Sådan lærte jeg at gå:
Ved at sprænge min hånd i stykker og samle stumperne og allerede dér vide, at det ikke havde fundet sted:
At der ingen stumper var at samle, at det eneste jeg havde at gøre godt med, var en gal solsort, der nægtede at drømme i gråtoner, selvom det var dens skæbne, dens natur.
Nu løber jeg, nu løber jeg væk, nu forfølger jeg, nu er jeg forfulgt
nu, væk.
Sådan lærte jeg at løbe, før jeg kunne gå. Nej, sådan lærte jeg at forsvinde, før noget andet.
Jeg trækker replikker ud af din mund. Lange baglæns tråde, som jeg sluger og binder sammen til en fortid, du kalder for min.
Og jeg spørger dig om alt det, jeg endnu ikke kender. Om jeg elsker dig, for eksempel. Om jeg holder af slædehunde og om jeg folder figurer af japansk papir. Holder jeg af dine arme, giver jeg efter i dem?
Og jeg.
Jeg skal huske, at spørge mig om dig.
Sådan vil vi ske, sådan vil vi finde sted.
Jeg er et stroboskoplys, og du er min epilepsi. Vi jagter hinanden mod et kollaps, som den smukkeste diskokugle, der venter på at splintre.
Hvis jeg trækker vejret i takt med dig, er det så en fordobling eller en halvering, der finder sted?
Jeg vænner mig aldrig til at vågne op i en krop, der kalder sig min, at strække armene over hovedet. Det er jo nøjagtig så debilt, som at stille uret tilbage for ikke at komme for sent, og alligevel er det sådan jeg sker hver dag. At jeg maler tavlen hvid, at jeg slår en kridtstreg i uendeligheden; at jeg lægger mig under et jordskred for at blive meldt savnet.
Og på samme måde er hver dag en afblæst katastrofe: jeg dukker altid frem af ruinerne, når sulten bliver for påtrængende, når mørket bliver for tæt.
Jeg er bange for dine øjne, for den objektive betragtning af mit ansigt og den krop, jeg ikke holder oppe, men holdes oppe af.
Jeg er bange for at skæmme det landskab, du bærer, og jeg er bange for den lilla, der ikke er lyng og min tørstige mund, der hverken er klit eller hav.
Allermest frygter jeg dine hænder, den måde du rører ved alt, ved alle, undtagen mig. Og tør ikke tænke på, hvad der sker, når du trykker på kontakten, lyser mig op i neon, og jeg ligger afklædt og kæler for mig selv, mens jeg mumler en andens navn,
Vi kløver hinanden på midten og kommer, som vi kalder.
Her løsner vi sener fra muskler, hinde fra kirtel og knogler fra marv. Kan du se det? Her blinker vi som blanktegn:
.
.
Fuldstændig død findes ikke, selv forrådnelsesprocessen levner et tab, et mikroskopisk slip af energi, et suk, der ikke kan forklares.
Det er kun vores dybe længsel efter mening, der holder galskaben vedlige og kun vores drift mod at ophøre, der holder døden på afstand.
Hvis vi nu fratager hinanden evnen til at bruge ord. Hvis vi istedet sætter os på en bænk og tegner et landskab i gruset med vores fødder. Hvis du sætter en prik og jeg sætter et kryds, og ingen af os gør et forsøg på at forbinde det ene med det andet.
Er det så omsonst at røre hinanden med det yderste af tungen? Er vi kun falske horisonter, der forsvinder, når vi nærmer os hinanden?
Engang fortalte du mig, at du aldrig havde troet på viljen, som et instrument til at handle. At du hellere ville lade dig opsluge end at sluge, og at du af og til løftede en mariehøne fra et blad og undrede dig over, hvorfor den nægtede at skjule sig, så hidsigt rød mod det grønne. Du mente, at det måtte skyldes noget stærkere end viljen, en slags drift mod at falde udenfor, omvendt kamouflage, at lege med tændstikker for at lugte af pis.
Jeg får lyst til at tage dig i hånden, ikke af omsorg, men af frygt for at forsvinde. Hvis du giver min hånd et klem og jeg ingenting mærker, er det så dig, der ikke klemmer, eller er det min hånd, der er visnet?
Jeg sidder ved siden af dig og du sidder ved siden af mig, og vi har glemt, hvem der er hvem.
Du taler til mig, som man taler til et barn.
Du kalder mig hund og klør mig på maven, eller du kalder mig kokos-ugle, og ser mig i øjnene, som var jeg af sukker og fedt.
Jeg er ikke sikker på, hvad den her leg går ud på, men jeg ved, at jeg ikke tror på afstanden som princip:
Jeg sover på en sømmåtte, når du forer mig en kurv, og jeg kalder mig plet, når det sortner for dine øjne. Sådan føjer jeg dig.
Som et kræ, man ikke kan elske.
CECILIE LOLK HJORT 