Betelgeuse

Fordi lys har en begrænset hastighed, ser vi alt med forsinkelse. For eksempel er stjernen Betelgeuse 600 lysår fra os, og derfor ser vi den, som den så ud for 600 år siden. Hvis Betelgeuse eksploderede for 500 år siden, vil vi først vide det om 100 år. Vi kan se, hvor langt væk en stjerne er, ved at kigge på dens farve: Fordi universet udvider sig, bliver lyset strukket mere og mere ud, jo længere det skal rejse; dette kaldes rødforskydning efter farven med den længste bølgelængde. Således er nattehimlen et bibliotek, et arkiv fra alle tidsaldre, hvori de ældste bind fremstår med den rødeste patina. Og således kan man trykke fastforward på et himmellegeme ved at rejse imod det – eller omvendt, se det i slowmotion ved at rejse væk. Måske vil det en dag være sådan, menneskeheden undgår sin planets undergang: ved at defilere ind i et rumskib og rejse væk med akkurat lysets hastighed, så jorden for altid vil stå i bakspejlet som et endnu ikke forgået øjeblik.

Termitbo

Menneskekroppen er ikke så meget en levende, åndende organisme, som den er et dødt hylster om andre døde hylstre, hvorigennem milliarder af små dyr myldrer. Disse benløse arbejdere må knokle uafbrudt for at sikre hylstrenes smidighed, og for at lappe de huller, der opstår, når deres beboelsesvogn kolliderer med andre overflader. Således varer det kun få dage, fra mennesket dør, til huden begynder at slappes og sprække. Således må de stadig befolkede babushkadukker, der slentrer omkring liget, tage helt anderledes konserverende forholdsregler for at sikre at mennesket stadig er entydigt til begravelsen. Og således kan menneskekroppen sammenlignes med et termitbo, der konstant befæstes og genopbygges af en sværm af identiske væsner, og som ikke græder mere for tabet af et par dusin beboere, end vi græder for tabet af vores afskrubbede hudceller i badet. Derfor, store menneske: Når du træder på et insekt, så bebyrd ikke din samvittighed med en sammenligning med dit eget knuste kranie. Men dvæl heller ikke for meget ved din udsigt til storbyen, som den rager op mod himlen med sine hårde hinder, hvorigennem millioner af små mennesker vrimler.

Elskegople

Goplen kan ikke styre sig selv. Dens svømmetag er hjerteslag, der slår kroppens paraply sammen og driver dyret frem i den tilfældige retning, dets kuppel vender ud til. For at veen kan finde sted kræves blot den svage vekselstrøm, der gennemløber goplens nerver. Men langs den sydamerikanske vestkyst driver en art, der ikke skaber strøm nok til at holde sig selv gående: Elskegoplen ligger stille i vandet, til en artsfælle flyder forbi. De to små mængder spænding forstærker hinanden, og de to åbentstående hjerter begynder at slå i takt. Til tider vender goplerne hver sin vej og når derfor ikke langt, før musklerne slukkes, og de ligger stille igen. Andre gange kolliderer de; som oftest for blot at glide af og havne i samme stilstand et par meter fra hinanden; men i værre tilfælde støder de panderne så præcist og evindeligt sammen, at deres skrøbelige skind begynder at sprække, og de langsomt bumper hinanden i stykker. Således kan elskegoplerne kun opnå en konstant fremdrift, hvis deres hjerter slår i samme retning.

Påfugl

Det har længe været antaget, at påfuglehannens hale tiltrækker en mage ved at vise, at dyret har overskud til at gro noget dybt unødvendigt af sin krop. Men nye undersøgelser viser, at halens fremmeste funktion er at bortskræmme rovdyr. Man har observeret påfugle, der ikke som ventet løber eller flyver væk, når en tiger nærmer sig, men i stedet påbegynder den dans af koket viften med udslået hale, man ellers har opfattet som en parringsdans. Tigeren lader sig vitterligt intimidere af denne opvisning. Eksperimenter har vist, at påfuglens eget mod også påvirkes af dansen: Dyret angriber med større kraft og præcision, hvis det forinden har haft mulighed for at folde halen ud og gøre et par eklatante nej-nik med hovedet. Det lader således til, at påfuglehannen har et direkte behov for sin æstetik, for med den ligesom at kunne sige: “Din krop er stærkere, men mit sind er stærkest.” Og måske er det først her, hunnens glitterlyst kommer ind i billedet: Som en evolutionært fordelagtig tiltrækning til den, der har fundet løsningen på en ellers umulig situation i demonstrativ skønhed. Omvendt lader det til, at de mest glamourøse hanner også er dem, der nærer mindst interesse i hunner. Det er endnu uklart, hvad sammenhængen mellem disse to faktorer er. Her skal blot nævnes, at disse hanners manglende interesse i hunner og de tilhørende unger giver dem mere tid og flere kræfter til at bortjage rovdyr, der ellers kunne udrydde hele populationer.

Sild

Sildestimen er en kæmpeorganisme uden hud. Som en blåhval brudt ned i tusindvis af små spejlinger af sig selv svømmer havets smadrede discokugle omkring, uhæmmet af en fast form eller nogen andre typer af organisering. Det er sandt, at det kan se ud, som om stimen har en leder og op til flere mellemledere, der styrer mængdens bevægelser med reflekser som et knæ, der ikke kan vente på hammeren. Det er sandt, at når de sekstusind udtryksløse øjne glider forbi som de glimtende skæl på en slange, må dykkeren tro, at flokken styres af en form for telepati. Men i virkeligheden er stimens bevægelser blot resultatet af hver enkelt fisks behov for at være cirka 5-10 centimeter fra en hvilken som helst artsfælle. I en række eksperimenter har man fjernet den del af hjernen, der indeholdt dyrets nærhedsrefleks. En fisk, der mangler denne hjernevinding, svømmer gladeligt væk fra stimen. I dens kølvand skabes et hidtil uset opbrud mellem de fisk, der er for tæt på afvigeren til at kunne opgive den, og de fisk, der er omgivet af mange flere artsfæller længere inde i gruppen. Af silden kan vi altså lære, at det vigtigste karaktertræk, en leder kan besidde, ikke er evnen til overtalelse – men blot en patologisk ligegyldighed overfor, hvem der følger med, når man rejser væk.

