Den traffickede luder

Hans hånd er så stor, at kun det yderste led af mine fingre når ud over den og titter op gennem hans inderste. Han presser min ned, så den opsluges af dynen. Jeg ser på det, mens han kysser min hals og mimer sin hånds bevægelse med resten af kroppen. Den er som en lys ayers rock i en ørken af dyne, med en usynlig oase under sig, der vandspejler den. Jeg tænker på den sneengel, han laver med mig. Da jeg først kom hertil, fik jeg en madras, der formede sig efter kroppen og lignede mig, længe efter jeg var stået op. Det var ubehageligt at se mig selv ligge der, udhulet og halv, og jeg bad Torben skaffe mig en madras, der fulgte efter sine elskende i det dvælende tempo, der passer sig for liderlighedens døsende tilstand. Min søster Elisa siger at jeg ikke får søvn nok, men liderligheden er en slags drøm, der lader kroppene, min og hans, overtage synerne og sprede deres fremmede kaos i mit hoved. Det er derfor, jeg kan være døgnåben. Jeg lever i sengen.
Kunden løfter kroppen lidt, og jeg ser ned på hans røde pik, den minder mig om Elisas hænder, når de forsvinder ind i en klud for at gnide væggen ren. Hans mund drypper ned i min. Men hans øjne bliver inde i deres egen fugt. Omfavner sig selv i et dvælende blink.

Elisas livsopgave er at tage alt, hvad tiden samler sammen på overflader, og drukne det; At sætte tingene på deres rette plads, som var verden fyldt med usynlige skeder, kun en særlig gruppe mennesker kan fornemme. Hun siger at hun holder værelserne unge og sletter berøringer for at give plads til nye. Jeg tænker at min er den omvendte, rodets handling: At fjerne alt fra sine hylder og kaste det omkring, tvære de indre safter ud over vores hud. Men netop for at gøre rummet, kroppen, ny at færdes i. For at få berøringer til at bevæge sig, ligesom min krop vil slettes af madrassen, få sekunder efter jeg har rejst mig. Det er pudsigt, at man kan nå det samme resultat med så forskellige metoder. Elisa ville blive skrækslagen for at ryste dynen, hvis hun hørte mig omtale den som en ørken. Tænk, hvis den spredte sig som sandkorn i rummet. Som et smadret timeglas.

Jeg elskede Elias, som man elsker sit hoved, når det føres ind i guillotinen. Elias var ikke en mand, han var Elias, han var ikke en ting, han var Elias. Når han omfavnede mig, sluttede han ikke helt tæt omkring mig, men rørte blot mine arme og min ryg med sine underarme og holdt sin kind mod min. Da han giftede sig med en anden kvinde, så jeg ind i hendes øjne og fik øje på mig selv; Det var, som kastede hun mit billede tilbage, fordi jeg var for ulig hende til at registreres i hendes hoved. Det må jeg jo have været; Hvordan kunne han ellers vælge mellem os? Jeg var jomfru, som Elisa stadig er, og jeg troede ikke det var muligt for skeden at åbne sig, hvis først den elskede var forsvundet. Derfor var det en slags mirakel, da Torben førte fingrene med glidecremen ind i mig, og den første kunde åbnede mig, som jeg ikke troede jeg kunne åbnes. Jeg har hørt at man føder sit barn gennem skeden. Når kunderne trænger ind i mig, er det som om jeg bliver født ind i mig selv. Det første stykke tid vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med mig. Hvad nytter det at eksistere, hvis ingen øjne vil tage imod mig, men blot kaster mig tilbage til mine egne øjnes overflade i en uendelighed af kvælende samtale?

Jeg føler stadig ikke, at jeg har et egentligt formål, men utåleligheden blev lidt efter lidt dulmet af strømmen af kunder. Fordi jeg opdagede, at hvis de kommer ofte nok, husker jeg dem sammen, som en eneste mand, der ikke kan få nok af mig. Eller nej, netop ikke som én mand – det ville være forfærdeligt, det ville være Elias – men som mænd. Som en bestemt slags væsener. Når de er ens, kan jeg omslutte dem med min rutine. Jeg ved, hvad de vil have. Og jeg elsker hvordan de skifter kroppe, for at jeg ikke skal trættes af gentagelsen af en hånd, en overkrop, i en uendelighed af kvælende kærlighed, jeg kun bliver mere tørstig af at drikke af.

Efter Elias virkede Torben som en trøstende engel i en mandekrop: Umulig at begære og umulig at mistro. Han kom fra et land, hvis navn var blevet synonymt med rigdom på vores sprog, og jeg bestemte mig for at begære penge, fordi de ikke kan begære tilbage. Da jeg kom hertil, blev Torben en anden og tog alle pengene; Men jeg er ikke vred på ham, for jeg har indset at pengene ville have været som kærligheden. Jeg savner hans blide stemme, som er forsvundet ind i en fasthed, der tydeligvis er fremmed også for ham selv; Men jeg forstår ham bedre end han forstår sig selv. Og jeg ved, jeg kan få ting til at ske med min krop. Når jeg smyger mig om ham og han ser væk, ind i sine egne øjnes overflade, kan jeg se på hans skridt, at det arbejder i ham. At jeg har sat noget i gang, der på en gang er velkendt og nyt for ham. Et rod.

