Timeglas

Hvis vi ender med at udslette os selv med forurening, er vi langt fra den første art, der er faldet under vægten af sin egen affaldsdynge. Siden det i ursuppens tid var ilten, der udgjorde den største trussel mod liv, har det været sædvane, at når den herskende organisme kvæles i sine egne giftstoffer, ligger et nyt dyr klart i lossepladsens mave som et barn, der venter på at blive født. Det er indskrevet i enhver genopstandelse, at den ikke kan være en gentagelse af det foregående, men må være en omvending til det utænkelige. For det væsen, der kæmpede ved vinderens side om de samme ressourcer, er dømt til at falde med ham; Men efter dommedag har møgdyret uendelige ressourcer.  Sådan opstod altså også vi, grådigt mæskende os i et eller andet fortidigt udyrs udskillede fæces; Ikke helt ulig den ulidelige lethed, hvormed en enkelt togpassager lader alle de andre mase sig foran hende, før hun slentrer ind og berøver nogen deres tilkæmpede kvadratmeter med et “undskyld, det er vist min plads”. Sådan er timeglassets selvopfyldende verdensundergang et billede på planetens historie: De sidste skal blive de første. Eller: Af lort er vi kommet, og til lort skal vi atter blive.

Termitbo

Menneskekroppen er ikke så meget en levende, åndende organisme, som den er et dødt hylster om andre døde hylstre, hvorigennem milliarder af små dyr myldrer. Disse benløse arbejdere må knokle uafbrudt for at sikre hylstrenes smidighed, og for at lappe de huller, der opstår, når deres beboelsesvogn kolliderer med andre overflader. Således varer det kun få dage, fra mennesket dør, til huden begynder at slappes og sprække. Således må de stadig befolkede babushkadukker, der slentrer omkring liget, tage helt anderledes konserverende forholdsregler for at sikre at mennesket stadig er entydigt til begravelsen. Og således kan menneskekroppen sammenlignes med et termitbo, der konstant befæstes og genopbygges af en sværm af identiske væsner, og som ikke græder mere for tabet af et par dusin beboere, end vi græder for tabet af vores afskrubbede hudceller i badet. Derfor, store menneske: Når du træder på et insekt, så bebyrd ikke din samvittighed med en sammenligning med dit eget knuste kranie. Men dvæl heller ikke for meget ved din udsigt til storbyen, som den rager op mod himlen med sine hårde hinder, hvorigennem millioner af små mennesker vrimler.

Elskegople

Goplen kan ikke styre sig selv. Dens svømmetag er hjerteslag, der slår kroppens paraply sammen og driver dyret frem i den tilfældige retning, dets kuppel vender ud til. For at veen kan finde sted kræves blot den svage vekselstrøm, der gennemløber goplens nerver. Men langs den sydamerikanske vestkyst driver en art, der ikke skaber strøm nok til at holde sig selv gående: Elskegoplen ligger stille i vandet, til en artsfælle flyder forbi. De to små mængder spænding forstærker hinanden, og de to åbentstående hjerter begynder at slå i takt. Til tider vender goplerne hver sin vej og når derfor ikke langt, før musklerne slukkes, og de ligger stille igen. Andre gange kolliderer de; som oftest for blot at glide af og havne i samme stilstand et par meter fra hinanden; men i værre tilfælde støder de panderne så præcist og evindeligt sammen, at deres skrøbelige skind begynder at sprække, og de langsomt bumper hinanden i stykker. Således kan elskegoplerne kun opnå en konstant fremdrift, hvis deres hjerter slår i samme retning.

Påfugl

Det har længe været antaget, at påfuglehannens hale tiltrækker en mage ved at vise, at dyret har overskud til at gro noget dybt unødvendigt af sin krop. Men nye undersøgelser viser, at halens fremmeste funktion er at bortskræmme rovdyr. Man har observeret påfugle, der ikke som ventet løber eller flyver væk, når en tiger nærmer sig, men i stedet påbegynder den dans af koket viften med udslået hale, man ellers har opfattet som en parringsdans. Tigeren lader sig vitterligt intimidere af denne opvisning. Eksperimenter har vist, at påfuglens eget mod også påvirkes af dansen: Dyret angriber med større kraft og præcision, hvis det forinden har haft mulighed for at folde halen ud og gøre et par eklatante nej-nik med hovedet. Det lader således til, at påfuglehannen har et direkte behov for sin æstetik, for med den ligesom at kunne sige: “Din krop er stærkere, men mit sind er stærkest.” Og måske er det først her, hunnens glitterlyst kommer ind i billedet: Som en evolutionært fordelagtig tiltrækning til den, der har fundet løsningen på en ellers umulig situation i demonstrativ skønhed. Omvendt lader det til, at de mest glamourøse hanner også er dem, der nærer mindst interesse i hunner. Det er endnu uklart, hvad sammenhængen mellem disse to faktorer er. Her skal blot nævnes, at disse hanners manglende interesse i hunner og de tilhørende unger giver dem mere tid og flere kræfter til at bortjage rovdyr, der ellers kunne udrydde hele populationer.

