BODY CAVITY SEARCH

livet er en række gemytlige kropsvisitationer

nogen gennemlyser dine personlige ejendele
mens han fortæller en vits, du glemmer
at grine ad
fordi du et øjeblik har mistet dit pas af syne

din fangevogter har øjne som udstrakte hænder
og et skridt som smuglet heroin
og et øjeblik overvejer du
at give ham dit nummer, men du standser dig selv ved tanken om
at hans fingre i dine kropsåbninger
altid vil føles
som om han leder efter noget

1:2

Over skyerne er alt en optisk illusion.

Det er et trosspørgsmål, om markerne af vat
i en dybere virkelighed er ansamlinger
af fordampet vand.

Det er et tilfælde af overtro,
at det fly, jeg sidder i, bevæger sig 600 km/t
hurtigere
end en hestekærre,
og at endnu et fly ikke hænger stille
over horisonten for enden
af en hale af røg,
men bevæger sig lige så hurtigt
uden at passere noget, jeg kan bruge som baggrund.

jeg er ikke designet til store vidder.
jeg er ikke muteret nok til disse syn.

1:1

det øjeblik, jeg forlader landet
bliver mine penge til metal i min hånd
og mit sprog en hemmelighed, jeg kan sige højt

jeg er en radio, der sender støj på alle kanaler

jeg er en nybygget villa fyldt med genstande uden funktion
deres skønhed bevaret,
men affektionsværdien forsvundet
fordi alle, der elskede dem, er døde

KBH-SHF-SHF-KBH

Jeg har for nylig været på en rejse til Sheffield og tilbage, hvor jeg afprøvede, om man kan udføre en konstantskrift under transporten. Jeg lagde ikke teksterne op på nettet (det ville have været både besværligt – og træls, hvis forsøget fejlede), men jeg forsøgte at skrive nonstop fra København til Sheffield og igen på returrejsen.

Min konklusion: Man kan ikke skrive særligt nonstop, når man får konstante nye indtryk fra sine omgivelser, og når man skal afbryde skrivningen, hver gang der skal skiftes fra bus til tog til fly osv. Det kræver koncentration som en anden zen-munk at producere i en lind strøm under de forhold. Men det lykkedes mig dog at færdiggøre en håndfuld tekster.

De næste uger vil jeg lægge en af teksterne op hver onsdag. Jeg vil tagge dem med ‘kbh-shf-shf-kbh’. Første tekst kommer straks ovenfor.