SLUT [22:00]

Her ender dagens konstantskrift. Tommy Heisz og Cecilie Lolk Hjort skrev 67 tekster i løbet af 12 timer. Vi skrev ud fra Carsten René Nielsens tekst “Husundersøgelse” fra samlingen “Husundersøgelser”:

“Og hvad foregår der så her?” spørger de af politibetjentene, som går rundt på hustagene eller med begge arme strakt ud til siderne balancerer faretruende oppe på gesimserne. “Og hvad foregår der så her?” spørger de af politibetjentene nede på gaden, som, siddende på hug foran dørene, kigger ind gennem brevsprækkerne. “Og hvad foregår der så her?” råbes der ind gennem portåbningers gitterlåger med kun et svagt ekko som gensvar. “Og hvad foregår der så her?” spørger politibetjente, der møder politibetjente, som selv, noget opgivende, stiller samme spørgsmål: “Og hvad foregår der så her?” Selv om natten, mens de blinkende positionslys fra et fly langsomt bevæger sig over himlen, lyder spørgsmålene som en næppe hørbar mumlen i mørket mellem husene: “Hvad … så … her?”

Advertisement

Det eneste #21:55#

Vi burde sidde noget mere på tagene
og se hvordan det hele tager sig ud heroppefra
de tager os nok ikke med, flyene
og stjernerne vil stadig kun ligne
undskyldninger for sig selv
bag byens forstyrrende lyspartikler
som en beskyttende boble
over vores undskyldninger for rigtige liv
vi kommer til at fryse vores røve i laser
og måske kommer vi galt af sted
og betjentene vil med sikkerhed
skrige sig hæse for at få os ned herfra
og spørge hvad fanden der egentlig foregår
alligevel burde vi gøre det
for er det ikke
det eneste vi har

rådnet rodnet [21:48]

vi giver kun rabat på rodbehandlinger
hvis I lægger jer tæt sammen
og lader os bore hullet fra den ene tand
gennem begge jeres kinder
og over til den anden

det koster mere, hvis man skal afbryde processen

til gengæld behandler vi jer gratis
hvis der går betændelse
i sårene

hvad fanden [21:44]

hvad fanden
siger jeg, når bussen kommer for sent
eller for tidligt
hvad fanden
siger jeg til de sjælløse øjne, der smiler til mig
fra reklamerne plastret stramt op
på stoppestedernes glatte mure
hvad fanden
siger jeg, hvis nogen kigger underligt på mig
mens jeg går helt fredeligt ned ad gaden
eller skærer ind foran mig i køen
jeg bryder mig ikke om menneskelige kødknive
og slet ikke tyve centimeter foran mig
hvad fanden
siger jeg, da politibetjenten lægger mig i håndjern
hvad fanden
svarer han
og et øjeblik ser vi uforstående på hinanden

laika [21:34]

det er, som om mine tanker er flammer
der slår sig op som en hidsig bølge
når jeg glemmer at kvæle dem med en simpel melodi
det er, som om mine hjerteslag øger deres beat på mine ribben
så snart jeg fokuserer på dem
og langsomt udvider årerne i min hals
til luftrøret klemmes sammen
det er også alt for varmt herinde
og trangt som i et hundehus
jeg forsøger at tænke på kødben
og at jeg snart bliver hentet

man bliver altid snart hentet

[21:27]

havde det stået til mig
så havde jeg aldrig ligget der
med hænderne viklet i håndjern som et lille stykke hegn
som jeg forgæves havde forsøgt at presse mig igennem
med klaverfingrene først

havde det stået til mig
var det hele frosset fast
i øjeblikket før jeg hævede fuckfingeren til hilsen
som automatisk respons på tanken
“gør ikke noget kriminelt, mens politibilen passerer”

det er da også et ubelejligt tidspunkt at opdage
at man har tourettes