about sticking your fingers up other people’s noses

In the plane from Copenhagen to Amsterdam: A father kneels in front of his one-year-old son to indulgently let himself be annoyed. The son picks at his father’s face, and every time a couple of fingers venture into an opening or scratch so hard it hurts, daddy abruptly pulls his head away and then returns. A game, a little lesson in other people’s physical boundaries, a love declaration of patience. The son’s inner monologue clear as daylight around him: “Will you hold still so I can stick my fingers up your nose! Why are you being so difficult!?”

Later: His tiny hands appear, crawling like monkey fingers up the back rest. He sees me smiling at him between the seats and smiles back like only a child that is loved can smile: Unrestrained, confidently affectionately; Still in the happy state between the moment when he realized that someone catches him when he falls – and the moment when he realizes that mutual smiles from the heart are not a basic fact of life, but a direct consequence of his cuteness.

Behind me the grinding double monologue between a grandmother and her grandson, looking for words to have in common.

And it suddenly occurs to me that it’s not love to ask you to stop suffering.

Reklamer

om at stikke fingrene op i andre folks næser

I flyet fra København til Amsterdam: En far knæler ned foran sin 1-årige søn for nydende at lade sig irritere. Sønnen piller ved sin fars ansigt, og hver gang et par fingre er på vej ind i en åbning eller kradser så det gør ondt, trækker faderen brat hovedet væk og vender så tilbage. En leg, en lille lektion i andre menneskers fysiske grænser, en kærlighedserklæring af tålmod. Sønnens indre monolog står om ham, tydelig som dagslys: “Så stå dog stille, så jeg kan stikke mine fingre op i din næse! Hvorfor modarbejder du mig sådan!?”

Senere: Hans bittesmå hænder dukker op, kravlende som abefingre opad ryglænet. Han ser mig smile til ham mellem sæderne og smiler tilbage, som kun et barn der er elsket kan smile: hæmningsløst, selvsikkert kærligt; stadig i den lykkelige tilstand mellem øjeblikket hvor han opdagede, at han bliver grebet når han falder – og øjeblikket hvor han indser, at gengældte smil fra hjertet ikke er et basalt livsvilkår, men en direkte konsekvens af hans nuttethed.

Bag mig den hakkende dobbeltmonolog mellem en bedstemor og hendes barnebarn, der leder efter ord at have til fælles.

Og jeg tænker pludselig, at det ikke er kærlighed at bede dig lade være med at lide.