Solnedgang

Jeg har aldrig rigtigt vænnet mig til verden. Tyngdekraftens klister under vores fodsåler, stjernernes ekstreme fjernhed, hvert menneskes hele og usynlige sind indeni en meget mindre krop – disse er basale fakta, som jeg har kendt hele mit liv, så uimodsigelige som mørket bag mine øjenlåg. Men intet sted i mig selv finder jeg værktøjerne til at forstå, hvorfor universet netop er bygget sådan op og ikke på en hvilken som helst anden måde. Hvis så absurd, så totalt tilfældigt som dette, hvorfor så ikke en mere intuitiv surrealisme, hvorfor ikke noget, vi er bygget til at se som indlysende, nu det er verden selv, der har konstrueret os af sine egne dele? Jeg spørger himlen, og den svarer mig med en solnedgang. Så smuk, som var dens formål at lulle mig i søvn.

Advertisement

Akrobat

Akrobaten blev ikke akrobat med vilje. Hans krumspring i frikvartererne var leg, som en hund henter en pind eller et barn bygger med legoklodser. Han lærte at klatre op ad bygninger for at gemme sig for lærerne, når det ringede ind. Da han begyndte til gymnastik, var det for at få tidligt fri fra skole på de dage, han skulle træne. Hele vejen gennem cirkusskolen, konkurrencerne, de lokale forestillinger og til sidst Cirque du Soleil har han bare klatret rundt og strakt sig som en abe i zoo, der ikke forstår, hvorfor menneskene på den anden side af voldgraven glor sådan. Hver gang de roser ham, undrer han sig. For hans akrobatik er ikke en præstation. Det er bare den, han er. Få dig et rigtigt arbejde, siger hans mor, hver gang de ses, selv når han viser hende den svulmende løncheck. Vi havde så høje forhåbninger for dig, vi troede, at du ville gøre os stolte. Og han føler også, at han snyder livet, fordi han ingen rigtige pligter har. For er der ikke noget galt med et menneske, som kun har det sjovt? Som trives, som et vildt dyr trives? Derfor forstår han også til fulde sin mor, selv om han krymper sig, hver gang hendes navn dukker op på telefonens skærm. Og hun lægger endnu en besked på svareren: ”Kom tilbage i folden og lid”, siger hun inde bag sine omskrivninger.

Hjemløs

Det virker upræcist at sige, at den hjemløse ikke har et hjem. Det er nok tættere på sandheden at sige, at hans hjem ikke har nogen vægge, og at han ikke har noget sted at efterlade det. Men han har det hele, badeværelse, soveværelse, køkken, pakket ned i poser i den indkøbsvogn, han skubber foran sig gennem livet. Stuen er mere flygtig: Den befinder sig der, hvor andre mennesker ikke jager ham væk, og derfor må han ud og lede efter den på ny hver dag. Det er udmattende at skubbe sit hus foran sig, som en snegl bærer det på sin ryg. Og det er udmattende at lade kroppen stå for al opvarmning, fordi man ikke kan tænde for en radiator, ligegyldig hvor meget vinter det bliver. Men han klager ikke, for der er ingen at klage til. Og alt er bedre end det herberg, hvor han altid vågner fattigere, fordi nogen er lusket af med hans hus om natten. Det er som at falde i søvn i et fly og vågne på en øde ø.

Mosaikk #13

Jeg har to digte i Mosaikk #13, som udgives af Institut for Kunst og Kultur. Tidsskriftet kan læses her.

Knald

Jeg har oversat digtsamlingen Crush af Richard Siken. Den har fået navnet Knald på dansk, den er min debut som litterær oversætter, og den udkommer 14. maj. Siken er et stort navn i engelsksprogede poesi-kredse, men helt ukendt herhjemme, så jeg glæder mig meget til at give den vinger og lade den flyve ud i Danmark og forhåbentlig blive opdaget af en hel masse mennesker.

6 tekster i Udkant #13

Jeg glemte helt at skrive her på bloggen, at jeg havde seks tekster i Udkant #13, som udkom i oktober sidste år. Man kan læse uddrag af det nummer her (der er dog ikke nogen af mine bidrag med i uddraget).

Oplæsning af Portrættegner

Hvis man er på Facebook, kan man her se mig oplæse den allerførste tekst, jeg havde i Slagtryk tilbage i 2011. Det er til ære for Slagtryks 10 års jubilæum. Mange andre digtere læste også op og sendte hilsner til Slagtryk på deres væg december igennem, det kan anbefales at scrolle ned igennem.

ELLEVTE UOPDRAGNE DIGT (jeg elsker dig lidt mere end jeg hader dig)

jeg elsker dig er de grimmeste ord ·
når de står tomt og vipper i vinden ·
hvor der kunne have ventet lyttende ører ·
kom hjem er den værste trussel ·
når den gungrer som et ekko uden udspring fra en bundløs brønd ·
som du brugte de første tyve år på at klatre op fra med blændede øjne og blødende fingre ·
jeg ser op til dig er den største fornærmelse ·
når den tilbydes i datid som et stykke ost i en fælde ·
en luftspejling af falske minder at længes tilstrækkeligt mod til ikke at ænse hvordan skibets skrog flænses når du lægger til kaj ·
og kærligheden, min kærlighed til dig er den længste forbandelse ·
når den bider sig fast i den, der slår mig ·
og strækker et drop ind i min sjæl for at fodre mig endeløse gældsbeviser og simrende medynk ·
jeg skylder dig ikke noget, jeg skylder dig alt ·
jeg elsker dig som man sidder fast i sin egen krop ·
jeg kunne flygte, men selv på den anden side af jorden sidder du bag mine øjne og prikker mig på tårekanalerne ·
med længslen efter din tærende ømhed ·
hvem kunne have vidst at min værste fjende ville blive min egen alt for dunede sjæl ·

