DOVENDIGT (ingen rose uden torne)

jeg vil leve mit liv som en ferie · kedsomhed er den største luksus · bare vågne · og tænke hmm, hvad skal jeg lave i dag · bygge sandslotte mod meningsløshedens tidevand · bygge status · bygge familie · bygge brynje mod fortidens sværd · bygge hobbyer som korthuse over byens kolde sten · nej, hvad med at lave intet · et lille ryk til siden og livet skifter farve som rainbow panorama · så dette er nirvana · så ulideligt ublandet · hej planløshed, min generations mest udskammede last · frihed er at slippe sine ambitioner som buddhisten slipper sit ego og glider ind i sig selv · som sømanden slipper hånden der er ved at redde ham op på dækket og i stedet kaster hovedet nedad og bliver til en havfrue plask · doven er det nye sort · doven er at agere rig uden at være det · doven er at indse at der ikke er nogen ske og alle penge ud over overlevelse kun er drømmen vi drømmer mens vi drømmer om at sove · vis mig hvad jeg kan købe i min frokostpause der vil føles som ferie · fri mig fra stressens korset · selvfornægtelsens succes · giv mig brød og vand og en havestol og jeg ejer hele verden

Reklamer

TREDJE FEDEDIGT (en lykkelig sjæl i en lykkelig kjole)

I.

men tykke dame hører jeg et kor råbe fra erfaringens ekkokammer · hvordan skal forbrugerne længes hvis det ikke er mod den perfekte krop · kære industri det er så nemt som tærte · vi skal længes mod gavepapiret · vi skal tilbage til essensen · den vare for hvilken modebladet er det kunstfærdige katalog · kære modebranche hvis du vil have mine penge så giv mig ikke længslen mod engang at kunne passe tøjet · giv mig ikke kvinder så langt fra min kropstype at modeshowet er fra mars og jeg må sidde slukøret med min kikkert på venus · giv mig info om hvad der allerede passer perfekt og hold kæft hvor skal du se mine penge · se dem flyve rundt i Cos og MacMara og Stella McCartney · begejstringskonfetti · endelig forstår jeg dress for your body type råber vi mens vi ser ned på de glittede sider og tager os i at vende os rundt i den tro at fotoet vil vise os kjolen bagfra · det er en indgroet overtro at frustration sælger bedre end lykke · at jeg kun vil være tilbage i Topshop næste uge hvis den kjole jeg købte i dag sidder forkert · giv mig tilfredshed og jeg søger din butik som et hjem

II.

men hvis den har ret, den tro · hvis jeg vil købe mindre hvis jeg elsker hvad jeg har · så lad os bruge individualismen til noget og underbyde markedets krav til forbrugeren · kære næste iværksætter · lav mig et katalog hvor jeg kan se tøjet som var det allerede mit · og jeg vil ikke synke ned i din dankortterminal som den mobbede synker ned i en spiral af slankekure · du vil ikke se mig hver uge nej · men jeg vil forsage alle andre brands til fordel for dit · jeg vil rippe hele butikken på åbningsdagen og det er også en slags penge · kom så iværksætter · grav en niche · hvor jeg kan plante min lykkelige røv i evige klæder · (og mens vi er ved det må vi så ikke også få lommer)

ANDET FEDEDIGT (hun er for fed!)

kære modeblade, det er dejligt at I har fundet en enkelt tyk kvinde eller to I godt kan lide, det er helt sikkert et puttiskridt i den rigtige retning, og æbletromle trænger mere til afshaming end timeglas så lad os starte der, men når I kun vil have de tyndeste og de tykkeste får jeg den følelse at I ikke så meget fejrer mangfoldighed som I stadig holder fedtet en armslængde ud fra de markerede ribben, for det virkelig fede ved tess holliday er at I ikke er i nærheden af at blive hende, at få hendes kropsform ville kræve et decideret stykke arbejde og sådan er fed det nye uopnåelig, min muffintop til gengæld er ikke længere væk end et par aftener med sofa over spinning og en burger med shake, den almindelige kvinde er en overhængende fare, så kære modeblade jeg tror vi skal så grueligt mange stadigt krympende beth dittoer igennem før I tør se gennemsnitskvinden i bladets glansfulde spejl, i mellemtiden vil jeg tage optimismens maske på og glæde mig i mange mange år til de smukt dekorerede bette dellers komme

