Første fededigt i Slagtryk

I dag har jeg et digt i Slagtryk, det handler om at være tyk og glad.

Reklamer

Sputnik-genresky

I omtalen af Sputnik 2 har der været lidt snak om hvilke andre bøger der også leger med det opslagsværk-agtige og pseudo-videnskabelige. Så jeg tænkte at jeg lige ville opsummere de bud der er kommet og give mine egne med. En slags ‘if you like Sputnik 2, you might also enjoy’:

– Brøndums Encyklopædi (the original poetiske opslagsværk)

– Cecilie Lolk Hjort: Noahs ark (etteren til Sputnik 2)

– Carsten René Nielsen: Enogfyrre dyr (en stor inspiration)

– Carsten René Nielsen: Husundersøgelser

– Audun Mortensen: Dyr jeg har møtt

– Birgitte Krogsbøll: dyr med næb ordnet efter antal vinger

– Judith Schalansky: Atlas over afsidesliggende øer

– og Frøydis Sollid Simonsens kortprosasamling ‘Hver morgen kryber jeg op fra havet’ er måske ikke pseudovidenskabelig, men skal alligevel have et mention, fordi den beskæftiger sig meget med videnskaben og biologien

minder-om-sputnik

KUNSTNERDIGT (#notallartists)

kære kunstner du siger at kunsten fordrer et stort ego, at man pr. definition skal være arrogant for at tro at man kan male smukke billeder med sit hjerteblod, og jeg tænker på om man mon siger det rundt omkring på kontorer og værksteder, hvis jeg ikke havde et stort ego ville jeg aldrig have troet at jeg kunne lave disse regnskaber rigtigt, hvis jeg ikke havde et stort ego ville jeg aldrig have troet at jeg kunne tegne bygninger folk gider bo i, opfinde widgets folk gider have på deres hjemmeside, få biler til at køre perfekt, nej vel de fleste karrierer har øvelsen som adgang til mestertitlen, eller jobbet er slet ikke en titel men en halvstuderet dagligdag et menneske med en indtægt, så hvorfor er det så svært at forestille sig at lave kunst fordi man synes kunst er fedt og ikke fordi man synes man selv er fed, det napoleonskompleks du siger vi alle har kan jeg ikke finde i de bedste kunstneres øjne (de mest ulideliges klart), kære kunstner er det mon dig der blander kunsten og mennesket sammen, som publikum gør det når de bliver vrede på jay z fordi beyonce udgiver lemonade, jeg ved at vi alle ser kunsten som så skide indre så skide spejlagtigt visende vores virkelige jeg til verden, men kære kunstner kunne vi tænke os ud af den rolle og snarere se os som selvstændige erhvervsdrivende, firmachefer, måske kræver det ikke mere ego at finde på røverhistorier og klatte maling på et lærred og ramme tonerne end det kræver at træffe beslutninger om 500 ansattes fremtid eller klippe den rette mængde hår af et menneskes hoved, jeg sælger ikke mig selv jeg sælger et produkt, kunsten kræver ikke stort ego men tålmodigheden til at skabe genstande uden facit, modet til at afgive håbet om fast indtægt, og først og fremmest sturt sturt arbejde

DIGTERDIGT (#notallpoets)

kære dagbog, du som besvarer alt med din stilhed, fortæl mig hvorfor vi digtere har så oppustede skrøbelige egoer,

er det fordi poesien er notorisk underværdisat, et fuldtidsjob forklædt som kontanthjælp, et håndtryk modtageren vender og drejer for at finde den dybere mening og så kaster tilbage i vores ansigter i frustration,

eller kære dagbog er vi blevet digtere fordi vi har så oppustede skrøbelige egoer, et forsøg på at eviggøre vores generte genialitet uden at rammes af den kritik der svinger som hale på popularitetens t-rex, ser du vi er kun geniale indeni, udenpå er vi et værre rod og derfor vælger vi den allermest ukropslige allermest transcendente kunstform (og bliver så knotne når vi bliver bedt om at gå på en scene og gøre den levende med vores små latterlige stemmer),

eller kære dagbog tror vi på den med geniet der er født skidende store tanker som regnbuer ud af barnenumsen og ikke behøver lære en skid, hvis vi tror på geniet er kritik ikke en mulighed for at forbedre vores håndværk men et nej fra alle tre X-factor-dommere,

eller eller kære dagbog, er poesien den heroin der fylder sjælens huller som en sø af svovlsyre fylder en brønd for øjeblikket efter at ætse den større, af mangel på publikum til vores tanker søger vi digtets endnu større mangel på publikum, for at få svar råber vi ind i kunstens ekkokammer,

kære dagbog jeg kender ikke svarene men tak fordi du lyttede så jeg for et øjeblik slap for at høre andre menneskers stemmer overdøve min

