Billede

TredjeGlamdigtCLH

Reklamer

Betelgeuse

Fordi lys har en begrænset hastighed, ser vi alt med forsinkelse. For eksempel er stjernen Betelgeuse 600 lysår fra os, og derfor ser vi den, som den så ud for 600 år siden. Hvis Betelgeuse eksploderede for 500 år siden, vil vi først vide det om 100 år. Vi kan se, hvor langt væk en stjerne er, ved at kigge på dens farve: Fordi universet udvider sig, bliver lyset strukket mere og mere ud, jo længere det skal rejse; dette kaldes rødforskydning efter farven med den længste bølgelængde. Således er nattehimlen et bibliotek, et arkiv fra alle tidsaldre, hvori de ældste bind fremstår med den rødeste patina. Og således kan man trykke fastforward på et himmellegeme ved at rejse imod det – eller omvendt, se det i slowmotion ved at rejse væk. Måske vil det en dag være sådan, menneskeheden undgår sin planets undergang: ved at defilere ind i et rumskib og rejse væk med akkurat lysets hastighed, så jorden for altid vil stå i bakspejlet som et endnu ikke forgået øjeblik.

Timeglas

Hvis vi ender med at udslette os selv med forurening, er vi langt fra den første art, der er faldet under vægten af sin egen affaldsdynge. Siden det i ursuppens tid var ilten, der udgjorde den største trussel mod liv, har det været sædvane, at når den herskende organisme kvæles i sine egne giftstoffer, ligger et nyt dyr klart i lossepladsens mave som et barn, der venter på at blive født. Det er indskrevet i enhver genopstandelse, at den ikke kan være en gentagelse af det foregående, men må være en omvending til det utænkelige. For det væsen, der kæmpede ved vinderens side om de samme ressourcer, er dømt til at falde med ham; Men efter dommedag har møgdyret uendelige ressourcer.  Sådan opstod altså også vi, grådigt mæskende os i et eller andet fortidigt udyrs udskillede fæces; Ikke helt ulig den ulidelige lethed, hvormed en enkelt togpassager lader alle de andre mase sig foran hende, før hun slentrer ind og berøver nogen deres tilkæmpede kvadratmeter med et “undskyld, det er vist min plads”. Sådan er timeglassets selvopfyldende verdensundergang et billede på planetens historie: De sidste skal blive de første. Eller: Af lort er vi kommet, og til lort skal vi atter blive.

NIENDE LUDERDIGT (beauty and the brain)

I.

jeg har altid tænkt at ligegyldighed overfor krop var en form for dybde en form for bevis på så glubende en hjerne at der ikke var tid til at vaske hår mellem én bog og den næste, kroppen som værktøj sindets papegøjetang enhver pleje overflødigt krukkeri, jeg har altid tænkt at verden kommer tættere på når man skubber den væk, og på en måde har jeg haft ret på en måde bliver det fysiske mere påtrængende jo mere man forsøger at undgå det, men er truslen om nærhed det samme som nærhed har jeg gjort verden til min stalker, jeg har altid tænkt at lidenskabelig berøring skraber små stumper af sindet som i knep min hjerne ud som i dumme luder, jeg har altid tænkt at stemningen i stemningsbelysning var en lak af falske følelser som om følelser kan være falske som om hormoner kan være tomme konvolutter, denne modstand mod at leve indeni mig selv en resignation så gammel at det aldrig er faldet mig ind at stille spørgsmålet, hvis fysisk skønhed er en distraktion fra sindets renhed hvorfor hedder det så at forestille sig, hvorfor denne metafor af selvsyn at tænke ved som man læser ved stearinlys som om hjernen har brug for øjnenes lommelygter for at læse sine egne sider the metaphors we live by,

II.

jeg glider ned ad min rygmarv som brandmandsstang og holder møde med min mavefornemmelse, hej krop hvilke strømninger går gennem dig når jeg ikke kigger, hernede i min egen distraktions endeløse nat, og straks føres jeg væk af endorfintsunami ind i kroppens afkroge underjordiske søer brusende af dejlighed i tøj og møbler og makeup og bladforsider som ekkoer som et kys sender bølger af iltre gysninger gennem organerne ind i sjælen, hej krop jeg har aldrig vidst at du følte mine overspringshandlinger så inderligt, nymalede negle jeg vifter foran mig som baby der lærer at se og mærke på samme tid gentagelsen er ekstase kedsomheden er umulig, tænk så altoverskyggende vigtigt ikkenoget kan være, hvordan har jeg narret mig selv til at tro at fryd er formålsløst at overflade er overfladisk når overflade er min elskers hud der rører min, hans øjnes våde membraner som de sidder i hans hoved og ser på mig gennem sigtig luft, hans elektriske mund og negle og denim og knæ og bomuld og caffè latte chocorange sindets MåIkkeSlettes, og engangsknaldet med de samme overflader ægtemandens pik ikke den eneste pik der er designet til at få hans kone til at komme, kommunikationen i friktion, overflade er en kat der brummer sin ro ind i dig, overflade er tyve pelsklumper der varmer hinanden imod den kolde skovnat der ellers ville slå dem ihjel,

III.

vidste du at 100% af orgasmen foregår i kroppen, vidste du at kroppen indeholder 100% af hjernen og at manden med sine detaljerede lemmer er hundrede doktorgrader der venter på at ske, hej karriere åbenbaret i en henkastet indtægtskilde hej hændernes håndværk på kompliceret krop nogle gange skjuler mysterierne sig under glasur af nemhed krymmel af bareforsjov nydelsen folder sig kun langsomt ud, farvel fordom om at kedsomheden er uundgåelig man skulle egentlig ikke tro at man kunne gro sig så bogklog og stadig forblive så dum men hey live and learn suck and grow bend and flex hej mand tag min ydmyghed mellem dine brede lår og oplær mig i dine øjnes forsigtigt stigende sværhedsgrad