye forbrydelser · det er ikke svært at blive hængt op i et ondt træ i din egen baghave · bare sig til de andre autister at du hader din autisme · kald dig prostitueret foran en medluder · gå forbi en anden afrodansker for at se en udstilling om negerslaveriet · eller tak nej til en medtyks kagetilbud fordi du er på kur · det personlige er politisk og alt hvad du kan udenad er forkert · sådan er minoriteternes store uddannelse · der findes kun to slags mennesker: dimitteret eller lort · men uddannelsen er evig · for memoerne sendes ud hver dag og hvid mand nåde og trøste dig hvis du ikke har fået det seneste · ingen skal skænde mine indviede ører med begynderord og blind hygge · din stemme skal kvases under vægten af den moralske majoritets blygrå krydser · kun ved at installere den evige frygt kan vi beskytte masserne mod tillidens skødesløshed og de gode intentioners tyranni · et safe space er en spejlsal hvor socialjustitsens samuraier støder sylespidse skeer sammen i kampen om det kongelige sprog · større og større skeer må der til for at gennembore modstanderens vampyrhjerte og skaffe sig ugens sure pokal · flere og flere stemmer må man mobbe over på egen side for at råbe de få i jorden · kære udskud · du er i guerillahæren nu · troede du virkelig du ville finde hjertevarme i et hummer fyldt til randen med gamle ar og nye relationer · ingen respekt til dig før du lærer at svinge pennen over frygtsomme førsteårselevers dumme hoveder · først da kan du stige i graderne som en luftballon · og måske, måske hvis du er rigtigt olm en dag sætte dig på jerntronen og blive hele planetens nye normal

ANDET UDSATTEDIGT (save us from our saviors)

åh nej endnu en fastelavnsdiplomat med megafon og ørepropper · lad mig stoppe lidt mere shit i fredspiben nu jeg igen skal ryge den alene med sprængte trommehinder · kære meditation · fri mig fra fløjlshandskerne med deres faste greb om øksen · fri mig fra applausen der springer ud af skyggerne som monstre af en skov hver gang min modstander tegner sorte streger i min pande · men fri mig først og fremmest fra smilet · det oprigtige smil · smilet af falsk bevidsthed om den knusende vægt af mit eget samtykke · kom lille taber lad mig bære din frie vilje som en gentleman bærer en dames vulgæreste tasker · det er ikke et overgreb hvis jeg gør det for din egen skyld · det er ikke aggression hvis jeg ikke hæver stemmen · den første til at blive vred taber debatten og den første til at blive vred er altid minoriteten · sådan kan vi opretholde status quo uden at tabe engagementets masker · jo mere jeg snakker med smilet uden hjerte desto mere længes jeg efter samfundets svalende skyggeside · kom stilhed kom fare kom organiseret kriminalitet og fri mig fra det knævrende syrebad de kalder tryghed · enhver risiko er bedre end allerede at være i helvede · kære meditation · jeg ved at jeg fryser fast i skæret af samfundets forlygter når jeg vælger dig frem for protesten · men for mange gentagelser gør protesten til en vagthund der bider kæberne af sig selv · en sjæl der går sulten for længe begynder at fordøje sine egne organer · og derfor må jeg sætte mig i det sydende sand og lægge min fine mentale skovsø med det dejlige sollys hen over smerten som et blindt tæppe · og snart sætter velfærdens urimelige sandbund ild i min røv så jeg igen må futte rasende frem mod retfærdigheden som en heks med en kost som en doven jetpack curler hele vejen til bloksbjerg

FØRSTE MANDEDIGT i Slagtryk

Jeg har et mandedigt i Slagtryk i dag her. Det er bl.a. inspireret af Robert Webbs bog How not to be a boy, som kan anbefales. Jeg vil gerne skrive flere mandedigte, så kom hjertens gerne med ideer til temaer eller historier jeg må bruge, hvis nogle falder jer ind.