TIENDE AUTISTDIGT (fucking tak)

kære terapeut, du som er til stede i rummet med mig, jeg vil gerne bruge et øjeblik på at sige fucking tak, tak fordi du får mavepine når jeg kvæles i mine egne ord, tak fordi du husker din barndom når jeg husker min, ikke som man synger for at overdøve sin søns gråd men som man pludselig finder duer spændende fordi han ser på dem med uvidende ave, jeg forstår så inderligt de terapeuter der hver morgen stiller sig op foran spejlet og hælder domer af panserglas i øjnene, ingen kan have så mange mennesker i hjertet på samme tid, men kære terapeut jeg tror du har knækket koden og gjort tardis af din sjæl, jeg vil ikke spørge hvordan, tryllekunstnere er bedst med tricket plantet som blomster i ærmet, men fucking tak, tak for himlen der åbner sig med pergamentruller af life hacks når jeg spørger hvorfor min glæde er rådnet og du svarer med grafer så tydelige som dit eget levede liv, så omhyggeligt forklaret så fyldt med fagter og forargelse over menneskenes ulykkelige tilstand, tak fordi du er veninden på cafeen og besøgsvennen der klapper min rystende hånd, og bedst af alt er det når du som sokrates stiller et spørgsmål og svaret hælder sig selv ud af mig som en regnbue jeg ikke vidste lå sammenfoldet i min gane, hej svar har I ligget derinde hele tiden, se mig pille svar ud af munden i lange baner det ene knyttet til det andet som tørklæder i alle sorgens farver, men den største vaccine mod bitterheden er da du brast i gråd og jeg blev forskrækket og spurgte hvad der var galt og du svarede “du har bare haft så meget smerte i dit liv”, en ærlig levering af den linje og et knus og så er man kureret, tak for alt terapeut må du altid møde mennesker som dig selv og nu fjedrer jeg ud og sender videre

NIENDE AUTISTDIGT (something quite atrocious)

hr. terapeut det virker mistænkeligt meget som om denne behandling er en straf, mindre ahh endelig kan jeg udånde mine affaldsstoffer og mere brace yourselves therapy is coming, så mange historier om hvordan livet er hårdt omkring mig, hvordan mennesker såres af mine imagined slights, og ja hr. terapeut jeg ved at jeg råber mine behov fra hustagene som gospel, men tror du virkelig det er fordi de er blevet hørt for meget, og ja hr. terapeut jeg ved at jeg damptromler ethvert behov jeg ser i et andet menneskes øjne, stryger det fladt så jeg ikke kan gribe om det med kærlige hænder, men tror du virkelig det er fordi jeg selv er blevet set fra alt for mange vinkler, som i livet når vi aldrig rigtigt til mig i min terapi men gentager pladen jeg fik i vuggegave, en single, a-siden er john cages stilhed og b-siden er et langtrukkent chant, ikke bønner men en række adjektiver som klistermærketattoos på min krop, du kan stole på os siger terapeuten med stemme som trompet af sammenrullede straffeattester, terapeuten og hans hær af diskret forklarende pårørende, se dem hviske bag tusind talk to the hands, vi fornyr hvert ord før det falmer siger terapeuten, kom lad os synge den sammen mary poppins style, hønsehakket der overdøver gråden, sangen om sulten:

superkold og egoistisk løgner og patetisk
stædig pivefalsk manipulerende dramatisk
opmærksomhedssøgende psykotisk psykopatisk
superkold og egoistisk løgner og patetisk

amdiddliddliddl amdiddlej amdiddliddliddl amdiddlej
amdiddliddliddl amdiddlej amdiddliddliddl amdiddlej

så gør vi sådan når vi vasker din mund med sæbe til intet kommer ud andet end bobler som små regnbuer af stilhed, åndelig udvikling er at indse at du er tildelt rollen som den eneste voksne i verden og det skal bankes in hammer style, can’t touch this heart, for terapeuter begynder ikke slagsmål de gør dem færdige, terapeuter helbreder ikke klienter de gør dem færdige

OTTENDE AUTISTDIGT (spørgejørgen)

så sidder vi her igen hr. terapeut, nikkedukken med blokken og skildpadden der skærer sig fri af sit skjold, du siger at du skal bruge de første seancer på at lære min historie at kende så sig mig, hvor meget skal jeg bløde før du tørrer det op, hvor meget af mit forsvar skal jeg skære væk når det hele er mig, men nånej stop terapeuter svarer ikke på spørgsmål de stiller dem, eller de stiller ét spørgsmål som hakkende grammofon, hvordan føles det at have seler hvordan føles det at gå med hat hvordan føles det at spise jordbær hvordan føles dit og dat, se hr. terapeut jeg har lavet en maskine der kan erstatte dig, den ligner internettet fra the IT crowd, den ligner marvin minskys useless machine, se der er to knapper, tryk på den ene og maskinen siger “og hvordan føles det så”, tryk på den anden og maskinen dispenser et stykke kleenex, og hvordan føles det så, jeg skal fortælle dig hvordan det føles hr. terapeut, det føles som at svømme i gummi, det føles som at eksaminere en væg og for hvert stadig mere insisterende og utålmodige spørgsmål lempe sig tættere og tættere på definitionen af sindssyge