Drøm #

Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå.

Advertisement