Mændene kommer til mig, fordi jeg er en engel; De ønsker at røre mine bløde bryster og mærke, hvor lille jeg er, som et spædbarn der endnu ikke har lært at være dødelig. Og jeg tager imod dem, fordi de skader mig. Deres berøringer er for store og klodsede, deres vener tydelige og deres muskler blottet for dulmende fedt, og de kaster sig mod mig som væddere, med bløde læber og hårde pikke. De bedste af dem tager hårdt fat om mig og ligesom kvæler mine muskler, så jeg dør en smule. Jeg elsker at bade med dem, særligt hvis de tager fat om min nakke og holder mig under vandet så længe, at jeg må hive det ind i lungerne og mærker min krop som en ru prikken, der kramper af frygt. Frygt er måske det forkerte ord, for kunderne er mere forsigtige med mig, end jeg selv er, de er selvforglemmende taknemmelige og ømme overfor mit legeme og mit kælne smil; Det er vel snarere følelsen af at blive svejset sammen med hans faste hånd og forsvinde, jeg elsker. Hvorfor kalder jeg det frygt, der findes jo ikke noget mere trygt end at glemme mig selv og vide, at en anden husker mig. Jeg forstår ikke, hvordan Elisa kan udholde at være uberørt, for jeg ville for længst være død af ælde, hvis ikke kunderne brutaliserede mig og gjorde mig til mere end en engel, gjorde mig hel. Men hun renser vel sig selv, ligesom hun renser et rum.

Advertisement

Selvmordsbomberen

Veysel er den i vores gruppe, der tænker mest modsat mig. Han hader mennesker. Han glæder sig til at se dem dø, jeg tror endda han vil få en særlig glæde ud af at se det gennem sit eget blod. Egentlig forstår jeg ham godt, når han siger at han vil ende deres liv så hurtigt som muligt, så de kun kan nå at begå et minimum af synd. Jo tidligere et menneske dør, desto renere forlader det verden, og den straf, vi kan give dem for deres synder her på jorden, er langt hurtigere og mere mild end den straf, de ville stå overfor, hvis de ankom urene og alene til Himlen. Men hvis han hader dem, hvorfor så begå denne kærlige gerning? Hvorfor ikke lade dem drukne i deres eget og ikke hans blod?

Der findes et gammelt ordsprog, som mine forældre har opfostret mig med. Gud er tættere på mennesket end dets egen pulsåre. Også Camilla siger det til mig, når hun tager min hånd. Hendes burka slutter altid så tæt om hendes ansigt at det er som svævende i rummet, som en slags maske; Og hendes øjne er brune som barken på et træ. Det er sådan jeg tænker på hende, Camilla: Som en ru overflade, man ikke kan kærtegne uden selv at blive ru; En uigennemtrængelig mur, der ikke desto mindre kan græde. Hun er den i dette fugtige kælderlokale, jeg har mest respekt for. Hun bærer sin burka som jeg ikke har set andre kvinder bære den: Som et mørke, hun har lov til at holde for sig selv. De andre har kroppe, der er slået telte op omkring. Men Camilla, hun er ligesom vokset ud i stoffet. Blevet en overflade. Det er derfor, jeg tør græde med ansigtet mod hendes velsignede hænder.

Jeg har altid været meget optaget af mit hjerte. Jeg respekterer dets rytme mere end urets. Uret har en slags dræbende korrekthed, en perfektion der begår hybris ved at måle sig selv og træde i sine egne fodtrin. Hjertet tænker i momenter. Momenter, det er en term jeg har lånt fra en tysk forsker kaldet Jacob von Uexküll. Det er hjernens puls, hjerneslagene. Den rytme vi opfatter verden i. Visioner, Gud giver os i sit eget, kaotiske tempo. Hvis man studerer kroppens funktioner, ser man at alt er rytme: Hormonerne frigøres med nogle timers mellemrum. Benene går i en regelmæssig takt. Selv nysenes rytme har en egen langtrukken logik. Kroppen er en symfoni, en konstant stomp-forestilling af gentagelser, og jeg må tvinge mig selv til at glemme den for ikke at ligge vågen og lytte til den. For så bliver søvnens rytme forstyrret. Jeg er et meget nysgerrigt menneske, og det er kroppens symfoni der har lært mig, at ikke alt skal undersøges til bunds, hvis man vil undgå at ødelægge det. Den og Camillas burka. Skønt, jeg tror nu slet ikke Camilla kan ødelægges, hvis hun ikke selv ønsker det.

Hver gang jeg passerer gennem en folkemængde, forandres deres ansigter. Da jeg var barn, var ansigter små brande af nøgent kød, hvis ikoniske øjne jeg sendte mine bønner igennem, til en kraft der var vildere, mere ubønhørlig, end deres kroppe, hvis egne svære ønsker jeg selv levede for. Nu oplever jeg en af disse tilstande, hvor de går forbi mig med ansigterne rettet mod mig, ansigtsløse ansigter, der er klar over min tilstedeværelse, men ikke forstår at den har konsekvenser. Selvfølgelig ser de ikke på mig, ikke i virkeligheden, men jeg føler deres øjne dække min krop. De er som masker, der bevæger sig i en flade omkring mig. Hvis jeg får øjenkontakt med et menneske, brydes tilstanden som et brød, ujævnt og dvælende.

