ATTENDE LUDERDIGT (mit liv som politisk holdning)

jeg er ikke et menneske jeg er et partsindlæg, den lykkelige luder der kun findes for at provokere, punkeren til bestyrelsesmødet, papfiguren i skyttegraven, man behøver ikke vide andet end at jeg sælger sex og at jeg godt kan lide det for at vide at jeg er lavet af cement malet rosenrødt at jeg ikke har følelser at såre, for sexsalg er hårdt og derfor må jeg være hårdere, og som en sådan rustning en sådan robot går jeg ud i debatten og fortæller min historie for at skamme sårbarheden ud og indrette samfundet efter mine egne kantede præferencer som virkelige kvinder skærer sig på og bløder langsomt til døde, men her kommer journalisten politikeren ngo’en manden på gaden dig til undsætning kære menneske der hører min historie og risikerer at tro på den hvis den ikke går gennem borgerens filter borgerens kødhakker, ethvert portræt skal have en skygge, og her kan vi ikke bruge mine fortællinger om ulovlige razziaer der skaber årevis af flashbacks og rufferilovsbaserede skattesager og stigmatisering der slår ihjel, for de følelser lander forkerte steder som at tage skyggen af og hænge den i toppen af et træ, og hvor er i øvrigt de skyggers genstande hva hvor er de flinke betjente der redder mig fra alfonsen hvor er glæden over at mine skattekroner går til de socialarbejdere der hjælper os med deres høflige bank på døren deres uvidende frelserhjerter som jehovas vidner, nej de skygger er noget jeg har fundet på fordi min barnehjerne mærker offentlighedens behov for noget at brokke sig over og så leger jeg at jeg har det svært, ligesom når jeg taler om relaterbare smerter, sårede følelser over namecalling stress under uddannelse, os narrer du ikke lille luder, vi har etableret at dit hjerte er af sten, men den sten er en fejlrepræsentation af din gruppe vi kan ikke bruge talerør der ikke personligt har oplevet alt der nogensinde er oplevet i sexbranchen, så hvis jeg ikke fortæller om kunderne der tæver mig og gråden om natten og kokainen der langsomt trækker sjælen ud af min næse, så må samtalepartneren omhyggeligt tegne min skygge på med blyanter af falsk bevidsthed og det samme spørgsmål om og om igen indtil det rigtige svar falder ud som af en automat eller indtil hun må give op og selv skrive det ind i det korrekte felt, åh eksempler på prostitution kan være så besværlige at snakke med, men os narrer du ikke lille luder vi skal nok få dig afbalanceret, ingen afviger så ekstremt som dig så hvis du vil være nogen må du enten lyve voldtægterne frem eller danne par med din modsætning i retfærdighedens vægtskål, tilsammen er I en hel person den lykkelige og ulykkelige luder det gode og det dårlige (kun adskilt af jeres to kroppe en mindre detalje), dit liv er ikke et helt liv, så retten til bare at fortælle sandheden fordi den er interessant fordi den er din er et privilegium reserveret til dem der har de rigtige skygger de rigtige steder, normalbefolkningens aristokrati kigger ud på mig fra deres samfund og laver marie antoinette face mens de siger ingen løgne ingen kage ingen genkendelighed intet ansigt på dig

Ting jeg ikke fejler (liste til minimering af selvmedlidenhed ved sygdom)

hovedpine
mavepine
brækket arm/ben
forstuvet arm/ben
amputeret arm/ben
åbent kødsår
diarré
kløende udslæt
hold i nakken/ryggen/andet
menstruationssmerter/veer
lammelse
væskende bylder
pludseligt og komplet hårtab
psykisk sygdom
blodprop
galdesten
løsnet nethinde
forvredet skulder/knæ
tab af sanser (blindhed/døvhed/etc.)
dæmonbesættelse
diskusprolaps
tennisalbue
øjenbetændelse
død

Næring

Solen er orange mod din pande
og lilla mod din brombærsure gane.
Den spidder din pupil og skærer bane
mod mavens små og gulligklare vande.

Solen. Den lader appelsiner brænde
i grøn og dybt befolket jungleplæne,
og regneorme æder hver en blæne,
der kaster sig mod skovens muldjordsstrande.

Solevognen tager sin plukne runde,
og noget vrider blåbærbuskens baggrund
som gisp i universets alveole.
Dit jordbær knuger sin arterielunte
og møder implosionens sorte afgrund,
når hjernehimlen løber tør for sole.

Hedens dyr

Min vædder stanger vredt med hjernens el
og rammer kraniets mur, og falder ned.
Dens hovedskal er flad som et plateau;
Den kæler som en lys og søvnig ged.

Det slår mig, at hans gråd, der ligner pis,
(den tynde slags) er krøllet af hans hud
som bilulykker mod en dyrket jord,
der fjernes af hans finger, som er Gud.

Når dyret blidt kastreres med en saks,
forbinder han den med dens eget blod.
Det størkner som en hud af onani.

Hans selvportræt er tegnet med et horn
der dyppes i en skål af blæk, og se:
Han drikker af den anden ende, hul.

BØRNEHÅNDTERING (jeg har læst en masse knækprosa og set en masse standup for nylig)

så jeg sad på baresso her i dag
og en familie sad ved et andet bord
og to små drenge løb rundt om bordet
de snublede og faldt på samme tid
og så vendte deres far sig mod den ene og sagde:
“er du okay?” og så mod den anden og sagde:
“er du okay?” og så tilbage til den første og sagde:
“er du okay?” og sådan fortsatte han frem og tilbage
“er du okay? er du okay? er du okay? er du okay?”
og så sagde han lidt højere til dem begge:
“okay!”
og vendte sig tilbage til sin kaffe
han fangede dem lige i det der rådvilde øjeblik
hvor de er ved at finde protokollen frem
for hvad man gør når man er faldet:
man kan græde
eller anklage sin bror for at have skubbet én
eller begge dele hvis man vil satse på max sympati
men så lavede deres far lige en slags pep-sang ud af det
og de betragtede ham åbenmundede
med en blanding af forvirring og underholdning i blikket
mere og mere overbeviste om
at det er sådan man gør når man er faldet
og så da han var færdig rejste de sig som et publikum
der allerede er taget hjem i tankerne
og legede videre
og jeg tænkte at det var ret overlegen børnehåndtering
og at det må være et lækkert liv at tingene sådan bliver catchy
hver gang man snubler