Timeglas

Hvis vi ender med at udslette os selv med forurening, er vi langt fra den første art, der er faldet under vægten af sin egen affaldsdynge. Siden det i ursuppens tid var ilten, der udgjorde den største trussel mod liv, har det været sædvane, at når den herskende organisme kvæles i sine egne giftstoffer, ligger et nyt dyr klart i lossepladsens mave som et barn, der venter på at blive født. Det er indskrevet i enhver genopstandelse, at den ikke kan være en gentagelse af det foregående, men må være en omvending til det utænkelige. For det væsen, der kæmpede ved vinderens side om de samme ressourcer, er dømt til at falde med ham; Men efter dommedag har møgdyret uendelige ressourcer.  Sådan opstod altså også vi, grådigt mæskende os i et eller andet fortidigt udyrs udskillede fæces; Ikke helt ulig den ulidelige lethed, hvormed en enkelt togpassager lader alle de andre mase sig foran hende, før hun slentrer ind og berøver nogen deres tilkæmpede kvadratmeter med et “undskyld, det er vist min plads”. Sådan er timeglassets selvopfyldende verdensundergang et billede på planetens historie: De sidste skal blive de første. Eller: Af lort er vi kommet, og til lort skal vi atter blive.

FØRSTE SUPERSTJERNEDIGT (so that his place shall never be with those cold and timid souls who neither know victory nor defeat)

jeg er så træt af fjernbetjenere der prøver at skamme naturen ud af berømtheder denne vrangforestilling om at alle der står på en piedestal er lavet af piedestal som om kunstneren er intet andet end skulptur af død kultur, denne vrangforestilling om at millioner af dollars og en pladekontrakt suger alle hormonerne ud af en ung kvinde, hvor fuck tror de at de forsvinder hen, hormoner strøet omkring i studiet som penge parodi på gangstarapvideo folk der glider i hormoner som bananskræller, “du har opnået alle de ydre tegn på succes ved at synge dit hjerte ud af halsen så nu er det tid til at skjule din sjæls anatomi til fordel for hvad forældre vil elske, først når du holder op med at bevæge hvad din mor ved et uheld gav dig, først når du holder op med at kaste din intimitet i instagrams, først når du holder op med at spille kæreste for små monstre efter dine egne fiktive idolers død, først når du behandler publikum som strangerdanger som jeg er her bare for at gøre mit arbejde og få min løn don’t ask me I just work here man, først da vil vi holde op med at kalde dig en kynisk pengegrisk tom skal, sex kan aldrig være intimitet kan aldrig være oprør selvrealisering eksperiment kun kunst påklædt til halsen viser din dybde”, og her er miley cyrus pegende med den store enerhånd som en pistol mod bæltet “jeg har en fisse og jeg er ikke bange for at bruge den”, her er lady gaga med stor fed imaginær pik, de mange forskellige former for endorfiner kernen af hvorfor selv før hormoner selv før fyre og fingre pressede jeg mit ansigt op mod fjernsynet der tilbød det søde syn af menneskehud, som radiator defibrillator nysgerrighed tilfredsstillet som sind slikket af hundrede syngende tunger, det søde stereoanlæg der hviskede fremmed fortrolighed ind i den pulserende krop, prøv at trække sex ud af musikken som at fjerne pulsen fra vener fortrådet gennem lemmer som surround sound, her er en stemme jeg har brug for at øve før jeg lancerer mig selv for verden, her er hormonorkanen jeg må se i fuldfarve før den sker, assisteret genkendelse det eneste der sikrer mig når de ældrevoksne skriger ikke bandeord ikke politisk ukorrekthed men meget statsgodkendte fornærmelser om fortyndkrop grim overfladisk psykisksyg somom had er okay så længe det kun skader de unge og sårbare, smiley det slangede kvindebarn der håner paradiset tabt på sesame street disneyfilmen der ikke kan spoles tilbage ikke kan gennemspilles hinsides skærmen, en tunge der udforsker sortimentet fra brystmælk over sex til sindssyge, og plysbjørne twerker støvet af, sært dopede som eksistensen i traditionens stuer den victorianske tid der synes at genopdukke i endeløse nye årtier, som tilbagevendende mareridt som vaneforbrydelse mod medfølelsen som voldtægten der aldrig ses fordi den udføres efter bogen, hej samfund kom tilbage og tal til vores velmanicurerede stripperhænder når du har indset at her i vores paillettede bikinier er vi stadig blot det logiske produkt af din egen velmenende følelsesbdsm, forsikringen om kropsfrihed nødvendig når du aldrig definerer os som andet end hvad der er for enden af dit dømmende blik, hej røvhuller hvis jeres hoveder nogensinde kommer ud derfra kan I måske bruge dem på at indse at musikkens primære publikum er og altid vil være teenagere der leder efter et sted at være alle deres egne hærgende forkertheder

