lesson learned ]18:57[

Sådan lærte jeg at gå:
Ved at sprænge min hånd i stykker og samle stumperne og allerede dér vide, at det ikke havde fundet sted:
At der ingen stumper
var at samle, at det eneste jeg havde at gøre godt med, var en gal solsort, der nægtede at drømme i gråtoner, selvom det var dens skæbne, dens natur.

Kill the messenger ]17:58[

Jeg trækker replikker ud af din mund. Lange baglæns tråde, som jeg sluger og binder sammen til en fortid, du kalder for min.
Og jeg spørger dig om alt det, jeg endnu ikke kender. Om jeg elsker dig, for eksempel. Om jeg holder af slædehunde og om jeg folder figurer af japansk papir. Holder jeg af dine arme, giver jeg efter i dem?
Og jeg.
Jeg skal huske, at spørge mig om dig.
Sådan vil vi ske, sådan vil vi finde sted.

Ruin ]16:53[

Jeg vænner mig aldrig til at vågne op i en krop, der kalder sig min, at strække armene over hovedet. Det er jo nøjagtig så debilt, som at stille uret tilbage for ikke at komme for sent, og alligevel er det sådan jeg sker hver dag. At jeg maler tavlen hvid, at jeg slår en kridtstreg i uendeligheden; at jeg lægger mig under et jordskred for at blive meldt savnet.


Og på samme måde er hver dag en afblæst katastrofe: jeg dukker altid frem af ruinerne, når sulten bliver for påtrængende, når mørket bliver for tæt.

Objekt ]16:11[

Jeg er bange for dine øjne, for den objektive betragtning af mit ansigt og den krop, jeg ikke holder oppe, men holdes oppe af.
Jeg er bange for at skæmme det landskab, du bærer, og jeg er bange for den lilla, der ikke er lyng og min tørstige mund, der hverken er klit eller hav.
Allermest frygter jeg dine hænder, den måde du rører ved alt, ved alle, undtagen mig. Og tør ikke tænke på, hvad der sker, når du trykker på kontakten, lyser mig op i neon, og jeg ligger afklædt og kæler for mig selv, mens jeg mumler en andens navn,