Kunstner (klik for fuld størrelse)

Advertisement

Drøm #

Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå.

Tekst: Gås

Mens svømmefødderne med stort besvær maser vandet bagud, glider toppen af gåsens isbjerg jævnt og stateligt frem som ved tankens kraft. Vi siger at gåsens primære transportform er psykokinese. Ikke fordi vi ikke tror på det, der er under vandoverfladen; Men det er som om det tilhører en anden verden. En verden som gåsen, ligesom heksedoktoren, har eksklusiv adgang til, og som det ville være hybris at se for sig. Fanger man gåsen og sætter den i en indhegning, kan den stadig sætte sig ned og derved gemme sine fødder under kroppen, så græsset forvandles til bølger, hvorpå gåsen flyder. Så må vi tro at den kun er i ro, fordi den ikke ønsker at bevæge sig i nogen retning.

Sko

Jeg sad på Roskilde Station, på vej til mit arbejde i København, og ventede på toget. Det var varmt, så jeg havde taget skoene af og stillet dem ved siden af mine tasker. Da jeg rejste mig for at gå, så jeg at de var væk. Jeg gik hen og spurgte et par unge piger, jeg havde set tæt på mig, om de havde taget mine sko. De nægtede med et ironisk udtryk, der afslørede at de løj. Da jeg begyndte at rode i deres tasker, stillede deres far sig imellem os og spurgte hvad jeg lavede. Jeg sagde at hans døtre havde stjålet mine sko. Han havde åbenbart set dem tage skoene, da han vidste hvilken type jeg talte om, så jeg fortalte hvilken butik jeg havde købt dem i og at de kun havde kostet et par hundrede. De var tydeligvis velhavende nok til sagtens at kunne købe et par til hver af pigerne. Han prøvede at give mig pengene, og jeg blev vred og sagde at jeg ville have mine sko, ikke hans penge. Om hans døtre måske ikke havde noget på fødderne i forvejen. Pludselig løb de alle væk, og jeg fulgte efter dem og råbte ‘stop tyven’. En anden mand greb fat i faderen og holdt ham tilbage. Da han stadig ikke ville give mig skoene tilbage, tog jeg hans pung ud af hans lomme og løb. Han råbte ‘stop tyven’, og et par sikkerhedsvagter greb fat i mig og gav ham pungen tilbage. Jeg forklarede sagen for dem, men de troede ikke på mig – jeg havde jo lige stjålet en pung, så selvfølgelig var jeg en løgner. Det bedste de kunne tilbyde mig var ikke at arrestere mig. Så jeg måtte se mig besejret og gå tilbage til mine tasker, som ikke var blevet stjålet i mellemtiden. Jeg købte ny billet og steg ombord på det næste tog, men blev smidt af igen før afgang, fordi jeg ikke havde sko på, og det var påkrævet i toget. Det var søndag, og de næste to dage var helligdage, så der var ingen mulighed for at købe et nyt par noget sted. Efter at have prøvet lykken med busserne og taxaerne og derefter et hotel at overnatte på – ingen tog imod, hvis man ikke havde sko på – forsøgte jeg at ringe til min arbejdsgiver, men både min mobil og min bærbare var løbet tør for strøm, for jeg havde regnet med at oplade dem i toget. Fortvivlet gik jeg byen tynd i et par timer, til jeg endelig, træt og øm i fodsålerne, måtte indse at jeg skulle begynde at lede efter en gyde at tilbringe natten i. Jeg forbandede mig selv for at have våget så opmærksomt over min pung, mine nøgler, min computer og min mobil, når nu ingen af disse ting ville have været så katastrofale at miste som mine sko.