Autist

I tidernes morgen havde menneskene fire arme, fire ben og et janushoved med et ansigt på hver side. For os ville de ligne to mennesker, hvis rygge var groet sammen; Men for den tids øjne var det sådan, ét menneske så ud, og man vrængede med begge munde ved tanken om den toarmede, etansigtede vanskabning, vi kalder individet. Aristofanes fortæller, at menneskenes evne til at se både hvor de kom fra og hvor de var på vej hen gjorde dem arrogante og fik dem til at udfordre de ensidige guder. Derfor skar Zeus dem midt over og spredte dem ud over jorden, så de måtte tilbringe resten af evigheden med at søge med sultent tunnelsyn efter deres anden halvdel. Dette er kærlighedens oprindelse.

Men i tidernes morgen fandtes også mennesker med to arme, to ben og ét ansigt. Mødre, der fødte en sådan skabning, stødte den fra sig i en blanding af væmmelse og sorg over ikke at have kunnet producere et helt barn. Men misfostrene led ikke af den længsel efter en anden halvdel, der senere blev de almindelige mennesker til dels; Faktisk syntes de at være voldsomt lykkelige i beskuelsen af egen navle og blev kun fortvivlede, når man forsøgte at forene dem med andre. Disse vanskabninger findes stadig. Men de har mistet den ubekymrethed, de havde i tidernes morgen, for når de ser sig omkring, er det ikke længere åbenlyst for dem, at de er født til at være alene. Og således tilbringer de livet med at strejfe rastløst rundt i søgen efter den sjæleven, de aldrig vil have haft.

Avis

Alt, hvad vi læser i avisen, er baseret på en sand historie. Selv bag reklamen med sit luftbørstede arrangement af ansigter, kroppe og farver er der et stykke virkelighed, som læseren kan købe og krybe ind i. Men vi må ikke glemme, at også avisen er et stykke virkelighed, som den ligger tankevækkende og håndgribelig på bordet. Det er ikke uden grund, at vores venner ser forarget og nærmest medlidende på os, hvis vi siger at vi ikke læser avis. For ligesom vi står udenfor samtalen, hvis vi ikke så X Factor i går, eller hvis vi ikke stemte til folketingsvalget, fordi vi ikke kan kende forskel på partierne – sådan er også avisen et samlingspunkt for de samtaler, der i sidste ende vil forme vores tilgang til verden, os selv og hinanden. Avisartiklen vil altid være mere relevant for os end de mennesker, vi ser gennem dens filter – og som vi sandsynligvis aldrig vil møde.

Connaisseur

Connaisseuren sidder i sit guldfængsel og keder sig. Han ser op fra sit vinglas, ud på det perfekt trimmede rosenbed i alverdens røde nuancer, og videre ud til den gade, han næsten aldrig går på længere. Han plejede at elske gåture; men nu er der for mange overbegroede haver, der skærer ham i øjnene, for mange uskønne lyde i ørerne, for mange grimme sæt tøj hængende fra fodgængeres utrænede kroppe. Det virkede så harmløst, da han første gang tog til den vinsmagning, hvor de lærte, hvilke vine der passer til hvilke glas. Godt nok var han nødt til at ombygge sit køkken for at få plads til de særlige glas og karafler, han efterhånden fik smag for, og indrette en vinkælder til de flasker, han købte rundt omkring i verden. Og godt nok vækkede dette hans interesse for boligindretning, som så førte videre til en interesse for, hvordan haven komplementerede boligen, og så videre. Men at denne konstante forfinelse af hans smag skulle ende i andet end større nydelse ved livet var simpelthen så ulogisk, at han aldrig så det komme.

Kunstner (klik for fuld størrelse)

om at stikke fingrene op i andre folks næser

I flyet fra København til Amsterdam: En far knæler ned foran sin 1-årige søn for nydende at lade sig irritere. Sønnen piller ved sin fars ansigt, og hver gang et par fingre er på vej ind i en åbning eller kradser så det gør ondt, trækker faderen brat hovedet væk og vender så tilbage. En leg, en lille lektion i andre menneskers fysiske grænser, en kærlighedserklæring af tålmod. Sønnens indre monolog står om ham, tydelig som dagslys: “Så stå dog stille, så jeg kan stikke mine fingre op i din næse! Hvorfor modarbejder du mig sådan!?”

Senere: Hans bittesmå hænder dukker op, kravlende som abefingre opad ryglænet. Han ser mig smile til ham mellem sæderne og smiler tilbage, som kun et barn der er elsket kan smile: hæmningsløst, selvsikkert kærligt; stadig i den lykkelige tilstand mellem øjeblikket hvor han opdagede, at han bliver grebet når han falder – og øjeblikket hvor han indser, at gengældte smil fra hjertet ikke er et basalt livsvilkår, men en direkte konsekvens af hans nuttethed.

Bag mig den hakkende dobbeltmonolog mellem en bedstemor og hendes barnebarn, der leder efter ord at have til fælles.

Og jeg tænker pludselig, at det ikke er kærlighed at bede dig lade være med at lide.