Camilla har gjort en dyd ud af aldrig at gnide eller ae noget. Hun siger at friktion ikke er rigtig berøring, fordi friktion er bevægelse. I stedet rører hun tingene med fingerspidserne, som hun rører jorden nu, og lukker øjnene. Hun siger at når hun rører jorden, gør Gud hende blind, at jorden er Guds øje. Jeg forstår det ikke, men jeg taler ikke. Jeg venter.

Jeg passerer igennem dem igen. Folkemassen. Denne gang er det, som om jeg ikke eksisterer. De erkender mig som en ting, man drejer udenom, men de er i deres egne verdener. Jeg gribes så ofte af en trang til at tage fat om skuldrene på dem alle og se dem i øjnene, fortælle dem mine tanker. Men det bliver mere og mere umuligt. Vores mødested, hvor Veysel og Ahmed altid sidder både når jeg kommer ind og når jeg går, er en ventesal. Vi har alle gjort vores liv til en venten. Mit hjerte tikker tålmodigt i mit bryst.

Endelig forklarer Camilla mig, at hun ser månen og solen som Guds øje. Når det skinner, er det blindt og udskiller sin egen kraft til os, men når det blot er en lys kugle, ser det på os. Om natten er det jorden, der er lukket og udskiller sin varme til os; Om dagen er det den, der ser på os. Tusmørket og daggryet er hellige tider, fordi Gud da, i et kort øjeblik, har begge øjne åbne. På klem, men åbne. Jeg tænker at jeg gerne vil dø om dagen. Jeg tror, det er et forfængeligt håb om at virke større, fordi mit blod spredes så tæt på Guds syn som muligt. Jeg tænker at det er en stor ære at blive opereret ind i Hans øje, når man dør. Jeg ser på Veysel og ved at han tænker på menneskene som bakterier, en slags grå stær. Eller insekter, der burde være fløjet forbi. Jeg ser dem som det eneste, der virkelig er værd at se på. Men måske er vi så små at det ikke kan lade sig gøre. Måske er det derfor, Han har gjort os til flokdyr. Og alligevel er det os – de i sandhed ensomme – der laver de små knald, der spreder menneskene ud over et større område. Som er hver martyr et enkelt pulsslag i et usynligt, rejsende hjerte.

Jeg græder ind i mine egne hænder. Uden at indse det holder jeg dem tæt sammen, så der dannes en lille pøl, der former sig efter mellemrummene mellem mine fingre. Ahmed spreder dem, forsigtigt med sine egne, og tårerne falder ned på tæppet og danner en ujævn plet, der snart vil forsvinde. Hvor forsvinder dine tårer hen, spørger han og smiler til mig. Som altid når Ahmed spørger mig om noget, føler jeg at jeg burde kende svaret, men at det lige akkurat undslipper mig, hver gang jeg forsøger at tænke det frem. Jeg ved at han vil rynke brynene og brænde mig med sine øjne, hvis jeg ikke svarer. Jeg ser hjælpeløst på ham, og han mærker Veysels blik i sin nakke og vender sig om med en fasthed, der får Veysel til at forlade rummet et øjeblik. Fasthed falder ham tydeligvis ikke naturligt for, men jeg har aldrig set ham opføre sig anderledes. Han er streng, fordi han ikke kan fordrage Veysel, og fordi han elsker mig. Jeg ved ikke hvor mine tårer forsvinder hen, men jeg ved at det er en slags mirakel, at modsatte følelser så ofte fører til samme handling.

Dynamitbæltet er sort som resten af mit tøj, det er som sørgende på forhånd. Et mørke, jeg har lov til at holde for mig selv. Visheden om snart at skulle dø er en klam, hård fornemmelse, der får musklerne til at stivne som en let rigor mortis og blodet til at løbe, ikke hurtigere, men mere uforstyrret gennem mig. Måske vi selv skaber vores død, måske det eneste man kan dø af er frygt for døden, og ingen endnu har været frygtløs nok til at leve evigt. Som måtte Guds øje åbne sig indeni os. Jeg mærker den skarpe tikken mod maven. Mit hjerte synkroniseres efter den. Mens jeg går ind gennem mængden, træder de andre rytmer, selv mine fodtrin, i baggrunden, til der kun er bomben og det i min krop, der følger dens rytme, og jeg indser at regelmæssigheden også er Guds, at det er Gud, der blinker under min frakke uden et øjebliks tøven, som om Han er ved at vågne og vil presse søvnens vand ud af øjnene. Jeg tror ikke det er mine tanker der sænker farten, da bomben synes at tikke hurtigere og hurtigere, til den bliver en skurren, hvis rytme jeg er for menneskelig til at kunne opfatte. Mit indre sprænges, og ud gennem mig farer Gud.