Autist

I tidernes morgen havde menneskene fire arme, fire ben og et janushoved med et ansigt på hver side. For os ville de ligne to mennesker, hvis rygge var groet sammen; Men for den tids øjne var det sådan, ét menneske så ud, og man vrængede med begge munde ved tanken om den toarmede, etansigtede vanskabning, vi kalder individet. Aristofanes fortæller, at menneskenes evne til at se både hvor de kom fra og hvor de var på vej hen gjorde dem arrogante og fik dem til at udfordre de ensidige guder. Derfor skar Zeus dem midt over og spredte dem ud over jorden, så de måtte tilbringe resten af evigheden med at søge med sultent tunnelsyn efter deres anden halvdel. Dette er kærlighedens oprindelse.

Men i tidernes morgen fandtes også mennesker med to arme, to ben og ét ansigt. Mødre, der fødte en sådan skabning, stødte den fra sig i en blanding af væmmelse og sorg over ikke at have kunnet producere et helt barn. Men misfostrene led ikke af den længsel efter en anden halvdel, der senere blev de almindelige mennesker til dels; Faktisk syntes de at være voldsomt lykkelige i beskuelsen af egen navle og blev kun fortvivlede, når man forsøgte at forene dem med andre. Disse vanskabninger findes stadig. Men de har mistet den ubekymrethed, de havde i tidernes morgen, for når de ser sig omkring, er det ikke længere åbenlyst for dem, at de er født til at være alene. Og således tilbringer de livet med at strejfe rastløst rundt i søgen efter den sjæleven, de aldrig vil have haft.

Avis

Alt, hvad vi læser i avisen, er baseret på en sand historie. Selv bag reklamen med sit luftbørstede arrangement af ansigter, kroppe og farver er der et stykke virkelighed, som læseren kan købe og krybe ind i. Men vi må ikke glemme, at også avisen er et stykke virkelighed, som den ligger tankevækkende og håndgribelig på bordet. Det er ikke uden grund, at vores venner ser forarget og nærmest medlidende på os, hvis vi siger at vi ikke læser avis. For ligesom vi står udenfor samtalen, hvis vi ikke så X Factor i går, eller hvis vi ikke stemte til folketingsvalget, fordi vi ikke kan kende forskel på partierne – sådan er også avisen et samlingspunkt for de samtaler, der i sidste ende vil forme vores tilgang til verden, os selv og hinanden. Avisartiklen vil altid være mere relevant for os end de mennesker, vi ser gennem dens filter – og som vi sandsynligvis aldrig vil møde.

Connaisseur

Connaisseuren sidder i sit guldfængsel og keder sig. Han ser op fra sit vinglas, ud på det perfekt trimmede rosenbed i alverdens røde nuancer, og videre ud til den gade, han næsten aldrig går på længere. Han plejede at elske gåture; men nu er der for mange overbegroede haver, der skærer ham i øjnene, for mange uskønne lyde i ørerne, for mange grimme sæt tøj hængende fra fodgængeres utrænede kroppe. Det virkede så harmløst, da han første gang tog til den vinsmagning, hvor de lærte, hvilke vine der passer til hvilke glas. Godt nok var han nødt til at ombygge sit køkken for at få plads til de særlige glas og karafler, han efterhånden fik smag for, og indrette en vinkælder til de flasker, han købte rundt omkring i verden. Og godt nok vækkede dette hans interesse for boligindretning, som så førte videre til en interesse for, hvordan haven komplementerede boligen, og så videre. Men at denne konstante forfinelse af hans smag skulle ende i andet end større nydelse ved livet var simpelthen så ulogisk, at han aldrig så det komme.