Wu-wuuu-wu

Han slipper tusind duer fri
fra sine magiske hænder,
det er hans måde at sige
at han er ligeglad.

Reklamer

BØRNEHÅNDTERING (jeg har læst en masse knækprosa og set en masse standup for nylig)

så jeg sad på baresso her i dag
og en familie sad ved et andet bord
og to små drenge løb rundt om bordet
de snublede og faldt på samme tid
og så vendte deres far sig mod den ene og sagde:
“er du okay?” og så mod den anden og sagde:
“er du okay?” og så tilbage til den første og sagde:
“er du okay?” og sådan fortsatte han frem og tilbage
“er du okay? er du okay? er du okay? er du okay?”
og så sagde han lidt højere til dem begge:
“okay!”
og vendte sig tilbage til sin kaffe
han fangede dem lige i det der rådvilde øjeblik
hvor de er ved at finde protokollen frem
for hvad man gør når man er faldet:
man kan græde
eller anklage sin bror for at have skubbet én
eller begge dele hvis man vil satse på max sympati
men så lavede deres far lige en slags pep-sang ud af det
og de betragtede ham åbenmundede
med en blanding af forvirring og underholdning i blikket
mere og mere overbeviste om
at det er sådan man gør når man er faldet
og så da han var færdig rejste de sig som et publikum
der allerede er taget hjem i tankerne
og legede videre
og jeg tænkte at det var ret overlegen børnehåndtering
og at det må være et lækkert liv at tingene sådan bliver catchy
hver gang man snubler

Tekst: Kvinden og fuglen

Kvinden presser. Dunede fjer
sænker sig
ned over ægget og varmer det.
Da ægget flækker, springer fuglen
til side og kigger på det
med skiftevis det ene
og det andet sorte,
kuglerunde øje, der ikke
synes at se.

Som hospitalssengen giver sig
under kvindens vægt, sådan giver
kvinden sig, når barnets
skaldede kranie
presser sig mod udenfor og
folder sig som hænder
for at åbne
mavens ovale hav.

I en revne som et jordskælv
fletter kraniet sig og ægget
giver sig med fugleungens
åndedræt
og maskingeværhakken i
alt omkring sig.

Den sidste smule
skal falder fra ungens øjne,
den sidste smule
navlestreng brydes i saksens næb,
og et øjeblik har kvinden en
vaginal hale
af sit eget kød og blod,
barnet en stump oppustet navle,
fuglen en ny radiator-
varme i sin før så ansigtsløse
rede, den sætter sig på
ungen før den er tør,
puster sig op som
en ballon fyldes med luft.
Bratte ryk med nakken
og
øjne,
et ad gangen.

Fuglen hopper til side når
ungen bevæger sig,

ungen hopper til side,

mekanisk baskende, glæden ved
musklernes mælkesyre nok
for nu
og fuglen flyver op i luften som
ungens fremtids-
vision fra fortiden.

“Pip,” siger fuglen,
da ungen hopper ud af reden.
“Flyv og vær fri, min
elskede,” siger kvinden
og kaster barnet op i luften.