Sputnik-genresky

I omtalen af Sputnik 2 har der været lidt snak om hvilke andre bøger der også leger med det opslagsværk-agtige og pseudo-videnskabelige. Så jeg tænkte at jeg lige ville opsummere de bud der er kommet og give mine egne med. En slags ‘if you like Sputnik 2, you might also enjoy’:

– Brøndums Encyklopædi (the original poetiske opslagsværk)

– Cecilie Lolk Hjort: Noahs ark (etteren til Sputnik 2)

– Carsten René Nielsen: Enogfyrre dyr (en stor inspiration)

– Carsten René Nielsen: Husundersøgelser

– Audun Mortensen: Dyr jeg har møtt

– Birgitte Krogsbøll: dyr med næb ordnet efter antal vinger

– Judith Schalansky: Atlas over afsidesliggende øer

– og Frøydis Sollid Simonsens kortprosasamling ‘Hver morgen kryber jeg op fra havet’ er måske ikke pseudovidenskabelig, men skal alligevel have et mention, fordi den beskæftiger sig meget med videnskaben og biologien

minder-om-sputnik

Reklamer

Betelgeuse

Fordi lys har en begrænset hastighed, ser vi alt med forsinkelse. For eksempel er stjernen Betelgeuse 600 lysår fra os, og derfor ser vi den, som den så ud for 600 år siden. Hvis Betelgeuse eksploderede for 500 år siden, vil vi først vide det om 100 år. Vi kan se, hvor langt væk en stjerne er, ved at kigge på dens farve: Fordi universet udvider sig, bliver lyset strukket mere og mere ud, jo længere det skal rejse; dette kaldes rødforskydning efter farven med den længste bølgelængde. Således er nattehimlen et bibliotek, et arkiv fra alle tidsaldre, hvori de ældste bind fremstår med den rødeste patina. Og således kan man trykke fastforward på et himmellegeme ved at rejse imod det – eller omvendt, se det i slowmotion ved at rejse væk. Måske vil det en dag være sådan, menneskeheden undgår sin planets undergang: ved at defilere ind i et rumskib og rejse væk med akkurat lysets hastighed, så jorden for altid vil stå i bakspejlet som et endnu ikke forgået øjeblik.

Timeglas

Hvis vi ender med at udslette os selv med forurening, er vi langt fra den første art, der er faldet under vægten af sin egen affaldsdynge. Siden det i ursuppens tid var ilten, der udgjorde den største trussel mod liv, har det været sædvane, at når den herskende organisme kvæles i sine egne giftstoffer, ligger et nyt dyr klart i lossepladsens mave som et barn, der venter på at blive født. Det er indskrevet i enhver genopstandelse, at den ikke kan være en gentagelse af det foregående, men må være en omvending til det utænkelige. For det væsen, der kæmpede ved vinderens side om de samme ressourcer, er dømt til at falde med ham; Men efter dommedag har møgdyret uendelige ressourcer.  Sådan opstod altså også vi, grådigt mæskende os i et eller andet fortidigt udyrs udskillede fæces; Ikke helt ulig den ulidelige lethed, hvormed en enkelt togpassager lader alle de andre mase sig foran hende, før hun slentrer ind og berøver nogen deres tilkæmpede kvadratmeter med et “undskyld, det er vist min plads”. Sådan er timeglassets selvopfyldende verdensundergang et billede på planetens historie: De sidste skal blive de første. Eller: Af lort er vi kommet, og til lort skal vi atter blive.

Termitbo

Menneskekroppen er ikke så meget en levende, åndende organisme, som den er et dødt hylster om andre døde hylstre, hvorigennem milliarder af små dyr myldrer. Disse benløse arbejdere må knokle uafbrudt for at sikre hylstrenes smidighed, og for at lappe de huller, der opstår, når deres beboelsesvogn kolliderer med andre overflader. Således varer det kun få dage, fra mennesket dør, til huden begynder at slappes og sprække. Således må de stadig befolkede babushkadukker, der slentrer omkring liget, tage helt anderledes konserverende forholdsregler for at sikre at mennesket stadig er entydigt til begravelsen. Og således kan menneskekroppen sammenlignes med et termitbo, der konstant befæstes og genopbygges af en sværm af identiske væsner, og som ikke græder mere for tabet af et par dusin beboere, end vi græder for tabet af vores afskrubbede hudceller i badet. Derfor, store menneske: Når du træder på et insekt, så bebyrd ikke din samvittighed med en sammenligning med dit eget knuste kranie. Men dvæl heller ikke for meget ved din udsigt til storbyen, som den rager op mod himlen med sine hårde hinder, hvorigennem millioner af små mennesker vrimler.

Elskegople

Goplen kan ikke styre sig selv. Dens svømmetag er hjerteslag, der slår kroppens paraply sammen og driver dyret frem i den tilfældige retning, dets kuppel vender ud til. For at veen kan finde sted kræves blot den svage vekselstrøm, der gennemløber goplens nerver. Men langs den sydamerikanske vestkyst driver en art, der ikke skaber strøm nok til at holde sig selv gående: Elskegoplen ligger stille i vandet, til en artsfælle flyder forbi. De to små mængder spænding forstærker hinanden, og de to åbentstående hjerter begynder at slå i takt. Til tider vender goplerne hver sin vej og når derfor ikke langt, før musklerne slukkes, og de ligger stille igen. Andre gange kolliderer de; som oftest for blot at glide af og havne i samme stilstand et par meter fra hinanden; men i værre tilfælde støder de panderne så præcist og evindeligt sammen, at deres skrøbelige skind begynder at sprække, og de langsomt bumper hinanden i stykker. Således kan elskegoplerne kun opnå en konstant fremdrift, hvis deres hjerter slår i samme retning.

Påfugl

Det har længe været antaget, at påfuglehannens hale tiltrækker en mage ved at vise, at dyret har overskud til at gro noget dybt unødvendigt af sin krop. Men nye undersøgelser viser, at halens fremmeste funktion er at bortskræmme rovdyr. Man har observeret påfugle, der ikke som ventet løber eller flyver væk, når en tiger nærmer sig, men i stedet påbegynder den dans af koket viften med udslået hale, man ellers har opfattet som en parringsdans. Tigeren lader sig vitterligt intimidere af denne opvisning. Eksperimenter har vist, at påfuglens eget mod også påvirkes af dansen: Dyret angriber med større kraft og præcision, hvis det forinden har haft mulighed for at folde halen ud og gøre et par eklatante nej-nik med hovedet. Det lader således til, at påfuglehannen har et direkte behov for sin æstetik, for med den ligesom at kunne sige: “Din krop er stærkere, men mit sind er stærkest.” Og måske er det først her, hunnens glitterlyst kommer ind i billedet: Som en evolutionært fordelagtig tiltrækning til den, der har fundet løsningen på en ellers umulig situation i demonstrativ skønhed. Omvendt lader det til, at de mest glamourøse hanner også er dem, der nærer mindst interesse i hunner. Det er endnu uklart, hvad sammenhængen mellem disse to faktorer er. Her skal blot nævnes, at disse hanners manglende interesse i hunner og de tilhørende unger giver dem mere tid og flere kræfter til at bortjage rovdyr, der ellers kunne udrydde hele populationer.