DOVENDIGT (ingen rose uden torne)

jeg vil leve mit liv som en ferie · kedsomhed er den største luksus · bare vågne · og tænke hmm, hvad skal jeg lave i dag · bygge sandslotte mod meningsløshedens tidevand · bygge status · bygge familie · bygge brynje mod fortidens sværd · bygge hobbyer som korthuse over byens kolde sten · nej, hvad med at lave intet · et lille ryk til siden og livet skifter farve som rainbow panorama · så dette er nirvana · så ulideligt ublandet · hej planløshed, min generations mest udskammede last · frihed er at slippe sine ambitioner som buddhisten slipper sit ego og glider ind i sig selv · som sømanden slipper hånden der er ved at redde ham op på dækket og i stedet kaster hovedet nedad og bliver til en havfrue plask · doven er det nye sort · doven er at agere rig uden at være det · doven er at indse at der ikke er nogen ske og alle penge ud over overlevelse kun er drømmen vi drømmer mens vi drømmer om at sove · vis mig hvad jeg kan købe i min frokostpause der vil føles som ferie · fri mig fra stressens korset · selvfornægtelsens succes · giv mig brød og vand og en havestol og jeg ejer hele verden

TREDJE FEDEDIGT (en lykkelig sjæl i en lykkelig kjole)

I.

men tykke dame hører jeg et kor råbe fra erfaringens ekkokammer · hvordan skal forbrugerne længes hvis det ikke er mod den perfekte krop · kære industri det er så nemt som tærte · vi skal længes mod gavepapiret · vi skal tilbage til essensen · den vare for hvilken modebladet er det kunstfærdige katalog · kære modebranche hvis du vil have mine penge så giv mig ikke længslen mod engang at kunne passe tøjet · giv mig ikke kvinder så langt fra min kropstype at modeshowet er fra mars og jeg må sidde slukøret med min kikkert på venus · giv mig info om hvad der allerede passer perfekt og hold kæft hvor skal du se mine penge · se dem flyve rundt i Cos og MacMara og Stella McCartney · begejstringskonfetti · endelig forstår jeg dress for your body type råber vi mens vi ser ned på de glittede sider og tager os i at vende os rundt i den tro at fotoet vil vise os kjolen bagfra · det er en indgroet overtro at frustration sælger bedre end lykke · at jeg kun vil være tilbage i Topshop næste uge hvis den kjole jeg købte i dag sidder forkert · giv mig tilfredshed og jeg søger din butik som et hjem

II.

men hvis den har ret, den tro · hvis jeg vil købe mindre hvis jeg elsker hvad jeg har · så lad os bruge individualismen til noget og underbyde markedets krav til forbrugeren · kære næste iværksætter · lav mig et katalog hvor jeg kan se tøjet som var det allerede mit · og jeg vil ikke synke ned i din dankortterminal som den mobbede synker ned i en spiral af slankekure · du vil ikke se mig hver uge nej · men jeg vil forsage alle andre brands til fordel for dit · jeg vil rippe hele butikken på åbningsdagen og det er også en slags penge · kom så iværksætter · grav en niche · hvor jeg kan plante min lykkelige røv i evige klæder · (og mens vi er ved det må vi så ikke også få lommer)

ANDET FEDEDIGT (hun er for fed!)

kære modeblade, det er dejligt at I har fundet en enkelt tyk kvinde eller to I godt kan lide, det er helt sikkert et puttiskridt i den rigtige retning, og æbletromle trænger mere til afshaming end timeglas så lad os starte der, men når I kun vil have de tyndeste og de tykkeste får jeg den følelse at I ikke så meget fejrer mangfoldighed som I stadig holder fedtet en armslængde ud fra de markerede ribben, for det virkelig fede ved tess holliday er at I ikke er i nærheden af at blive hende, at få hendes kropsform ville kræve et decideret stykke arbejde og sådan er fed det nye uopnåelig, min muffintop til gengæld er ikke længere væk end et par aftener med sofa over spinning og en burger med shake, den almindelige kvinde er en overhængende fare, så kære modeblade jeg tror vi skal så grueligt mange stadigt krympende beth dittoer igennem før I tør se gennemsnitskvinden i bladets glansfulde spejl, i mellemtiden vil jeg tage optimismens maske på og glæde mig i mange mange år til de smukt dekorerede bette dellers komme