arrrr [19:55]

to skridt og en opgravning
hæld jorden tilbage i hullet og gentag
disse ord er mit skattekort

det er ligegyldigt, om jeg finder noget af værdi
jeg vil bare gerne lave et langt ar i landskabet
komplet med sting
og hævelse
som har jeg forsøgt at bage et brød af jorden
og er kommet til at bide ind i dets kød i stedet

kommunion [19:25]

bevidstheden er en tynd kobbertråd
spændt varsomt ud i midten af en
klokkeklar
glasklokke

sindet er ikke den strøm, verden sender gennem mig
men blot det mønster, mine hjernevindinger
er forprogrammeret til at danne
mens lemmerne sender beskeder frem og tilbage mellem hinanden
med små papirbåde
gennem åer af blod

jeg kan ikke holde ferie fra min hjerne [19:00]

du siger at der altid er et sted, jeg kan flygte hen
for at holde en pause fra alt, hvad der udgør mit liv
du siger at jeg blot skal slippe tankerne
og så er jeg alene i tomhed

men når jeg slipper tankerne, slår de mod mit kranies vægge
og kommer tilbage med dobbelt kraft
uden den lænke, jeg brugte til at holde dem i ro
og sammen med de lugte, der sidder permanent i mine næsebor
og ikke lader sig dufte, før jeg glemmer at være distraheret

hvordan skal jeg tømme hovedet for tanker
når jeg ikke har noget sted at tømme det hen

jeg vil hellere være lykkelig end udvikle mig [18:28]

evolution er bare et andet ord for rastløshed
vis mig dine drømme, og jeg skal fortælle dig hvem du ikke er

mens de få tanker, jeg har
snurrer om mit hoved
som håret, der kastes rundt af vinden
som elektroner om et atom
som et fuldt udviklet
planetsystem

ét skridt frem og to i en anden retning [18:16]

hvordan kan jeg forberede mig på det ukendte
eller værge mig mod at miste den naivitet, jeg aldrig har set udefra

kan jeg gøre andet end umådeligt forsigtigt at kravle millimeter for millimeter
i en hvilken som helst retning
indtil jeg kravler ud af vandet, opfinder ilden
og brænder evolutionens nyeste væsen på bålet
af uskyldig
pyroteknisk
glæde

halvt [17:59]

jeg har samlet mit hår i fletninger som dækspor om mit hoved
og ladet alle de usynlige biler
slingre ned ad min nakke
til skulderbladenes harmonikasammenstød

hvis jeg lukker mine øjne, kan jeg stadig høre motorernes brummen
efterhånden som metallet lægger sig til hvile
brændt halvt ind i min stive ryg
og halvt ind i luften omkring dine næsebor

halvt i forvirring
og halvt i distraktion
erklærer du mig din automatiske kærlighed
og ser mig dybt
i lågene