SLUT [22:09]

Her ender dagens konstantskrift. Jeg skrev i ca. 8 timer (ekskl. pause) ud fra Laurie Andersons sang “It’s not the bullet that kills you (it’s the hole)”.

I used to use myself as a target
I used myself as a goal
I was digging myself so much, I was digging me so much
I dug myself right into a hole

Now in a hole it’s so dark you can’t see a thing
it’s easy to lose sight of your goal
it’s not the bullet, not the bullet that kills you
it’s the hole, it’s the hole, it’s the hole

Like a ventriloquist, I’ve been throwing my voice
long distance is the story of my life
and in the words of the artist Joseph Boyce
if you get cut, you better bandage the knife

Like a hole, like a black hole in space
you disappeared and there’s nothing to take your place
and I’m sweating and freezing in this Jamaican sea breeze
I remember you in my knees

I really feel like falling

It’s not gravity that’s getting me down
that’s giving me those down and out lowdown blues
it’s not the rain that’s getting me wet
it’s the holes, the holes in my shoes

Advertisement

[21:57]

jeg tegner en kridtcirkel omkring mig selv
det ser ud som om
jeg er blevet smeltet til døde af dit mikrobølgesmil
og så er genopstået af grøden som en sommerfugl af en puppe

[21:55]

du holder mit hår med den ene hånd
og stikker den anden ned i toiletkummen
for at kunne gribe mit hjerte, når jeg kaster det op

jeg ved ikke om du er min ven eller fjende
hvis du stopper det tilbage i min hals

[21:14]

der er to former for venskab:
“jeg ved hvad du mener”
og “det havde jeg aldrig tænkt på før”

vælg din præference omhyggeligt
når jeg først har sat mig fast i det ene perspektiv, slår jeg rødder
og vil glide længere og længere ned i den bløde muld
til kun overkroppen titter op med korte arme, ude af stand
til at nå det andet

[21:10]

jeg har svært ved at holde fast
i ideen om at være en fysisk ting i et socialt rum
jeg er nødt til at lade andre fortælle mig
hvilke retoriske kneb jeg har bundet om livet
og jeg studerer mig selv i spejlet så længe
at jeg glemmer, om ansigtet der ser tilbage på mig
engang tilhørte ansigtsgenren
eller altid har været dette flade sæt kurver, linier
og udtværede blyantsafskrabninger
hvor skyggerne skal forestille at falde

[20:53]

jeg skærer huller i mine skosåler
for at kunne mærke græsset uden at skulle stå på jorden

det er en menneskelig fejl
at glemme at tage fødderne ud først

hold op med at se sådan på mig med dine brandyglasøjne

det er ikke øjnene jeg lukker, det er synet [20:44]

du åbner din favn som nærende muld
og jeg graver mig ind i den som en muldvarp
blind og veltilpasset
med store udadvendte hænder
så jeg kan skubbe dig en smule til side
og smugkigge ud på den verden, jeg først da indser
at jeg ikke længere kan se

(gamle vaner dør hårdt)

grav din egen grav [20:19]

selv de døde har en husleje

men det er gratis at grave sin egen grav
et hul et tilfældigt sted i landskabet, så dybt
at du ikke kan komme op af det igen

der er selvfølgelig risikoen for
at du bliver fisket op og deponeret et andet sted
og dine nærmeste får regningen med posten
med et lille klistermærke med teksten “vi kondolerer”
og en kondor
udenpå kuverten

men mon ikke den risiko er ret lille
for hvem er ikke doven nok
til bare at hælde jorden tilbage i et hul
der udgør løsningen på sit eget problem?

[20:03]

jeg tegner en kridtcirkel omkring mig
så lille, at jeg har vokset mig ud af den
før den overhovedet eksisterede
og så tegner jeg flere
koncentriske
cirkler, indtil jeg bliver bange for at snuble ud
af den første grænse i forsøget på at tegne det sidste omrids

dette mit voodoofelt
er en slags målskive
et bryst, jeg ikke behøver patte på
fordi jeg står fast i tyrens vrede øje

[19:57]

jeg kysser mine små fødder
og forsøger at amme mig selv
men ligegyldig hvor hårdt jeg prøver
er mit hoved bundet fast som en hund i en lænke
til rygmuskler, der ikke er lange nok

alle veje fører væk fra MOR