Betelgeuse

Fordi lys har en begrænset hastighed, ser vi alt med forsinkelse. For eksempel er stjernen Betelgeuse 600 lysår fra os, og derfor ser vi den, som den så ud for 600 år siden. Hvis Betelgeuse eksploderede for 500 år siden, vil vi først vide det om 100 år. Vi kan se, hvor langt væk en stjerne er, ved at kigge på dens farve: Fordi universet udvider sig, bliver lyset strukket mere og mere ud, jo længere det skal rejse; dette kaldes rødforskydning efter farven med den længste bølgelængde. Således er nattehimlen et bibliotek, et arkiv fra alle tidsaldre, hvori de ældste bind fremstår med den rødeste patina. Og således kan man trykke fastforward på et himmellegeme ved at rejse imod det – eller omvendt, se det i slowmotion ved at rejse væk. Måske vil det en dag være sådan, menneskeheden undgår sin planets undergang: ved at defilere ind i et rumskib og rejse væk med akkurat lysets hastighed, så jorden for altid vil stå i bakspejlet som et endnu ikke forgået øjeblik.

Timeglas

Hvis vi ender med at udslette os selv med forurening, er vi langt fra den første art, der er faldet under vægten af sin egen affaldsdynge. Siden det i ursuppens tid var ilten, der udgjorde den største trussel mod liv, har det været sædvane, at når den herskende organisme kvæles i sine egne giftstoffer, ligger et nyt dyr klart i lossepladsens mave som et barn, der venter på at blive født. Det er indskrevet i enhver genopstandelse, at den ikke kan være en gentagelse af det foregående, men må være en omvending til det utænkelige. For det væsen, der kæmpede ved vinderens side om de samme ressourcer, er dømt til at falde med ham; Men efter dommedag har møgdyret uendelige ressourcer.  Sådan opstod altså også vi, grådigt mæskende os i et eller andet fortidigt udyrs udskillede fæces; Ikke helt ulig den ulidelige lethed, hvormed en enkelt togpassager lader alle de andre mase sig foran hende, før hun slentrer ind og berøver nogen deres tilkæmpede kvadratmeter med et “undskyld, det er vist min plads”. Sådan er timeglassets selvopfyldende verdensundergang et billede på planetens historie: De sidste skal blive de første. Eller: Af lort er vi kommet, og til lort skal vi atter blive.

FØRSTE SUPERSTJERNEDIGT (so that his place shall never be with those cold and timid souls who neither know victory nor defeat)

jeg er så træt af fjernbetjenere der prøver at skamme naturen ud af berømtheder denne vrangforestilling om at alle der står på en piedestal er lavet af piedestal som om kunstneren er intet andet end skulptur af død kultur, denne vrangforestilling om at millioner af dollars og en pladekontrakt suger alle hormonerne ud af en ung kvinde, hvor fuck tror de at de forsvinder hen, hormoner strøet omkring i studiet som penge parodi på gangstarapvideo folk der glider i hormoner som bananskræller, “du har opnået alle de ydre tegn på succes ved at synge dit hjerte ud af halsen så nu er det tid til at skjule din sjæls anatomi til fordel for hvad forældre vil elske, først når du holder op med at bevæge hvad din mor ved et uheld gav dig, først når du holder op med at kaste din intimitet i instagrams, først når du holder op med at spille kæreste for små monstre efter dine egne fiktive idolers død, først når du behandler publikum som strangerdanger som jeg er her bare for at gøre mit arbejde og få min løn don’t ask me I just work here man, først da vil vi holde op med at kalde dig en kynisk pengegrisk tom skal, sex kan aldrig være intimitet kan aldrig være oprør selvrealisering eksperiment kun kunst påklædt til halsen viser din dybde”, og her er miley cyrus pegende med den store enerhånd som en pistol mod bæltet “jeg har en fisse og jeg er ikke bange for at bruge den”, her er lady gaga med stor fed imaginær pik, de mange forskellige former for endorfiner kernen af hvorfor selv før hormoner selv før fyre og fingre pressede jeg mit ansigt op mod fjernsynet der tilbød det søde syn af menneskehud, som radiator defibrillator nysgerrighed tilfredsstillet som sind slikket af hundrede syngende tunger, det søde stereoanlæg der hviskede fremmed fortrolighed ind i den pulserende krop, prøv at trække sex ud af musikken som at fjerne pulsen fra vener fortrådet gennem lemmer som surround sound, her er en stemme jeg har brug for at øve før jeg lancerer mig selv for verden, her er hormonorkanen jeg må se i fuldfarve før den sker, assisteret genkendelse det eneste der sikrer mig når de ældrevoksne skriger ikke bandeord ikke politisk ukorrekthed men meget statsgodkendte fornærmelser om fortyndkrop grim overfladisk psykisksyg somom had er okay så længe det kun skader de unge og sårbare, smiley det slangede kvindebarn der håner paradiset tabt på sesame street disneyfilmen der ikke kan spoles tilbage ikke kan gennemspilles hinsides skærmen, en tunge der udforsker sortimentet fra brystmælk over sex til sindssyge, og plysbjørne twerker støvet af, sært dopede som eksistensen i traditionens stuer den victorianske tid der synes at genopdukke i endeløse nye årtier, som tilbagevendende mareridt som vaneforbrydelse mod medfølelsen som voldtægten der aldrig ses fordi den udføres efter bogen, hej samfund kom tilbage og tal til vores velmanicurerede stripperhænder når du har indset at her i vores paillettede bikinier er vi stadig blot det logiske produkt af din egen velmenende følelsesbdsm, forsikringen om kropsfrihed nødvendig når du aldrig definerer os som andet end hvad der er for enden af dit dømmende blik, hej røvhuller hvis jeres hoveder nogensinde kommer ud derfra kan I måske bruge dem på at indse at musikkens primære publikum er og altid vil være teenagere der leder efter et sted at være alle deres egne hærgende forkertheder