TIENDE UOPDRAGNE DIGT (tilgivelse)

jeg giver dig dine synder tilbage ·
at bære i din egen nakke nu ·
jeg vil stoppe kampen for at blive hørt ·
eller elsket ·
som man ignorerer de lysende øjne i vandoverfladen mens man sejler sin kano forsigtigt gennem swampen ·
jeg afskriver håbet om ændringer, gode eller dårlige ·
jeg kaster bitterheden som aske til vinden og giver plads til svalende intethed ·
jeg frigør dig for dit ansvar for at få mig til at føle mig God Nok ·
og dine krav på mine tjenester og loyalitet ·
jeg trækker alle mine nedarvede syge præmisser ud af ordet tilgivelse som nåle af en silkepude ·
både de regler jeg har lært i dine spil og dem der spørgende deklameres af et samfund som en storøjet tumling ·
og erstatter dem med mine egne hårdtlærte lindringer: ·
et, tilgivelse tager mere end to sekunder ·
og kræver mere end lyden af ordet undskyld ·
to, tilgivelse bortskaffer ingen skyld og skraber ingen minder løs af sindet ·
tre, tilgivelse er ikke harens løfte til ulven om ikke længere at være på vagt ·
fire, ingen skal tvinges til at fremføre en falsk tilgivelse som eneste mulighed for at undgå flere angreb ·
fem, tilgivelse er ikke en trylleformel men en fordøjelsesproces ·
der ikke kan skyndes igennem men højst annulleres ·
seks, tilgivelse er ikke en gave at pakke op men blot det stille fravær af hævn ·
syv, tilgivelse er ikke et løfte til dig men en fred jeg slutter med mig selv ·
en våbenstilstand som jeg kan bryde hvis det passer mig ·
otte, intet bliver givet til den der ikke angrer ·
og intet kan kræves til den der gør ·
se, jeg løsner mine strammede følelser ·
som man nænsomt udreder et spejderknob ·
som man med luft i stemmen stryger en ryg i musklens retning som et fast håndtryk ·
som tryllekunstneren slipper grebet på sin due: ·
jeg opgiver dig ·

NIENDE UOPDRAGNE DIGT (jeg ejer mig)

intet gør mig mere rasende end mine pårørendes glubende interesse i at holde mig i live ·
jeg skal være taknemmelig for at være blevet undfanget ·
jeg skal hæge om min krop ikke spise sig for tyk ikke feste sig for tynd ·
hvis jeg begår selvmord er jeg egoistisk tænk på alle de relationer du aldrig bad om som det vil være synd for at du dør ·
meget mere synd end det er for dig at skulle leve ·
meget mere synd end det er for dig at kværne gennem smerte værre end den store bundløse tomhed ·
det astronomiske bæst med pigge der skjuler nåden i sit lukkede gab ·
eller jeg er en kujon ·
jeg skal trække min sjæl gennem alle ringe af helvede og jeg skal ingen behov have for hvile eller trøst kun sådan er jeg næsten god nok ·
ikke en helt bare ikke ikke en kujon ·
jeg er et ansigtsløst hjerteslag ·
jeg er en lolitadukke ved frokostbordet ·
den skal kunne gå og stå og smile ·
den må ikke rådne ·
den skal kunne sige tak og be’ om på alle de rigtige tidspunkter ·
den skal have talenter som den viser frem så vi kan klappe i vores små selvfede hænder ·
denne dukke er vi stolte af ·
denne dukke har vi helt selv lavet ·
jeg må ikke dø men jeg må heller ikke rigtigt leve ·
hver lindring er en synd mod mine kropslige processer og de ti ekstra år jeg skal være til ·
hvert roligt øjeblik bliver revet itu af nogen der havde brug for en boksebold til sin smerte ·
hvis nogen jeg elsker en dag kommer til mig og siger at de vil dø vil jeg kaste al min kærlighed ud over dem som man kaster med glitter eller duer ·
jeg vil svøbe dem i hjælp og støtte og aldrig stoppe arbejdet for at være et åbentstående og vellugtende herberg for én ·
alt hvad der kan fjerne følelsen af ikke at have et hjem i verden ·
men jeg vil aldrig give mine elskede skammens kunstige åndedræt ·
en gift så usynlig som ilt men så ond som stille druknedød ·
jeg vil ikke kaste flere gløder på bålet af det selvhad der allerede er ved at slå dem ihjel ·
bed mig om at rejse mig fra sindets sofa og holde ordentligt fast i dig mens du agerer min krykke ·
bed mig om at forsøge at stå selv så snart jeg kan ·
bed mig om at række hænderne ud mod dig til tak i stedet for at rulle med øjnene når du tager kampen op mod de strukturer der slår mig ihjel ·
lige så håbløst som quixote mod vindmøller men af kærlighed og for at vise at du forstår ·
men kræv ikke af mig at jeg skal leve ·
den dødtrætte er skør som en gennembrændt kævle ·
den dødtrætte er døende hvis du ikke er forsigtig og holder ikke til nogen hårdere rusken end en vindstille, trøstende bøn