Hvad er lyden af én hånd der rækker ud?

I dag udkommer min bog Hvad er lyden af én hånd der rækker ud? på forlaget Lysvalsen. Den kan købes via forlagets hjemmeside, og indenfor de næste dage skulle den også gerne komme op på de online boghandler og kunne bestilles hjem til lokale boghandler. Har man travlt med at få fat i den, har Ræven og Pindsvinet på Vesterbrogade allerede et par eksemplarer stående (kan også bare generelt anbefales til litterær græsning!).

Jeg har lavet en lille oplæsningsvideo med to af digtene fra bogen, som kan ses på Facebook eller Instagram.

Advertisement

Zetland og Kulturen på P1

Jeg fik vist aldrig skrevet her på bloggen, at jeg har været i hhv. Zetland og Kulturen på P1 her i foråret.

I april skrev Marie Carsten Pedersen fra Zetland en artikel om min bog Hvad er lyden af én hånd der rækker ud, som udkommer til november – og mere bredt det projekt, der ligger bag den, hvor jeg på baggrund af interviews og research skriver ud fra andres perspektiv. Det kan læses her.

I maj var jeg i Kulturen på P1, hvor det også handlede om Hvad er lyden af én hånd der rækker ud og problematikken omkring repræsentation. Vævet ind i samtalen læste jeg et par bidder af de meget lange digte op. Det kan høres her – scroll ned til ‘Cecilie skriver digte om dig, mig og de andre’ for at gå direkte til segmentet med mig.

Moderhjerte

En mor elsker altid sine børn betingelsesløst. En anden mor elsker sine børn betingelsesløst, så længe de kun leger indenfor hendes usagte forventningers elhegn. En tredje mor ser børnefødsel som sit adgangskort til at eje andre mennesker, så hun kan torturere dem for sjov bag lukkede døre. Mor er det altid brændende ildsted, hvor du kan genopvarme din frosne sjæl. Eller hun er en kasse, du stikker din hånd ind i uden at vide, om du denne gang får en chokoladebar eller stød. Eller hun er en stalker, som du ikke kan politianmelde. Mors frikadeller smager bedst, eller mors frikadeller er straffen for at være sulten, eller mors frikadeller smager af hengemt pap og kærlighed, så du spiser dem med kvalme og performativ glæde. En mor vil gøre alt for, mod eller vedrørende sine børn. Eller også vil hun ikke. Hun er et lotteri, som du ikke kan undgå at købe et lod til. Hun trækker tæppet op om dit hoved og ser ned på dig med sigende øjne. Hvilken mor har du fået? Du er lige blevet født, men du ved det sikkert allerede.

PRIMUS MOTOR ~ 25. april 10-22

Jeg har oprettet en hjemmeside kaldet konstantskrift.dk. Her vil forskellige forfattere skrive live, så læserne kan følge med løbende – ligesom man måske kender det fra denne blog, eller fra bloggen ‘hvis skriften standser har den ikke været her’. I morgen mandag afholdes den første konstantskrift på bloggen. Det bliver mig, Cindy Lynn Brown, Bue P. Peitersen og Anders Vægter Nielsen. Vi skriver i 12 timer kl. 10-22. Håber, I har lyst til at læse med.

Træ

Når jeg dør, så begrav mig under et træ i fattig jord. Et sultent træ spiser gerne de dyr, der dør i dets skygge. Rødderne gror hen til og ind igennem lemmerne, så de kan optage de næringsstoffer, der frigives, efterhånden som dyret forfalder. I Finland har man fundet en birk, hvis rodsystem efter at have levet af en død elg i mange år nu perfekt markerede dens forsvundne form. Sådan og på ingen anden måde vil jeg udødeliggøres: Ved langsomt at blive tegnet med en anden organismes livsblod.

