Advertisement

Wu-wuuu-wu

Han slipper tusind duer fri
fra sine magiske hænder,
det er hans måde at sige
at han er ligeglad.

Skrivemaskineiver

(klik på billedet for stor version)

Betelgeuse

Fordi lys har en begrænset hastighed, ser vi alt med forsinkelse. For eksempel er stjernen Betelgeuse 600 lysår fra os, og derfor ser vi den, som den så ud for 600 år siden. Hvis Betelgeuse eksploderede for 500 år siden, vil vi først vide det om 100 år. Vi kan se, hvor langt væk en stjerne er, ved at kigge på dens farve: Fordi universet udvider sig, bliver lyset strukket mere og mere ud, jo længere det skal rejse; dette kaldes rødforskydning efter farven med den længste bølgelængde. Således er nattehimlen et bibliotek, et arkiv fra alle tidsaldre, hvori de ældste bind fremstår med den rødeste patina. Og således kan man trykke fastforward på et himmellegeme ved at rejse imod det – eller omvendt, se det i slowmotion ved at rejse væk. Måske vil det en dag være sådan, menneskeheden undgår sin planets undergang: ved at defilere ind i et rumskib og rejse væk med akkurat lysets hastighed, så jorden for altid vil stå i bakspejlet som et endnu ikke forgået øjeblik.

jeg taler, men intet vibrerer

efter du døde
føltes det ikke
som om
jeg havde mistet noget,
det var bare
at alt hvad jeg havde
var dødt.

Timeglas

Hvis vi ender med at udslette os selv med forurening, er vi langt fra den første art, der er faldet under vægten af sin egen affaldsdynge. Siden det i ursuppens tid var ilten, der udgjorde den største trussel mod liv, har det været sædvane, at når den herskende organisme kvæles i sine egne giftstoffer, ligger et nyt dyr klart i lossepladsens mave som et barn, der venter på at blive født. Det er indskrevet i enhver genopstandelse, at den ikke kan være en gentagelse af det foregående, men må være en omvending til det utænkelige. For det væsen, der kæmpede ved vinderens side om de samme ressourcer, er dømt til at falde med ham; Men efter dommedag har møgdyret uendelige ressourcer.  Sådan opstod altså også vi, grådigt mæskende os i et eller andet fortidigt udyrs udskillede fæces; Ikke helt ulig den ulidelige lethed, hvormed en enkelt togpassager lader alle de andre mase sig foran hende, før hun slentrer ind og berøver nogen deres tilkæmpede kvadratmeter med et “undskyld, det er vist min plads”. Sådan er timeglassets selvopfyldende verdensundergang et billede på planetens historie: De sidste skal blive de første. Eller: Af lort er vi kommet, og til lort skal vi atter blive.

FØRSTE SUPERSTJERNEDIGT (so that his place shall never be with those cold and timid souls who neither know victory nor defeat)