MORGENBØN (giv os i dag vor daglige brøde)

satan vor, dybt inde i helvede, du som står i vejen for mennesket. giv mig i dag mit daglige problem og lad mig langsomt løse det, som den legesyge matematiker løser sin ligning. led efter mig i mine flakkende øjne, som også jeg leder efter mennesket bag pupillernes blænder. ske min vilje om ikke i ord og handling, så i den dans af spændstig eftergivenhed, hvormed jeg modtager mine modstanderes slag. fri mig fra lykken, den passiviserende, som lænker mig til det, jeg allerede har. lad mig ikke sætte mig på min gradvist smeltende røv og smile succesens smil, men find hver dag en ny fejl og omrokér prikkerne, så jeg på ny må forbinde dem. thi min er fortiden, fremtiden og det møre fletværk, der kæder dem sammen.

med pik skal mand bygges

her er en pik som en snegl opad maven med pik skal mand bygges med sværd skal skov fældes med fallos skal manden miste sine lemmer og blive en gejser af primal kraft som en kølle i ansigtet på sig selv som at banke hovedet mod klosterets dør i forvisning om at det samtidigt brølende ansigt runger genlyder højere længere end næven ikke kun gennem klostrets stille haller men gennem sig selv som et ekko der sluger sin tunge og kommer som et springvand i den anden ende, hvad kunne være mere erotisk end at sutte den af på sig selv at stikke tungen dybt ind i sit eget kys se hvor stor min pik er se hvor meget af mig den fylder ikke megen spildplads sat af til arme og ben og den slags formaliteter bare pik langt op i kvindens stille haller, her er en pik her er en kødfuld ramme omkring den, med pik skal mand tilfredsstilles med sværd skal skæg barberes med skuresvamp skal tand børstes til vi når ind til det essentielle alt det kun modet nej dumdristigheden kan skrælle sig ind til, alt det der gør en mand til de stolthedsprovokerende sørgelige rester af en mand efterladende sig en dusin vellykkede produkter af sæd stående omkring deres nu ikke længere brølende ophav stadig rungende i deres ører som tinnitus som modsætningen til et brøl den anden ekstrem der automatisk opstår i sindet, brølets ophav hvilende i en grav med stenen ikke stående ved men lagt hen over som en mur mod jordens ædende næring her hviler en mand endelig efter livets skurende masturbation med hjernens kræftagtige frembrusen skal kvinde erobres med sten skal lig holdes nede med slet skjult kærlighed skal onanien inkludere hele verden af nosser er du kommet til brøl skal du blive og med pik skal mand afsluttes

erased by the blotchy make-up of somebody’s love

(to Cecilia Giménez)

a friend is just a stranger you’ve yet to meet. and you you you you will be in the eye will be the eye of the beholder leaning in to make just one of the two reflections of other bend all the way into the skull, eyes wide open to allow for as much expansion of the art of friendship as possible oh that reflection it’s dead the moment it touches the matte warmth of the skin, that’s what I always say, a friend is just a stranger who never became a lover, a lover is just a friend you lost at the point of impact all things merging together becoming unbearably hot unbearably close like meteor meeting earth’s personal space melting metal across the atmosphere like electric blanket, I sleep alone to forget/remember that sleeping in someone’s arms is impossible, there’s only lying in his arms pretending to be asleep because it’s not romantic that it’s too hot and you have nowhere to put that arm, and really all in all there’s just too much person there to lose consciousness, me I can forget, me I can ignore and fall into blissful chaotic nothingness of memory-wiping dreamscape like ecce homo touched-up by a well-meaning old spanish lady, oh aren’t we all eventually touched-up by a well-meaning old spanish lady, like lying in another’s arms pretending not to be slowly erased by the blotchy make-up of somebody’s love