KUNSTNERDIGT (#notallartists)

kære kunstner du siger at kunsten fordrer et stort ego, at man pr. definition skal være arrogant for at tro at man kan male smukke billeder med sit hjerteblod, og jeg tænker på om man mon siger det rundt omkring på kontorer og værksteder, hvis jeg ikke havde et stort ego ville jeg aldrig have troet at jeg kunne lave disse regnskaber rigtigt, hvis jeg ikke havde et stort ego ville jeg aldrig have troet at jeg kunne tegne bygninger folk gider bo i, opfinde widgets folk gider have på deres hjemmeside, få biler til at køre perfekt, nej vel de fleste karrierer har øvelsen som adgang til mestertitlen, eller jobbet er slet ikke en titel men en halvstuderet dagligdag et menneske med en indtægt, så hvorfor er det så svært at forestille sig at lave kunst fordi man synes kunst er fedt og ikke fordi man synes man selv er fed, det napoleonskompleks du siger vi alle har kan jeg ikke finde i de bedste kunstneres øjne (de mest ulideliges klart), kære kunstner er det mon dig der blander kunsten og mennesket sammen, som publikum gør det når de bliver vrede på jay z fordi beyonce udgiver lemonade, jeg ved at vi alle ser kunsten som så skide indre så skide spejlagtigt visende vores virkelige jeg til verden, men kære kunstner kunne vi tænke os ud af den rolle og snarere se os som selvstændige erhvervsdrivende, firmachefer, måske kræver det ikke mere ego at finde på røverhistorier og klatte maling på et lærred og ramme tonerne end det kræver at træffe beslutninger om 500 ansattes fremtid eller klippe den rette mængde hår af et menneskes hoved, jeg sælger ikke mig selv jeg sælger et produkt, kunsten kræver ikke stort ego men tålmodigheden til at skabe genstande uden facit, modet til at afgive håbet om fast indtægt, og først og fremmest sturt sturt arbejde

DIGTERDIGT (#notallpoets)

kære dagbog, du som besvarer alt med din stilhed, fortæl mig hvorfor vi digtere har så oppustede skrøbelige egoer,

er det fordi poesien er notorisk underværdisat, et fuldtidsjob forklædt som kontanthjælp, et håndtryk modtageren vender og drejer for at finde den dybere mening og så kaster tilbage i vores ansigter i frustration,

eller kære dagbog er vi blevet digtere fordi vi har så oppustede skrøbelige egoer, et forsøg på at eviggøre vores generte genialitet uden at rammes af den kritik der svinger som hale på popularitetens t-rex, ser du vi er kun geniale indeni, udenpå er vi et værre rod og derfor vælger vi den allermest ukropslige allermest transcendente kunstform (og bliver så knotne når vi bliver bedt om at gå på en scene og gøre den levende med vores små latterlige stemmer),

eller kære dagbog tror vi på den med geniet der er født skidende store tanker som regnbuer ud af barnenumsen og ikke behøver lære en skid, hvis vi tror på geniet er kritik ikke en mulighed for at forbedre vores håndværk men et nej fra alle tre X-factor-dommere,

eller eller kære dagbog, er poesien den heroin der fylder sjælens huller som en sø af svovlsyre fylder en brønd for øjeblikket efter at ætse den større, af mangel på publikum til vores tanker søger vi digtets endnu større mangel på publikum, for at få svar råber vi ind i kunstens ekkokammer,

kære dagbog jeg kender ikke svarene men tak fordi du lyttede så jeg for et øjeblik slap for at høre andre menneskers stemmer overdøve min

OEHL#2 og dermed femte autistdigt

Jeg bidrager til denne fine ting med de mange fine teksttitler og tekster og forfattere, mit bidrag er et autistdigt, det hedder bare Autistdigt men det er teknisk set det femte (hvis man følger med derhjemme): OEHL#2