jeg er så træt af fjernbetjenere der prøver at skamme naturen ud af berømtheder denne vrangforestilling om at alle der står på en piedestal er lavet af piedestal som om kunstneren er intet andet end skulptur af død kultur, denne vrangforestilling om at millioner af dollars og en pladekontrakt suger alle hormonerne ud af en ung kvinde, hvor fuck tror de at de forsvinder hen, hormoner strøet omkring i studiet som penge parodi på gangstarapvideo folk der glider i hormoner som bananskræller, “du har opnået alle de ydre tegn på succes ved at synge dit hjerte ud af halsen så nu er det tid til at skjule din sjæls anatomi til fordel for hvad forældre vil elske, først når du holder op med at bevæge hvad din mor ved et uheld gav dig, først når du holder op med at kaste din intimitet i instagrams, først når du holder op med at spille kæreste for små monstre efter dine egne fiktive idolers død, først når du behandler publikum som strangerdanger som jeg er her bare for at gøre mit arbejde og få min løn don’t ask me I just work here man, først da vil vi holde op med at kalde dig en kynisk pengegrisk tom skal, sex kan aldrig være intimitet kan aldrig være oprør selvrealisering eksperiment kun kunst påklædt til halsen viser din dybde”, og her er miley cyrus pegende med den store enerhånd som en pistol mod bæltet “jeg har en fisse og jeg er ikke bange for at bruge den”, her er lady gaga med stor fed imaginær pik, de mange forskellige former for endorfiner kernen af hvorfor selv før hormoner selv før fyre og fingre pressede jeg mit ansigt op mod fjernsynet der tilbød det søde syn af menneskehud, som radiator defibrillator nysgerrighed tilfredsstillet som sind slikket af hundrede syngende tunger, det søde stereoanlæg der hviskede fremmed fortrolighed ind i den pulserende krop, prøv at trække sex ud af musikken som at fjerne pulsen fra vener fortrådet gennem lemmer som surround sound, her er en stemme jeg har brug for at øve før jeg lancerer mig selv for verden, her er hormonorkanen jeg må se i fuldfarve før den sker, assisteret genkendelse det eneste der sikrer mig når de ældrevoksne skriger ikke bandeord ikke politisk ukorrekthed men meget statsgodkendte fornærmelser om fortyndkrop grim overfladisk psykisksyg somom had er okay så længe det kun skader de unge og sårbare, smiley det slangede kvindebarn der håner paradiset tabt på sesame street disneyfilmen der ikke kan spoles tilbage ikke kan gennemspilles hinsides skærmen, en tunge der udforsker sortimentet fra brystmælk over sex til sindssyge, og plysbjørne twerker støvet af, sært dopede som eksistensen i traditionens stuer den victorianske tid der synes at genopdukke i endeløse nye årtier, som tilbagevendende mareridt som vaneforbrydelse mod medfølelsen som voldtægten der aldrig ses fordi den udføres efter bogen, hej samfund kom tilbage og tal til vores velmanicurerede stripperhænder når du har indset at her i vores paillettede bikinier er vi stadig blot det logiske produkt af din egen velmenende følelsesbdsm, forsikringen om kropsfrihed nødvendig når du aldrig definerer os som andet end hvad der er for enden af dit dømmende blik, hej røvhuller hvis jeres hoveder nogensinde kommer ud derfra kan I måske bruge dem på at indse at musikkens primære publikum er og altid vil være teenagere der leder efter et sted at være alle deres egne hærgende forkertheder

Termitbo

Menneskekroppen er ikke så meget en levende, åndende organisme, som den er et dødt hylster om andre døde hylstre, hvorigennem milliarder af små dyr myldrer. Disse benløse arbejdere må knokle uafbrudt for at sikre hylstrenes smidighed, og for at lappe de huller, der opstår, når deres beboelsesvogn kolliderer med andre overflader. Således varer det kun få dage, fra mennesket dør, til huden begynder at slappes og sprække. Således må de stadig befolkede babushkadukker, der slentrer omkring liget, tage helt anderledes konserverende forholdsregler for at sikre at mennesket stadig er entydigt til begravelsen. Og således kan menneskekroppen sammenlignes med et termitbo, der konstant befæstes og genopbygges af en sværm af identiske væsner, og som ikke græder mere for tabet af et par dusin beboere, end vi græder for tabet af vores afskrubbede hudceller i badet. Derfor, store menneske: Når du træder på et insekt, så bebyrd ikke din samvittighed med en sammenligning med dit eget knuste kranie. Men dvæl heller ikke for meget ved din udsigt til storbyen, som den rager op mod himlen med sine hårde hinder, hvorigennem millioner af små mennesker vrimler.

Elskegople

Goplen kan ikke styre sig selv. Dens svømmetag er hjerteslag, der slår kroppens paraply sammen og driver dyret frem i den tilfældige retning, dets kuppel vender ud til. For at veen kan finde sted kræves blot den svage vekselstrøm, der gennemløber goplens nerver. Men langs den sydamerikanske vestkyst driver en art, der ikke skaber strøm nok til at holde sig selv gående: Elskegoplen ligger stille i vandet, til en artsfælle flyder forbi. De to små mængder spænding forstærker hinanden, og de to åbentstående hjerter begynder at slå i takt. Til tider vender goplerne hver sin vej og når derfor ikke langt, før musklerne slukkes, og de ligger stille igen. Andre gange kolliderer de; som oftest for blot at glide af og havne i samme stilstand et par meter fra hinanden; men i værre tilfælde støder de panderne så præcist og evindeligt sammen, at deres skrøbelige skind begynder at sprække, og de langsomt bumper hinanden i stykker. Således kan elskegoplerne kun opnå en konstant fremdrift, hvis deres hjerter slår i samme retning.