netmyg

myggenet myggenet et netværk af udelukkelse et skakspil af tomhed en serie af slukkede tv-skærme der åbner sig mod verden og tegner et billede større end sig selv hver pixel uvidende om den større sammenhæng, hvad ser en myg når den sætter sig på et net ser den udelukkelse ser den afspærring eller ser den en simpel overflade, kan en myg træde ved siden af et myggenets tråde og et øjeblik være bange for at falde igennem kan en myg overhovedet være bange for at falde, eller for at gennemtrænge barrierer der så solide ud, omvendt edderkoppespindskræk, omvendt flue mod den uforståeligt tilstedeværende rude, hvis jeg var en flue ville jeg så også støde hovedet uendeligt mod ruden i sansernes stædige insisteren på at intet bør være her, ville jeg nægte at tro på det jeg ikke kan erfare som en ateist nægter at tro på gud lige til hjernerystelsen udført som et ritual som en trosbekendelse til selvsamme rystede hjerne, det er vel en slags win-win hvis jeg ryster min hjerne retarderet og dermed udeslutter det ikkeerkendte for altid, er det mon rudeskræk der bevæger fluer til at skifte retning uden grund, at fortsætte i samme retning i længere tid indeholder trods alt altid denne gradvist større risiko for at ramme en usynlig barrikade, myggenet den sublime ironi i myggen der flyver for hurtigt og fanges ubehjælpeligt i et sådant net hvilken bedre måde at holde ude end ved at fange i egen mur til evigt skue til minde som galgebakken som pælen mod himlen med et afhugget hoved som grillspyd for enden, ligner grangiveligt en pindemand med amputerede lemmer og svulstigtbarokt hoved en slags handicappet hypermenneske, next level erkendelse next level anoreksi next level myggenet som afhuggede lemmer der holder hinanden i hånden i et sublimt mønster ingen af dem selv kan se, netværkende lemmer der suger sig selv tomme til de er streger der ikke repræsenterer andet end en rørig mygs sidste syn før den bremser og skifter retning

FØRSTE LUDERDIGT (pick a sin we’re at war)

luder luder pants on fire spreder af uhygiejniske former for nærhed sygdomme af hjertet som far-mor-børn med helt forkerte undertoner skuespillerne fordelt i helt forkerte roller, barnet som voksen og den voksne som kvinde, eller som usynlig mand usynlige muligheder spredende sig ud fra bordellet som en ivrigt selvkneppende virus, sygdomme af hjertet som eksponentielt voksende hudsult som en fedtrand om fire hamrende kamre, hænder der griber ud og omkranser noget blødt, et bryst en balle en smilende kind, kast hende i søen og se om silikonen flyder kosmetiske operationer ikke forfængelighed ikke frynsegoder men en redningsvest om brystet, du siger at grænser redder liv at undertrykkelse er en form for omsorg men store terapeut, du som er i himlens registre, hvordan overtaler jeg min krop til at sælge sig selv til samfundet når jeg er den bro der skal brændes for at nå det forjættede land, landet uden jætter, uden primale kæmper med deres sværd af kød og blod og deres skjolde af malede talende munde spyende sæd der får ukrudt til at spire, og alle de kønssygdomme, forkølelsessår og barnesår og kærestesorg og begær dunkende i maven som en jætte der banker på, bekæmp dem indefra med steriliserede mavefornemmelser, kvælertag som korset om den ulideligt talende hals, “jeg prøver så indædt at elske dig men du insisterer på at have unævnelige lemmer der spreder sig som tentakler som sædceller som infektioner ud gennem mine arme”, pants on fire bekæmp ild med andre former for ild, renselsen lutrelsen i den hellige kirke op i hvid røg en pave som et helligt spøgelse af civilisationens første chok ved mødet med civilisationen, den hellige kvindes råbende mund, pick a side a sin a set of genitals we’re at war another revolution of the same old record we will never surrender to anyone’s ejaculating heart, ingen ingen ingen skal slikke min hellige kebab uden først at aflægge ed om tanker der følger feminismens hellige trafikregler, luder luder så bukserne flyver og lander på et trafiklys hvordan skal vi dog finde vej ud af hinanden hvordan skal vi forholde os til kussens kneppende kaos på anden måde end ved at holde hinanden blidt for munden og bede bede bede

SYV HUNDREDE OG HALVTREDS ORD

dette er min første dag mit sidste
vindue til manglende eksistens, manglende handling
som en due strækker sig frem og stivner
          sig frem og stivner
          sig frem og stivner
som en fotograf skifter perspektiv og klikker
          perspektiv og klikker
          perspektiv og klikker
sådan skrifter jeg og blinker
         nu er jeg et værk, et aldrig mere bevægeligt øjeblik
         en mannequindukke i bogens vindue
         og hjertet strækker sine mange hænder som medusahår
       tilbage
mod det punkt, jeg svømmer væk fra
    i den tro, at mine kast med gællede finner
    kan bære mig i ansigtets retning
    (som om modvind er en måde at trække verden til sig på)
hvordan gentage fortiden
hvordan vinde et hjerteslag tilbage
på anden måde end ved en irregulær
            fejlbehæftet
            rytme

dødsangst

den der knirker er bange for døren

den der våger i stilhed på lyssprækken i væggen
           (lysskrækken i vækken)
(den der vågner i stilhed på lysbræk)
           (lysknækket i vægen)
           dagligstuens for enden af tunnelen
vender det vide ud
   (den hvide hud)
så mørket synker indad
og sjælen er tvunget til at se
natten
    (i uendelige)
    (induendelige)
         (fløj)
         (fløjl uendelige fløje)
    (iuendelige uafvendelige)
    i uendelige øjne