Connaisseur

Connaisseuren sidder i sit guldfængsel og keder sig. Han ser op fra sit vinglas, ud på det perfekt trimmede rosenbed i alverdens røde nuancer, og videre ud til den gade, han næsten aldrig går på længere. Han plejede at elske gåture; men nu er der for mange overbegroede haver, der skærer ham i øjnene, for mange uskønne lyde i ørerne, for mange grimme sæt tøj hængende fra fodgængeres utrænede kroppe. Det virkede så harmløst, da han første gang tog til den vinsmagning, hvor de lærte, hvilke vine der passer til hvilke glas. Godt nok var han nødt til at ombygge sit køkken for at få plads til de særlige glas og karafler, han efterhånden fik smag for, og indrette en vinkælder til de flasker, han købte rundt omkring i verden. Og godt nok vækkede dette hans interesse for boligindretning, som så førte videre til en interesse for, hvordan haven komplementerede boligen, og så videre. Men at denne konstante forfinelse af hans smag skulle ende i andet end større nydelse ved livet var simpelthen så ulogisk, at han aldrig så det komme.

Tekst: Gås

Mens svømmefødderne med stort besvær maser vandet bagud, glider toppen af gåsens isbjerg jævnt og stateligt frem som ved tankens kraft. Vi siger at gåsens primære transportform er psykokinese. Ikke fordi vi ikke tror på det, der er under vandoverfladen; Men det er som om det tilhører en anden verden. En verden som gåsen, ligesom heksedoktoren, har eksklusiv adgang til, og som det ville være hybris at se for sig. Fanger man gåsen og sætter den i en indhegning, kan den stadig sætte sig ned og derved gemme sine fødder under kroppen, så græsset forvandles til bølger, hvorpå gåsen flyder. Så må vi tro at den kun er i ro, fordi den ikke ønsker at bevæge sig i nogen retning.

Tekst: Lejlighed

Når jeg ser billeder af andre folks lejligheder, opstår der en stærk længsel i mig efter at stå i de rum, alene. Et ønske om at eje den plads i verden, at gå rundt i den som én der er berettiget til netop denne lejlighed, som med selvsikkerhed kan kalde den sit hjem og ikke dele den med nogen. Jeg elsker mit eget rum, jeg elsker at gå ind i det og lukke døren, som man sætter et batteri i en maskine; jeg bygger det op med konstellationer af møbler og ordner det som en rede; men andres tiltrækker mig med endnu større kraft. Især når jeg ser ud af vinduet i et tog eller en bus om natten, og stuerne står varmt oplyste på sort baggrund som et udbudt hjerterum. Jeg ønsker altid at flytte ind. Men når jeg endelig gør det, er det i tomme værelser uden personlighed, uden lamper. De andre mennesker tager altid stuen med sig når de går.

Tekst: Digter

Digterens værste mareridt er at gøre nytte. Hvis han opdager at en af hans tekster er blevet brugt til personlig udvikling eller til at løse et praktisk problem, vil han straks frasige sig det eller, hvis det stadig er i hans hænder, destruere det. Det er ikke fordi digteren er ondsindet eller negativt stemt overfor andre mennesker. Men digtet fungerer netop kun, fordi det ikke fungerer. Digtet er en pause fra den endeløse fejlfinding, der udgør vores liv. Fra digtet får vi ikke svar, forslag eller gode råd, vi kan ikke bevæge os gennem det som en rotte gennem en labyrint for at finde osten. Digtet modsætter sig fortolkning igen og igen, til sindet ikke længere ved hvor det skal gå hen og derfor pludselig står stille. Og ligesom musklerne skal strækkes ud mellem øvelser, sådan skal hjernen kortslutte en gang imellem for at fungere optimalt resten af tiden. Denne gyseligt praktiske forklaring af digtet ville digteren naturligvis korse sig over. Det er i det hele taget intet under, at digteren synes at jeg er en narrøv.