SKRIVEBLOKERINGSDIGT (som en hund i et jakkesæt / I have no idea what I’m doing)

jeg er fanget mellem krop og sind mellem sex og ord altid på vej begge steder hen en vis vaklen et milisekunds forsinkelse i et tilfældigt dansetrin distraheret af en tanke det er nok til at snuble tre skridt længere henne, enhver flirt ødelagt af egen betragtende drøm, det er nok til at falde så langt ind i rytmen at jeg falder igennem, glem rytmen glem sangen glem alt andet end kroppens perfekte reflekser altid i takt med takten kroppen er takten som jesus er vejen, derfor han kunne gå på vandet, fordi man ikke kan falde igennem hvis man er bunden, lad hjernen smelte lad monologen fortabe sig og blive en samtale en dans af sætninger der aldrig bryder sig selv aldrig betyder sig selv men betyder intentioner og kærtegn bryder isen poesien er at flirte med mig selv, at flirte med alt men aldrig med ingenting intet er de eneste øjne der kan stirre dig blind, alt sagt skævt i en omvej til øret fordi ligeud standser dansen og gør den til transport fra a til b transprog det er her jeg er fanget som en trans i et guldbur af uønsket skønhed født ind i a bygget fast og altid med denne længsel efter b i kroppen, to b or not to b that is the question that answers me, her i kroppen der er fængslet og livet og vejen, den store distraktion den sidste skuffelse mit hylster som jeg tror jeg er fanget i fordi mit sind er fraværende, derfor jeg aldrig føler mig hjemme, fordi fraværende ikke er et sted, lad hjernen smelte ind i sine neuroner glide gennem sine aksoner weeeee simpelt som forlystelse easy as pee og samme utænkelige lettelse, uden formel uden grund, bare en trykken og den nydelse der består af forsvundet ubehag, fanget i et øjeblik så langt som livet mellem den allerede fremmede fortid, tabt til mental stivelse pinlig i sin uværgerlighed, og den forræderisk skiftende fremtid, som en ven du aldrig ved hvor du har, og hvem var det der sagde at musik er punktet midt imellem sex og samtale, kroppens rytme de to stemmers rytme konstant afløsende hinanden ikke som en fortid og en fremtid men som det cirkulære kys af tanker to munde der renser hinanden for ørken renser hinanden for mangel, kroppen forstår ikke ordet mangel det er sindets parasit alle disse ord for fravær, tænk IKKE på chokolade du vil tabe dig omnomnomnom, tænk IKKE på den gabende tomhed der åbner sig når du undersøger dine egne hulrum det er kræftens anatomi, kroppens hulrum i naturlig størrelse designet til at fyldes og tømmes i en rytme som rock, kun standset momentært af sindets camouflerede overvågningssten denne blodprop af observation, som dyredokumentar knust under en slentrende elefantfod, åh alle de penge det elskede kamera tabt til naturens uorden, af træ er papiret kommet til træ skal det atter blive, dage der forløber uden et eneste perfekt huskende øje tabt til en fortid der aldrig kan stivne i mangel på maskinens præcision, hold nu op med at skrive om som katten om den varme grød, begynd at danse ordenes rytme som en squaredance om en moské som et måske når stemmen byder op til skrig som en stille hvisken til svar en hvisken der tvinger læseren til at komme så tæt på at det måske hvis der er mørkt nok i dette hjørne fører til en vågendrøm af et kys, en kamikazepilot af levet liv der måske overlever længere og tager permanent bolig i hjernen som en helgen fra fjerne lande der bringer lykke og frodig høst til den hyldende mængde af overtroiske neuroner