SLUT [15:00]

Her ender dagens konstantskrift. Jeg skrev i 5 timer ud fra Woodkids sang ‘Iron’.

Deep in the ocean, dead and cast away
Where innocence is burned in flames
A million miles from home, I’m walking ahead
I’m frozen to the bones, I am

A soldier on my own, I don’t know the way
I’m riding up the heights of shame
I’m waiting for the call, the hand on the chest
I’m ready for the fight and fate

The sound of iron shots is stuck in my head,
The thunder of the drums dictates
The rhythm of the falls, the number of deads
The rising of the horns ahead

From the dawn of time to the end of days
I will have to run away
I want to feel the pain and the bitter taste
Of the blood on my lips again

This deadly burst of snow is burning my hands,
I’m frozen to the bones, I am
A million mile from home, I’m walking away
I can’t remind your eyes, your face

Advertisement

[14:57]

jeg vender mine hulrum som et orgel mod himlen
og trækker ikke vejret ind igen
før jeg har skreget en bog

dig og hvilken samling dårlige minder [14:56]

jeres kroppe
er en snirklet tatovering på min ryg
en evig indebrændt tilstedeværelse
jeres tanker
er hornene på min hjelm
som jeg
(trods den i grunden dybt upraktiske risiko
for at få en økse i skulderen)
stanger mine fjender med

vend dine spyd som sabeltænder mod mig, fjendehær
du er et dyr med tusind rygge
og jeg
er aldrig alene

[14:11]

jeg samler på tårer
forsigtigt indfanger jeg dem i mit net
eller bøjer mig ned på gaden
og tager dem langsomt op mellem to fingre

jeg kategoriserer dem ikke
samler dem ikke i sirlige rækker bag glas og ramme
så jeg ikke længere kan nå dem
jeg har ingen forkærlighed for de særligt store, de særligt små
eller de særligt runde
og jeg ved ikke, hvor mange jeg har

jeg sluger dem bare, så de samler sig i en sø i min mave
og fylder mig med deres lindrende
tyngde

kontrol alt delete [13:35]

dine øjne er spyd på lange, opspændte projektilbaner
og min mund åbner sig på vid og bred
til et gab
med tænder som sirlige træstumper
fældet for at skoven
ikke skal brænde ned

forhistorien er et netværk af tråde imellem os
bevæg dig, og du kontaminerer gerningsstedet
med den nye information
der sletter alt andet

jeg beder himlene sende mig det, jeg er dømt til at foretrække [12:56]

hvorfor er det smerten og ikke nydelsen, der forløser mig

har en eller andens moral
sneget sig ind i mine nervebaner
som en rotte, der forsigtigt klemmer sine ribben sammen
til en knytnæve
og lader vægisoleringens eftergivenhed
bestemme dens omfang
som et spædbarn, der fødes ind i en evig tunnel
uden lys for enden
og ikke kender sin egen evne til at folde sig ud

eller er jeg blot efterkommeren af en genfejl
der engang i evolutionens morgen
klarede sig igennem en særligt hård tid
uden egentlig at opdage, hvad verden havde mistet
mens nydelsens soldater faldt som fluer
og landskabet langsomt og sikkert
indrettede sig
efter nye
og dybt sygelige væseners
behov?

jeg er store, åbne haller [12:13]

hvad hjælper det, at cellerne i min krop dør
hvis fortiden ikke dør med dem
hvad hjælper det, at min krop kommunikerer
så ivrigt med hinanden
når så lille en procentdel af den
bærer min dna
jeg er en beholder for kolonier af fremmede
jeg er hulrum, som bakterier
og længst glemte mennesker
kan oplade deres stumme stemmer i

alle gamle nag videregives hvert syvende år [12:06]

hånden på hjertet
hvor mange pulsslag skal jeg kaste gennem mine ribben
før jeg scorer et mål
hænderne på knæene
hvor mange døde intentioner kan der gemme sig
i hver muskel og hver ømme knogle
i min grundigt plejede, men aldrig helede
krop
fingrene på tindingerne
hvor megen fortid kan jeg laste på min ryg
før der bliver plads til fremtiden
hånden på hovedet
min vrede som et kogepunkt, jeg må røre for at holde det fast
hoved, skuldre, knæ og tæer

barndommen er et aldrig forstået
ritual

[11:55]

din hjerne
en trojaborg af vindinger
en labyrint, jeg aldrig kan fare vild i
fordi jeg blot skal se mig omkring
for at finde løsningen
og så alligevel
er det, som om der er noget, jeg mangler
når jeg har fundet vej til midten af dine tanker
og intet åbner sig

[10:55]

alle de trækninger, jeg har gemt i min krop
alle de lyde, der er blevet til
stivnede organer
som fejlslåede lerpotter
i bughulens rungende dyb
hvor mange ord
kan jeg undlade at sige, hvor mange tårer
lader sig græde
på papir
før alt folder sig sammen
og bliver til udvand
og ulæselighed