Kamæleon

Kamæleonen har verdens dårligste balance. Det skyldes dens øjne, der bevæger sig uafhængigt af hinanden. For når øjnene ikke er kædet sammen, er det sværere at vurdere, hvad der er op og ned, og så mister dyret fornemmelsen af sit eget tyngdepunkt. Sådan har kamæleonen fået sin særegne gang, der ligner ubeslutsomhed, men faktisk er konstante rekalibreringer af, hvordan den skal stå for ikke at falde ned fra grenen. Og sådan er kamæleonen – uden selv at vide det – blevet en mester udi camouflage. For når den smalle, høje, grønne krop konstant vipper frem og tilbage i små bevægelser, ligner dyret ganske præcist et blad, der svajer i vinden. Og så kan hverken byttedyr eller rovdyr finde det i træets duvende landskab. Dermed minder kamæleonen os om, at livets sejre ikke altid opnås gennem forbedringer eller overhovedet en bevidst indsats. Nogle gange er et handicap den hurtigste vej til succes.

Buskads

Vores hovedperson har ét lykkeligt barndomsminde. Når familien tog toget, fik hun altid en vinduesplads, og i tiden indtil de nåede destinationen havde hun fred. Hendes forældre læste bøger, hendes søskende studerede deres telefoner i stilhed, og ingen kunne finde på noget at stjæle fra hende, beordre hende til eller bebrejde hende for, som hun sad der og så buskadset ved skinnerne forsvinde endeløst forbi. Hun glæder sig til juleaften, når hun kan fylde sine øjne med slørede blade og for et øjeblik føle sig hjemme, før hun skal stå af og gennemføre ritualet. I år kigger hun op på skiltet, der angiver hendes destination, og ned på perronen, hun burde stå på. Og noget i hende nægter at rokke sig. Perronen forsvinder ud af syne, og buskadset kommer tilbage. Et sted langt nede i Tyskland sætter hun endelig sit armbåndsur op foran udsigten og indser, at klokken er slået midnat. Bedste juleaften nogensinde.

Solnedgang

Jeg har aldrig rigtigt vænnet mig til verden. Tyngdekraftens klister under vores fodsåler, stjernernes ekstreme fjernhed, hvert menneskes hele og usynlige sind indeni en meget mindre krop – disse er basale fakta, som jeg har kendt hele mit liv, så uimodsigelige som mørket bag mine øjenlåg. Men intet sted i mig selv finder jeg værktøjerne til at forstå, hvorfor universet netop er bygget sådan op og ikke på en hvilken som helst anden måde. Hvis så absurd, så totalt tilfældigt som dette, hvorfor så ikke en mere intuitiv surrealisme, hvorfor ikke noget, vi er bygget til at se som indlysende, nu det er verden selv, der har konstrueret os af sine egne dele? Jeg spørger himlen, og den svarer mig med en solnedgang. Så smuk, som var dens formål at lulle mig i søvn.

Akrobat

Akrobaten blev ikke akrobat med vilje. Hans krumspring i frikvartererne var leg, som en hund henter en pind eller et barn bygger med legoklodser. Han lærte at klatre op ad bygninger for at gemme sig for lærerne, når det ringede ind. Da han begyndte til gymnastik, var det for at få tidligt fri fra skole på de dage, han skulle træne. Hele vejen gennem cirkusskolen, konkurrencerne, de lokale forestillinger og til sidst Cirque du Soleil har han bare klatret rundt og strakt sig som en abe i zoo, der ikke forstår, hvorfor menneskene på den anden side af voldgraven glor sådan. Hver gang de roser ham, undrer han sig. For hans akrobatik er ikke en præstation. Det er bare den, han er. Få dig et rigtigt arbejde, siger hans mor, hver gang de ses, selv når han viser hende den svulmende løncheck. Vi havde så høje forhåbninger for dig, vi troede, at du ville gøre os stolte. Og han føler også, at han snyder livet, fordi han ingen rigtige pligter har. For er der ikke noget galt med et menneske, som kun har det sjovt? Som trives, som et vildt dyr trives? Derfor forstår han også til fulde sin mor, selv om han krymper sig, hver gang hendes navn dukker op på telefonens skærm. Og hun lægger endnu en besked på svareren: ”Kom tilbage i folden og lid”, siger hun inde bag sine omskrivninger.