SLUT [19:04]

Her slutter dagens konstantskrift. Louise Juhl Dalsgaard og Cecilie Lolk Hjort skrev i otte timer ud fra følgende tekst:

ScheherazadeTak fordi I læste med.

Reklamer

lesson learned ]18:57[

Sådan lærte jeg at gå:
Ved at sprænge min hånd i stykker og samle stumperne og allerede dér vide, at det ikke havde fundet sted:
At der ingen stumper
var at samle, at det eneste jeg havde at gøre godt med, var en gal solsort, der nægtede at drømme i gråtoner, selvom det var dens skæbne, dens natur.

Tillidserklæring [18:52]

Det er ikke tilfældigt, at de ømmeste kærtegn finder sted på de mest sårbare punkter. Det er ikke bare dobbeltfunktionaliteten i nerveskovene, de ømme, som kan bruges til tortur og til sex af præcis samme årsager. Det er også demonstrationen af tillid, der giver sus af sprintflyvende sommerfugle i maven, fordi elskeren rører de samme steder, som for alt i verden må beskyttes mod rovdyret. De steder, der sulter mest efter opmærksomhed, fordi de tilbringer hele livet med at gemme sig. Se, jeg blotter min hals for dig. Det er sikrere end ja i kirken.

call-and-response [18:39]

Det er normen, at mennesker er overflader, man kan bumpe ind i eller behandle med alle sine egne blandinger af insektdræbende giftstoffer. Det er undtagelsen, at jeg rækker ud og igennem en hud, til jeg mærker det fugtige hjerte dunke mod min hånd som et minde om barndommens forskrækkede, nyindkøbte marsvin. Hvis du nyser nu, vil vi begge være byttedyr for evigt. Hvis jeg sårer dig, er det altid et uheld, der efterlader skrammer på huden, der nægter at hele. Det er normen, at man ikke kan tale med sine kæledyr. Eller snarere: At de ikke kan svare.

[18:35]

Din tale er som citroner, umulig at kysse. Lad os brænde den, til skriften dukker frem, og du mærker varmen af nye afsløringer i maven. Det gør kun ondt, indtil du holder op med at skrige. Det ligner kun volapyk, indtil du begynder at skrive det ned. Vold er også en form for terapi, siger jeg og stikker dig en knytnæve som et kandiseret æble rakt ud fra én af utallige vogne i tivoli. Du må selv om, hvornår du vil bruge den, siger jeg og blinker med det øje, der ikke kan åbnes.

smittefare [18:28]

En krop besat af lys, som flygtninge gemmer sig på et loft. Ikke et lyssignal fra én sjæl til en anden, men et stykke spontant opstået overlevelse, et affaldstof af skønhed. Jeg holder munden lukket, mens jeg taler. Du tror at jeg kaster stemmer over i enhver nærliggende dukke for din underholdnings skyld, som at holde dine tankers marionetter blidt i lange tråde. I virkeligheden forsøger jeg bare at undgå at blænde dig med de usagte ords rampelys.